mandag den 19. april 2010

Spørgsmåler fra Amerika

Hallo,

Hallo!

Mit navn er Ryan Pape, og jeg er en redaktør af poesi og oversættelser for en literære tidsskrift i Amerika hedder "The Long River Review."

Hej Ryan!

Vi offentliggør tidsskriftet som en del af en grunduddannelse klasse, og jeg er nødt til at skrive et stykke om Hvedekorn for de andre redaktører. Hvis du kunne skrive mig tilbage og besvare disse spørgsmål vil jeg være meget taknemmelig Mange tak!

OK!

1.) Er det rigtigt, at du udgiver fire gange om år, og at abonnementer for fire tidsskrifter koster 315 kr?

Ja, det er rigtigt.

2.) Hvem er den ideelle læser af Hvedekorn?

Den ideelle læser er hvem som helst, i hvilken som helst alder og med hvilken som helst profession, der interesser sig for eller - ved (uden pædagogiske skeer, dem bruger vi ikke i Hvedekorn) bare at læse digtene i øjenhøjde - kan formås til i et svagt eller måske rettere STÆRKT øjeblik at interessere sig for poesi, ikke poesi i almindelighed, poesi i specificitet, som den ord til andet skrives bedst lige nu, ikke mindst i Hvedekorn,

3.) Hvor ligger poesi i dansk kultur, eller, hvad er formålet med poesi for en dansker?

Poesi ligger i dansk kultur som dels en upopulær og gådefuld litterær facon, som vi af uforklarlige grunde skal forestille at have godt af, og som vi derfor tvinges til at læse og forsøge at regne ud i skolen og gymnasiet, og dels som en masse godartede brokker, der snarere stammer fra remser, popsange, rapnumre, viser, salmer end fra digtsamlingsdigte (men jo ikke er mindre poesi af den grund) som rasler rundt i danskerenes bevidsthed og giver genlyd. Formålet med poesi for en dansker er dermed, at den skal runge sødt og ringle nationalt i baghovedet, men helst ikke mere end det. Så er der den minoritet af danskere, hvis poesiglæde har overlevet eller trodset skoleundervisningen i samme og som uden god grund, men af hele deres kvikke hjerte ikke kan undvære poesi (ikke poesi i almindelighed, men etc., se ovenfor), den minoritet bliver stålsat vedat eksistere, heldigvis.

4.) Hvedekorn er kendt for at tilbyde store bidrag til dansk itteratur, hvorfor har tidsskriftet været så stærk?

Fordi det altid har været så praktisk og konkret renfærdigt, tror jeg: God poesi vil vi bare have, med særligt blik til de yngste og debuterende (og helt umulige), uden (litteratur)politiske dagsordener eller andre falbelader (og farvelader).

5.) Hvad er det kunstneriske mål for Hvedekorn i den nærmeste fremtid?

At bringe gode digte.

Jeg håber du har det godt! Farvel og tak!
Thank You,

Ryan Pape
Undergraduate - University of Connecticut
Assistant Manager - UCONN DDS

Jeg håber du også har det godt, Ryan, og tak for interessen dér helt ovre fra USA.
Mange hilsner

red. Lars

1 kommentar:

  1. og til punkt 4) Plus MAGIEN - som godt nok er et stort ord, og nok mest opleves af debutanter, og som man naturligvis ikke kan forklare, men som fx Bo hr. Hansen har skrevet romantisk om i knæk.idiot.eik

    SvarSlet