I Madrids kæmpestore FNAC købte jeg i går et Bunuel-bokssæt med Viridiana, El ángel exterminador og Simon del desierto, og da min søn og jeg sad ved spisebordet og så den kun en time lange Simon i ørkenen fra 1965, som jeg sidst havde set for 25 år siden i Studenternes Filmklub i Århus, kom jeg selvfølgelig til at tænke på Simon Grotrian, som for 25 år siden kun lige var debuteret i Hvedekorn, men det var ikke (så meget!) den meget fromme søjlehelgen Simon, der mindede mig om Simon G, som den måde Bunuel skildrer ham på, med en helt renfærdig sort og barok humor, selvom jo Simon G er ivrigt troende, mens Bunuel -gudskelov, som han sagde - var ateist, men det er nøjagtigt samme spas, de har med troens klenodier; træt sidder Simon S i rockklubben til sidst, sammen med den kvindelig djævel, og kan ikke vende tilbage til sin søjle, for den er en anden søjlehelgen flyttet op på, nemlig 4 år gamle Simon G, der bunuelsk beder denne bøn i det nye storværk Især til de levende:
Herre, så står vi hér mellem buttede vægge og sender ønsker af sted, de rumsterer under stjernespidsernes oktaver; fuldgyldigt bærer vi ryggen med armene som propeller. I den gule flod bader de fattige, tøgråden slubrer døgnene i sig. Fra nær til fjern begraves skærmtroldenes ekko og løsner friheden. Vi kan blot afbleges med alderen og pege hen imod en due. Fosterhimlen rykker i tøjret, og en klokke over verden kalder hvilen frem af træerne. Lad dette blive, hvad jeg også har skrevet.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar