torsdag den 24. juni 2010

Tekst til biografen lige om lidt

20:30 er der digterfilm med Serup, Blendstrup, Madsen, Mathiesen, Laugesen i Vester Vov Vov, og jeg så, at ikke-københavnerne synes, at det er for groft, at de bliver holdt udenfor, så her er den tekst, jeg vil læse op derovre - det er kun et filmrullekast væk - og hvis I er hurtige, når I at læse den, før jeg har åbnet munden:

PETER I LUFTEN/ ESKE PÅ GREENEN
To tekstlige radiobilsammenstød inspireret af TurboLens’ 2 film med Laugesen og Mathiesen

1. radiobilsammenstød:

Nu er hver blomst en trompet,
hver urt en lur,
de kalder på geder og køer
til aften-dansetur.

De kalder på geder og kid,
de kalder på skyernes blå.
Det var det skønneste orgel af græs
jeg under løgkuplen så.

Det var det reneste orgel af græs
med grønne flette-toner.
Kiddene danser under birken
som søvndrukne bondekoner.

Kiddene hopper under birken,
nu er hver blomst en trompet,
og bjergenes øre den blødeste seng
for tonerne har redt.

Bjergenes øre den blødeste seng
har redt for vindens musik,
når den med hvirvle-trin og dans
gennem dalene gik.

Nu tog jeg ned den sorte kat
og gjorde dig en danse-hat.
Nu er hver blomst en trompet,
der trutter godnat til mørke-nat.

Det ringer fra kvægets klokker
-Hør de ringer solen ned!
Månen venter nu blot på tegnet
fra bjergenes klokker-ged.

Nu er hver blomst en trompet,
hver urt en lur,
de kalder på stjerne og måne
til aften-dansetur.

[”hyrde-digt” i Fra spætternes have, 1976]

STØDER BLØDT IND I

12-1: Søgen efter bold; at kunne se bolden
Overalt på banen må spilleren under søgen efter bolden berøre eller bøje højt græs, siv, buske, lyng eller lignende, men kun i det omfang, det er nødvendigt for at finde og identificere den, forudsat at dette ikke forbedrer boldens leje, området for hans tilsigtede stance eller sving eller spillelinien. En spiller har ikke nødvendigvis ret til at se bolden, når han udfører et slag.
Hvis en bold i en hazard formodes at være dækket af løse naturgenstande eller sand, må spilleren ved at stikke, skrabe eller rive med en kølle eller på anden vis fjerne så mange løse naturgenstande eller så meget sand, at han bliver i stand til at se en del af bolden. Hvis der fjernes for meget, er der ingen straf, og bolden skal dækkes igen, så kun en del af den er synlig. Hvis bolden flyttes ved fjernelsen, er der ingen straf. Bolden skal genplaceres og, om nødvendigt, dækkes igen. Om fjernelse af løse naturgenstande uden for en hazard, se Regel 23.
Hvis en bold, der ligger i unormale overfladeforhold, ved et tilfælde flyttes under søgen, er der ingen straf; bolden skal genplaceres, medmindre spilleren vælger at gå frem efter Regel 25-1b. Hvis spilleren genplacerer bolden, må han stadig gå frem efter Regel 25-1b, hvis den er anvendelig.
Hvis en bold formodes at ligge i vand i en vandhazard, må spilleren lede efter den med en kølle eller på anden måde. Hvis bolden flyttes under søgningen, skal den genplaceres, medmindre spilleren vælger at gå frem efter Regel 26-1. Der er ingen straf for at forårsage at bolden flytter sig, under forudsætning af, at boldens bevægelse direkte skyldes selve søgningen. Ellers pådrager spilleren sig ét straffeslag efter Regel 18-2a.
STRAF FOR OVERTRÆDELSE AF REGEL 12-1:
Hulspil - tab af hul; slagspil - to straffeslag
[fra golfreglerne på pgagolf.dk]

2. radiobilsammenstød:

kunstfonden

i nat da jeg tænkte over det her og hellere ville ha liggetinde hos
jeg ville hellere ha ligget inde i det andet rum hos jer
kaldte det sig pludselig en dadaistisk roman” -
og det kan det jo godt siges at være på en eller anden måde
Århus Å som en blodåre
fuld af ond junk
cut med stryknin
& en ensom mand
i stor ternet frakkepibe & fuldskæg
betragter den
hvor den forsvinder
ind under Åboulevarden
ind i byens krop
med sin last af kød
nnnnnnnnnn fffffffffgggris
nøfgris.
mamma mia belladonna flop.
basse bisse
bøsse
bessemor mæ SLAG i
bessemord mæ slagger i
er blevet syg i dag & i feberen, som er lav: Poesi & Religion
- - nej Kærlighed & Gud

[side 73 i Den flyvende hollænder. 1977]

STØDER HÅRDT IND I

De kørende Forlystelser (DKF) • Årlig godkendelse
Alle parkens kørende forlystelser (DKF) godkendes hvert år inden sæsonstarten af Teknologisk Institut på vegne af Politiet, som har tilsynspligten med Tivoli Friheden.I forbindelse med den årlige gennemgang/godkendelse indføres det i forlystelsens ”Tilsynsbog” (logbog), at forlystelsen er gennemgået og godkendt. Det er ikke tilladt at tage forlystelsen i brug uden denne tilladelse.
Det er i ”tilsynsbogen”, at Teknologisk Institut beskriver om der er særlige krav til eksempelvis højde/alder eller lignende for at benytte forlystelsen. Ligeledes kan der også til udvalgte forlystelser være særlige krav til operatørerne, der passer den enkelte forlystelse (DKF). Det er således ikke Tivoli Friheden, der bestemmer den slags særlige krav, det er myndighederne.Alle forlystelser, der er opstillet i Europa skal opfylde de europæiske standarder EN13814 og EN60204-1.
I løbet af hver sæson skal Teknologisk Institut aflægge et uanmeldt kontrolbesøg i Parken for at sikre, at driften af forlystelserne (DKF) foregår i henhold til den meddelte godkendelse. Som en ekstra sikkerhed har Tivoli Friheden op til sæsonen 2009 gennemført en risikovurdering af samtlige DKF. En risikovurdering gennemføres ved, at en gruppe mennesker med forskellig baggrund besøger hver enkelt forlystelse og forsøger at forestille sig, hvad der kan gå galt under brugen af forlystelsen: Er der risiko for at klemme en finger, falde ud, få stød eller lignende. På baggrund af en lang række inputs fra test-personerne, vurderer Parkens tekniske ledelse om, der skal iværksættes særlige forholdsregler/forandringer.

[fra informationen om sikkerhedspolitik på Tivoli Frihedens hjemmeside]

Ingen kommentarer:

Send en kommentar