Citatanmeldelse

Citater fra Katrine Grünfelds roman Sommerferie i positive anmeldelser af samme i Weekendavisen, Politiken (fire hjerter) og Information:

Den smasken, en lille kæde af trygge, varme smask, du laver med munden, når noget stemmer overens med din opfattelse af verden, fylder køkkenet.

(anmelderen: en sproglig ømhed og en psykologisk begavelse, der imponerer med sine skarpe iagttagelser af især detaljen)

Vi har ingen grund til at være andet end lykkelige. Her er varmt og smukt. Så dansk. Man skal bare have ryggen til klitterne, for lyngen ser trist ud, når den ikke er i blomst. Den ligner noget, der står tilbage efter en markbrænding.

(anmelderen: Katrine Grünfelds foruroligende sprogtone, der får lov at slutte som en anbefaling i sig selv)

Jeg har fået dig med ned til vandet. Selvom du hellere ville være blevet i sommerhuset.

[de taler om fortiden for] for noget skal vi jo taler om, det er så længe siden, vi har haft tid sammen.

Jeg går ud på terrassen, I er gået, lad det vare længe.

Det er altid rart at vise de gamle venner, at man har et liv, hvor man møder mennesker, spændende mennesker, som de ikke nødvendigvis har hørt om, at der kommer nyt vand i pølen ...

(anmelderen: Grünfeld er en eminent iagttager af ægteskabet og menneskers spil med hinanden.)

Og jeg siger, at jeg godt kan lide den sang, og du siger, at den er en overfladisk popsang. Jeg ved, at du har ret. Men jeg er irriteret, du irriterer mig, så derfor siger jeg, at det er alt for nemt at indtage den holdning.

(anmelderen: Samtidig har Grünfelds hyperrefleksive Jophanne en hørslevsk tendens til at rable eller pludre ren sprogligt:/ Så er parforholdsdissektionen slået an)

Jeg kan høre, han taler om lyset, om hvordan han har udviklet nogle helt nye og anderledes ideer, siden han slog sig ned her. Nogle ideer, han aldrig ville have udviklet i København, hvor han hang fast i den middelmådige kunstscene. Selv New York kan ikke måle sig med Fanø.

... hvordan blandingen af dårlige kloakforhold, duftranker, hvidløg fra den mad, folk i byen nød at tilberede, tilsammen lugtede af rigtige menneskers liv.

(anmelderen: Grünfelds kombination af kølige betragtninger, selvrefleksioner og indfølingsevne er utroligt rammende. Al sårbarheden, som heldigvis også gemmer sig i Johanne, skinner igennem i den intime henvendelsesform 'du' og i de konkrete sansninger, for eksempel i:)

- det er bemærkelsesværdigt mange citater for en romananmeldelse nu om dage, ligesom det er sjældent, at en prosaforfatter eksplicit roses for sin stil(ighed); mens jeg synes akkurat, problemet ved de citerede citater er, at de så kælent kvikt insisterer på at blive beundret for deres lydhøre, altgennemskuende (men ah så sørgmuntre) ironi, at det fuldstændig overdøver nogen genuin klang af virkelighed, i og udenfor fortællerstemmen. De er "citater" i bogen, allerede før de er citater i anmeldserne.

I næste uge vil jeg forsøge omsider at faktisk LÆSE Katrine Grünfelds roman ...