Jeg er ikke skarn nok til at klage over dagens WA Bøger, anmeldelserne af Christina Hagen og Rasmus Nikolajsen er på (i kø befinder sig nu "kun" Amalie Smith, Georg Ursin og, helt friskt, Preben Major), Trapez-poetik (men jeg ville nu godt have beholdt de ukorrekte z'er i "ritz-ratz") med suveræn Lars Nørgård-tegning + skramlet læseværdig Peter Høeg-anmeldelse af Leonora -
men jeg vil gerne stikke kritisk til - og FRA! - min Blæksprutte om Kronstorks Antologi 2010 og Forfatterskolens afgangsantologi 2010, der kompositorisk koksede totalt, fordi jeg pludselig fik mere plads til rådighed (først skulle det bare have været en kommentar nemlig), paradoksalt nok: Først oplister jeg pernittengrynet de digtere, der mangler og ikke/måske mangler i Kronstork-antologien, hvorefter jeg, i en forsøgsvis indkredsning af en ny furiøs tendens blandt yngre, kvindelige digtere, kun sætter navn på 6 af de 14 digtere, der faktisk er med (og 3 af de 8 digtere, der er med i afgangsantologien), og samler resten op i en patroniserende, summarisk drive-by-shooting til sidst, det er ikke rimeligt! Her er de unævntes navne:
Kronstork-antologi: Julie Sten-Knudsen, Martin Snoer Raaschou, Morten Chemnitz, Sigurd Buch Kristensen, Peter-Clement Woetmann, Cecilie Lolk Hjort, Rasmus Graff, Rasmus Halling Nielsen.
Afgangsantologi: Ditte-Isabel Michelsen, Jonas Rolsted, Josefine Klougart, Simon Bjørkman
Til gengæld undgik jeg også at forholde mig kritisk til Kronstork-antolgien - for jeg synes, det er et reelt problem, at det tydeligvis er en enquete-antologi, hvor de valgte digtere er blevet bedt om at bidrage med nyt - og ikke en udvalgs-antologi, hvor redaktørerne selv vælger i det, digterne har udgivet (og også gerne ikke-udgivet, 8 er stadig ikke-bog/hæfte-udgivne) - i hvert fald hvis formålet - og det virker det som om - er at præsentere den yngste generation og de enkelte digtere i attraktiv repræsentativ/eksemplarisk figur for almenheden - de hæfte/bogudgivnes hæfter og bøger (for slet ikke at tale om tidsskrifts-bidrag) er jo ikke uden videre velkendte for selv den mest litterært interesserede gymnasielærer/elev eller, når vi taler fx 28/6-hæfter, særlig nemt opdrivelige, og det havde da være åndssvagt meningsfuldt med et klip fra fx Rasmus Graffs Södergran-system-cut-up Som levende begravet her (også for at få repræsenteret hele montage-readymade-etc-tendensen, der er næsten helt fraværende i antologien) - og jo også fordi jeg synes, at flere digterne har skrevet(/copypastet/cut-uppet) stærkere tekster andetsteds, fx Graff, Raaschou, Buch Kristensen, Woetmann, Halling Nielsen, som jeg gerne havde set de bestilte tekster i det mindste kombineret med - i en sandere og skarpere flimren ... Men den antologi kan jeg jo bare lave selv!
For primært bare TAK sgu da, til Helle og Lars-Emil, for modet til slaget på tasken!
Herigennem kan man downloade alle 28/6's udgivelser - det kunne da ikke blive nemmere - men man skal selvfølgelig vide at det eksisterer...
SvarSletDet er rigtigt - og nemlig!
SvarSletOg jeg er så PISSETRÆT af Information: De kan ikke nosse sig sammen til at trykke min anmeldelse af Kronstork-antologien, som skriver om nøjagtig samme tendens - og bruger stort set samme citater!
SvarSlet(sympati og solidaritet fra mig, Tue, I've been there, igen og igen og igen)!
SvarSletOg så opdager jeg, at jeg redaktør Joakim klogt havde klippet det overflødigste stykke generations-bogholderi ud af Blæksprutten, tak for det - men selvfølgelig skal mine bloglæsere ikke snydes:
Men før jeg er kommet ned fra min umiddelbare glæde over antologiens eksistens, begynder jeg selvfølgelig at opregne, hvem der mangler, og først og fremmest hvem der vs. de digtere, der endnu ikke har udgivet 1 bog/hæfte, talentfuldt har udgivet 1 bog/hæfte eller flere – og jo fx Lone Aburas, Kristina Nya Glaffey, Chresten Forsom, Idas Marie Hede, Maja Lee Langvad, Kristian Leth, Dy Plambeck og Christel Wiinblad.
Men da jeg så tjekker fødselsår, opdager jeg, at de to første er født i 1979 og de resterende seks i 1980 (et ualmindeligt rigt fødselsår åbenbart, rent digterisk), hvoraf dog visse sandsynligvis ikke har haft fødselsdag endnu!? Hvilket reducerer de fraværende, (ifølge mig!) talentfulde, bogudgivne under-30-årige til ovennævnte Søgaard (tre nu halvgamle bøger) og Katinka My Jones (to digtsamlinger), ikke rigtig noget at klage over, vel?
Det er godt set og helt klart en tendens det der med det furiøse. Jeg tænkte på præcis dette ord for et par uger siden, da jeg læste Thomas Bernhard. Og udover ham og de unge forfattere, du nævner, er der så sandelig også Mette Moestrup og Lars Skinnebach som et par efterhånden veritable furiekoryfæer eller i dit og for så vidt også Theis Ø's vokabular: FurieForbilleder. De flytter sig ikke lige foreløbig, tror jeg. Alle de furier i ny dansk poesi! Og blandt redaktøren også, den ene halvdel i hvert fald: LEW er bestemt også furiøs, som oplæser og som ex. debuterende punksanger i aften i bandet Spermstruktur. I øvrigt skal Lilan Munk Rösing undervise i Vrede Stemmer (ex. Bernhards og Skinnebachs, men også Jelinek bla.) dette forår - en sjælden god grund til at tage turen til KUA.
SvarSletNemlig Mikkel, jeg tænkte også på Skinnebach (og Mette M er klart nok en en ravnemor for furierne) og især suiten "Læs mig! Jeg har store bryster!", hvis kønsrollespil, pigerne krigerisk har taget på ordet -
SvarSleti eftermiddags faldt jeg i snak med Jonathan om Kronstork-antologien midt i Studiestræde, og vi snakkede og snakkede og snakkede og snakkede regnen frem, og nåede blandt andet frem til eller i hver fald FORBI, at Kronstork-antologien for fanden er, hvad den er (: en idiosynkratisk enquete-antologi, og en temmelig vellykket sådan), og det kun er fordi, der ikke er andre antologier derude, at man/jeg med vold og magt vil have den til at burde have været Den Absolutte 00'er-Antologi At Stoppe Uimodståeligt Ned I Munden På Dansklærere, som den jo så åbenbart lige præcis har givet MIG lyst til at redigere NU til fx Dansklærerforeningen, hvilket jo akkurat og forhåbentlig er, som det skal være!
Kære Lars
SvarSletDu har fået sendt "Det Poetiske Bureaus Antologi 2010" via Weekendavisen. Der er mange store og små iblandt. Vil du tjekke op på den, hvis du vil underholde dig med 75 forskellige digtere og grafikere...