Mens jeg venter på Radioteateret,

som jeg sandelig håber (for mig selv!) ankommer med posten i dag, har jeg læst 1968-fødte Katrine Grünfelds roman Sommerferie - hvis titel og anmeldelsescitater (altså citater fra den i anmeldelser) jeg har anmeldt i blogposter nedenfor - og genlæst Pia Juuls første og netop genudgivne roman Skaden (i originaludgaven) fra 1990, da digteren var 28 år.

Og Skaden er lige så meget en i henrevet/henrivende forstand ung roman, som Sommerferie er en i deprimeret/deprimerende forstand en midaldrende roman.

Den sidste først: Det er svært at finde ud hvor meget af den vissent velformulerede vrængen af alt og alle, der er jegfortællerens vrængen af hendes håbløst forudsigelige midaldrende familieliv, med træsk husbond og petit affære på en sommerferie på Fanø, og hvor meget der er forfatterens vrængen af hendes håbløst forudsigelige roman om en jegfortællers håbløst forudsigelige midaldrende familieliv, med træsk husbond og petit affære, på en sommerferie på Fanø. Og principielt har jeg intet imod vrængen som litterær modus, men det skal for syv søren være en energisk vrængen, som i x antal digte af Peter Laugesen og i Pablo Llambás' vandalisering af Suzanne Brøggers Kærlighedens veje & vildveje og i de anti-nationale svar i Niels Franks Spørgespil (og i hans svar til Skyum i Inf. i dag); dette er en træt, sur vrængen, og sådan en bliver læseren bare træt og sur af.

Og sådan som Pia Juuls unge roman paradoksalt nok er en energisk fordrømt roman, en viljestærk besvimelse: Frem(over!) hvirvler digteren sammen med sin jegfortæller, en ung soldat lost mellem kvinde(skæbne)r i en ubestemt krig, med sin og hans på samme tid frimodige og betændte følsomhed - og der er sørme også et plot, eller et plottwist i det mindste, det havde jeg helt glemt, explicit knipsende i hovedet på læseren modsat den implosive mordgåde i sidste år Mordet på Halland, der nemlig er en energisk forfjamsket midaldrende roman - med fordrømte støjsignaler fra ungdommen(s roman) (til gengæld imploderer jo så den nedtællende apokalyptik i Skaden, og det har den rigtig godt af).

Nå, nu kan jeg ikke vente længere. Jeg går ned og kigger efter i postkassen.