Christina Hagen har skrevet et langt, ærligt reflekteret, ultimativt facit-løst svar til læseren Henrik Blunck (der er blogpost nedenfor) på Gyldendals hjemmeside - jeg kan ikke helt gennemskue hvor meget, helt eller halvt?, det undergraver min egen anmeldelse af 71 breve til M, der forhåbentlig er i avisen i dag, jeg går ned til postkassen nu, og gruer for Informations bedreviden:
Kære Henrik Blunck. Tak for din anmeldelse af bogen. Det er meget rigtigt set, at forvirringen er større end afklaringen. Jeg forestiller mig, at netop det kommer til at fylde i mine fremtidige tekster. Bøger skal gerne være som livet. Jeg har fået mange spørgsmål fra journalister omkring Vernon Valley. "Hvad betyder Vernon Valley?", spørger de. Her er et forsøg på en forklaring: Jeg har aldrig fysisk været i Vernon Valley. Vernon Valley er et eksempel på et sted, og stedet findes i virkeligheden i New Jersey. Jeg´et bruger Vernon Valley, som hun kender til via M, som et mentalt refugium. Under mine samtaler med mine interviewpersoner kom der nogle synspunkter, teorier, forklaringer, løgne og sandheder frem, som jeg af forskellige årsager ikke kunne bruge "rå" i min bog. De forskellige årsager var bl.a.: At nogle af dem var en slags fortalelser - d.v.s. de eksisterede kun i det øjeblik, de første gang blev fortalt (interviewpersonerne ville ikke gentage), de blev aldrig formuleret af mine interviewpersoner (men en masse hentydninger samlede sig til sandheder, der lå bag nøje konstruerede, årelange løgne), jeg MÅTTE og ville ikke bruge dem, som de var, af hensyn til de implicerede/ofrene. Derfor findes der nu de her tekststykker fra idylliske Vernon Valley, hvor jeg´et kan flygte fra, hvad man kan kalde "ondskaben" og det uudholdelige. Tekststykkerne er finurlige og nogle af dem ligefrem humoristiske, selvom de alle er hæftet til tragiske informationer, jeg har fået fra mine interviewpersoner. En metode der har gjort det udholdeligt og muligt, rent praktisk/lovmæssigt/etisk (selvom den balancerer lige på kanten selv nu), for mig at skrive bogen og en overlevelsesstrategi/flugt for bogens jeg. Der er ikke noget i Vernon Valley-delen, der ikke giver mening, men samtidig er det lige så svært for mig at forklare, som hvis jeg havde malet et billede og man spurgte, hvorfor jeg havde tegnet en rød plet i højre hjørne. Jeg kan godt komme med en rationel forklaring, men det er en abstrakt tekst skabt ud fra nogle virkelige sætninger, sandheder og teorier, så jeg kan kun nærme mig en forklaring; den kan aldrig blive fuldstændig. Jeg ved, hvad hvert stykke i Vernon Valley betyder for mig og mine interviewpersoner, men det er ganske sandsynligt, at de vil komme til at betyde noget andet for hver enkelt læser. Jeg vil ikke komme med en løsning til de her gådeagtige tekststykker, for de kan fint læses uden at blive tydet, og jeg vil hellere have, at folk skaber deres egne tanker i stedet for, at de løser gåden, lægger bogen fra sig og glemmer alt igen. Det er ikke en betingelse, at alt bliver forstået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar