Jeg læste første halvdel af Christina Hagens 71 breve til M i søndags - som en fødselsdagsgave: skarpt flintrende velskrevethed betingelsesløst foræret mig, som jeg kunne nøjes med bare at sige tak for - ustadigt ud i luften, tak, tak, tak. Jeg læste anden halvdel i går som (halvdelen af) den anmeldelsesbog, romanen i realiteten er og blev i stigende grad desperat over, hvad af i stigende grad besynderligt, det hele egentlig går ud på, og hvordan jeg skulle formulere en fiksering af og forklaring på den besynderlighed i min forbandede anmeldelse - mens jeg ved siden af og nedenunder stadigvæk nød velskrevetheden, den så også stadig mere ramponerede velskrevethed.
Og jeg har ikke fundet en løsning på en læsning endnu - i dag anmeldte jeg lalleglad Renè Jean Jensens kortprosaarkiv Om april, i maj og læste Astrid Saalbachs to skuespil Rød og grønt & Piéta og halvdelen af forlaget Kronstorks yderst fortjenstfulde Antologi 2010 og Amalie Smiths kun LET forvirrende hybridarium De første 5000 dage, der alle udkommer og bør anmeldes denne uge (trendoptælling 3: offensiv, vrængende lysten kvindelig sexualitet, Hagen (i første halvdel!) og (antologiens) Asta Olivia Nordenhoff og glimtvist Smith)
Men i morgen tidlig er der ingen vej og ingen overspringshandlinger og ingen konkurrerende anmeldelser (aaaah, det kan godt være jeg lige starter med en lille, hurtig en af Saalbach, nej, jeg må ej, jeg skal gå lige i den kødhakkemaskine, der er 71 breve til M ) udenom.
Og det blev en kamp - 1 times gen-skimning, 3 timers grublen og skriblen - og så ved 13.00-tiden en nær-spastisk, panisk tekst, der stensikkert går helt vrang af, hvad besynderligheden betyder og hvad betydningen besynderliggør - hvilket Skyum eller Lilian nok skal fortælle mig løsningen på i fredags-Inf.
SvarSlet