Lille raserianfald 2 (for helvede, Stefan)

På sin blog bliver Stefan Kjerkegaard ved med at skrive om og linke til den evige Knausgaard og en håndfuld andre og mindre norske auotfiktionalister, eller hvad de nu kan hedde, som jeg ikke har læst noget af, og jeg kan mærke, jeg begynder at blive stædig, sådan Stieg Larsson-stædig: aldrig skal de få mig til at læse det gejl! hvilket selvfølgelig er fuldstændig urimeligt, men én ting er, at jeg er ude af stand til at forstå, hvorfor man (fra at interessere sig for Grotrian og Laugesen og Højholt) kan interessere sig for autofiktion I SIG SELV ud over på et rent Poul Behrendtsk detektivisk plan, der er og har altid været bøger med auotfiktive træk og autofiktiv dynamik, gode bøger og dårlige bøger, men hvis autofiktiviteten er interessant I SIG SELV er det som noget fælt eksistentielt noget og/eller samtidssociologisk Marianne Stidsen-trist trist noget, men dét er som sagt én ting, en anden ting er, at det i DK kunstnerisk vægtigste og vitaleste og komplekseste autofiktive projekt, nemlig Hans Otto Jørgensens, i to romantrilogier, den sidste afsluttet i denne uge med Sæt Asta fri, plus det rasende løs(agtig)e, aldrig læses ind i sammenhængen, så vidt jeg har set (jeg vil meget gerne tage fejl) som, satser jeg blindt 1000 norske kroner på, absolut konkurrencedygtigt med alle de inderligt udblæste nordmænd.