Shanghai-hat 6 (forsinket)

Ud af klappen: Klokken er seks om morgenen, Shanghai-time, og jeg har pakket som en gal, for selvfølgelig kunne vi ikke nære os, da vi i går besøgte en boghandel, en krønike om Shanghais dekadente 20’erne, billige kinesiske samlinger af tang-digte, moderne digte og zen-anekdoter etc., og klokken syv skal jeg af sted til lufthavnen, for klokken 9 flyver mit fly til Beijing, og i går blev det endelig afsløret hvad egentlig, jeg skal lave i Beijing: på deres litteraturfestival, Bookworm, er jeg 12:30 i dag torsdag (!) deltager i en paneldiskussion (jeg tror helvede er én lang paneldiskussion) om ”folk tales” med en vis skotsk forfatter og en vis mexicansk forfatter, ingen af hvem jeg nogensinde har hørt om, men som måske faktisk har forstand på folkeeventyr, det har jeg helt sikkert faktisk ikke, men til gengæld kommer jeg fra H.C. Andersens hjemland, og H.C. er the greatest i Kina, så hvis jeg bare læser op på ”Nattergalen”, men hvilken nattergal er mekanisk, og hvilken ikke?

Verdens værste turistguide: Hun var vældig sød og havde boet 4 år i New Zealand og 2 år i Australien, men hun vidste ingenting om Shanghai, ingen verdens ting, hun vidste bare, hvor hun skulle tage Riitta, Sjón og mig hen, men hun vidste så bare ikke, at promenaden på The Bund var ved at blive moderniseret og derfor utilgængelig, og at den charmerende lille markedsgade var ved at blive nederevet og derfor spærret. Meget hurtigt begyndte Sjón og jeg simpelthen at læse op for hinanden og Riitta af min Shanghai-guide; den fantastisk labyrintiske Ming-have havde vi slet ikke fået noget at vide om, hvis vi ikke havde læst op om den, mens vi forvildede os rundt i den. Da Sjón helt overtog kontrollen og forlangte at se et ”food market”, vi havde passeret om tirsdagen, gik den stakkels guide helt i panik og tilkaldte sin chef, en lidt ældre og skarpere ung pige, som kørte foran os til markedet med dets friske grøntsager og skildpadder, som de to piger i hvert fald ikke skulle nyde noget af. Hvorpå vi bestemte, at vi ville i boghandlere. Hvorpå vi bestemte, at vi ville hjem til hotellet.

Mmmmmmm: Om aftenen optrådte Sjón og jeg som duo ved expat-festivalen i Glamour Bar, Sjón præsenterede skælmsk sin (skidegode) internationale bestseller Skygge-Baldur, på engelsk The Blue Fox, mens jeg kaotisk præsenterede min nationale anti-bestseller Alfabeter fra Pluto og udnævnte Sjón, der er lige 6 år ældre end mig, til min litterære ”business model”. En expat-dame spurgte, hvad der var det mest melankolske bogstav, og jeg svarede, at her i Kina måtte det det jo selvfølgelig være hjemløse Æ, Ø og Å. Hårdt presset pegede Sjón på M som sit yndlingsbogstav. Mmmmmmm, mimrede han.