lørdag den 17. juli 2010

Honnonnonnonnonnonnonnonnonnonnonnom!

På falderebet nåede jeg ud på Frilandsmuseet i dag og se Line Knutzons nådesløst skideskægge Gøngehøvdingen (skidegodt instrueret også af Lars Knutzon og spillet af Martin Greis (grimassemester!), Özlem Saglanmak (hænderne!), Hedi Colding (vorterne!), Simon Stenpil (i titelrollen, hvis det ikke var Peder Bille, selvfedmechampion), Signe Kærup Hjort (kilsoen, "honnonnonnonnonnonnonnom"), og musikken), jeg var på flere tidspunkter desperat af grin! Stykket er en totalt til-intet-gørelse af både den virkelige historie og Carit Etlars roman om Gøngehøvdingen (der altsammen bliver refereret loyalt i programmet): Ingenting sker og gentager sig igen og igen, med og uden omvendte fortegn, i svenskbesatte Skåne og Halland omkring en skupespillertrup, Greis, Saglanmak, Colding, der skiftevis render ind i den insisterende svensktalende overløber Kulsoen og den selvfede bangebuks Svend Gønge, indtil de to mødes til sidst i en dramatisering af stormen på København, der pludselig faktisk vistnok er virkelig, men jo så kun med nød og næppe er ikke-ingenting. Svenskere er til grin ved at tale svensk (selvom den svensker vi møder er falsk; der har altid været norske ord og vendinger i Lines spil, i Birkehytten fra tidligere år var der en hel norsk person, og nu er turen kommet til svensken), Svend Gønge er til grin ved at være en nationalistisk, krigsliderlig idiot, og skuespillere er så lige den kritiske grad mindre til grin ved at være skabagtige, for det er jo så faktisk deres job. Og så er der sange! Hvilket åbenbart er blevet en kronisk lidelse i forfatterskabet. Heldigvis! Fx dansker/svensker-sangen, afhængigt af situationen en hyldest til danskere eller svenskere:

danskerne laver selv deres vitser
modsat i Sveriges land hvor alting er skitser

Det er i hvert fald sandt for danskeren Knutzon. En kugleregn af vitser bombaderes man med, og de bedste er altid de insisterende absurdeste, som den der går på (igen og igen) at kalde Stockholm enten Pokholm eller Stockklottem-m-m-mh. DET ER SJOVEST I HELE VERDEN, dekreterer jeg!

Og rul så straks ud og se stykket, det spiller indtil på torsdag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar