ÆBLESKUDSÅR Anders Abildgaard skriver omhyggeligt uophidsede slowmotion-telegrammer om og til sine litterære venner, der sidder i nabocaféen og gør ca. det samme
Gulnende digterspire
Anders Abildgaard: Kære venner. 72 sider, 179 kr. Gyldendal
af Lars Bukdahl
Jeg er så træt af unge, dygtige digtere, der insisterende og helt bevidst lader sig og læseren, som jo altså godt kan træffe at findes, nøjes med mindre end det, der er fedt! Tag nu bare Anders Abildgaards digt- og kortprosa- eller TEXTsamling Kære venner, hans første bog på Gyldendal efter Anblik-debuten Sætninger, og teksten på side 16, der klart er en af bogens federe numre, men hvorfor er den ikke fedest?
En situation skitseres, et par, Harald og Maja, taler sammen, jeget spejler sig i en ældre mand med rygproblemer, Preben, og så kommer der en kæmpelang parentes om, hvordan jeget i flere uheldige tempi knuser sine briller, som burde være Buster Keatonsk pokerface-sjov, men ikke rigtig er det, fordi den ikke rigtig vil være ved, at den kunne være det, og i hvert fald helt punkteres af de formumlede sidste linjer efter parentesen om, at jeget måske uberettiget oplever ”Preben som isoleret”. Og så den ekstremt trælse sidste, resignerede linje: ”Men – der er så mange antagelser bag det her”.
Javel, ja, men i så fald spil dem ud, få dem i omdrejninger. Jeg ved heller ikke om det er godt eller skidt, at jeg kan regne ud, at Harald og Maja er det gotiske digterpar Harald Voetmann og Maja Elverkilde, og at Preben er mørkemesteren Preben Major Sørensen. Uden denne Se & Hør-viden var teksten måske blevet kedeligere endnu, med Se & Hør-viden skuffes jeg pænt over, at der end ikke gøres ansatser til at karakterisere digterparret og især Majoren - som andet end sølle gamling – og levendegøre situationen: fan med knuste briller møder excentrisk forbillede.
Bortset fra at hverken Preben Major eller for den sags skyld Voetmann, begge effektivt ondsindede skiftdynamoer, er forbilleder for Abildgaard, der med få undtagelser – fx teksten side 18, der når frem til faktisk at hvæse af at ”sidde på Fanø og bogføre sin forsmåelse” – holder sig absolut temperamentsløs.
To tekstudseender opererer bogen med: Kortproasiske klumper og lyriske højreflosninger, der så begge fås i lange, korte og helt korte udgaver og i en udspilet hybrid-edition. Prosaklumperne, som den s. 17, holder sig gerne tæt og loyalt til en enkelt, realistisk situation og – i de poetisk fedeste tilfælde - en enkelt, fin metafor eller en enkelt, skarp lyseeffekt, ikke ulig jævnaldrende Mikkel Thykier, mens lyrikflosningerne har det med yderst ordpåholdent at klippe mellem et som regel uvist antal situationer og personer, som en Jørgen Leth(køkken)maskine i frigear.
Lige, når man glæder sig over en koncentreret billed-klump, der begynder sådan: ”Mens han taler, bevæger hænderne sig foran ham, som åbner han den ene gang efter den anden en gave”, glider man i en hist-og-pist-flosning, der fiser nedad således: ”Fødder/ ører/ lodrette drømme/ vi ligger i sengen/ biler på motorveje/ Morten i bilen på vej til Brande/ hvem/ Bent Jensen”.
Anders Abildgaards venner er nok, i en snæver kreds, blære-venner, men de bliver ikke for læseren kære venner, fordi de ikke bliver sære venner og slet ikke stære-venner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar