tag:blogger.com,1999:blog-7073370138460610500.post1674813449865870689..comments2024-02-26T10:06:10.741+01:00Comments on Blogdahl: Det var i ham! - Christian Skov 1922-2016Lars Bukdahlhttp://www.blogger.com/profile/12609665059758562219noreply@blogger.comBlogger3125tag:blogger.com,1999:blog-7073370138460610500.post-24566601256163794092016-12-01T16:22:05.508+01:002016-12-01T16:22:05.508+01:00ET centralt motiv i romanen er noget så corny som ...ET centralt motiv i romanen er noget så corny som moderkærlighed (og -ængstelse) (..) Årsagen til, at romanen på trods af alt aldrig kommer i nærheden af nogen form for kitsch, ligger i den egenartede stil og tilgang, som Skov har udviklet og finpudset gennem de fire romaner og fire novellesamlinger, han har udsendt siden sin sene anden debut med romanen Hein dør (der også foregår på et hospital, men med en anderledes sikker udgang) i 1968: En distinkt, på samme tid ordpåholden og gentagelsesbåren/cirkelgående skrift, der til varierende grader af forfjamskelse hos hovedpersonerne nægter at skelne mellem realitet og forestilling/dagdrøm (en fast vending lyder: »det er i hende, at...«), er under vejr med alt på en underlig blufærdig måde, der nok har en hel del med den lyriske stilisering at gøre (utallige omvendte ordstillinger, endnu et no-no, ikke mindst i en roman):<br /><br />»Der trækkes sammen om barnets mund som optakt til gråd, undersøgende har øjnene været, hvor de før er søgt hen, ved loftslampen, ved billedet på væggen bag sofaen, ved det ene af vinduerne – og er på ny hos hende, og hun smiler og smiler til barnet, og andet end begyndende gråd er der nu i trækningerne omkring dets mund, hun kalder og kalder på det med sin smilen – og barnets øjne flakker ikke længere, stirrende bliver de ved hendes ansigt, og i dets eget ansigt ser hun det, hun kalder på, bane sig vej./ Barnets første smil er det./ Det første rigtige smil.« Snøft, javel, men det er helt på læserens side, skriften snøfter ikke, den er ikke inderligt bevidsthedsstrømmende som til eksempel Jens-Martin Eriksen-protagonisters mandige tuden, den er med vedkendt kunstfærdighed og yderliggående distance præcist bevidsthedsdryppende, som det tøvejr, Christine drømmer at høre: »Hun har sagt til sig selv, at nu tør det, nu smelter sneen overalt, også på tagene, at det er fra tagene, det drypper.«Lars Bukdahlhttps://www.blogger.com/profile/12609665059758562219noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7073370138460610500.post-50051765076524637822016-12-01T16:21:49.228+01:002016-12-01T16:21:49.228+01:00Min anmeldelse af Endnu er markerne frosne, 2003: ...Min anmeldelse af Endnu er markerne frosne, 2003: <br /><br />Drøm er det ikke<br /><br />16. januar 2004 Weekendavisen Sektion 3 <br /><br />En ung mors bevidsthed drypper håbefuldt og ubændigt i et nu, der er Christian Skovs seneste romanekstrakt.<br /><br />Christian Skov: Endnu er markerne frosne. 128 sider. 175 kr. Gyldendal.<br /><br />CHRISTIAN Skovs roman Endnu er markerne frosne udkom tilbage i oktober og var i fare for at blive helt væk i hoben af langt tykkere og ubetydeligere romaner. Derfor har jeg bragt romanen i sikkerhed her på den anden side af julehandelen i en klar og tyndt befolket januar, hvor den i langt højere grad hører hjemme. Skovs forrige roman, Høstnætter fra 1994, som fortjent tildeltes Kritikerprisen, var lige så klart en forårsroman, som Endnu er markerne frosne med al ønskelig tydelighed er en vinterroman; det er følgende passage fra Høstnætter, der har givet den nye bog dens titel:<br /><br />»Endnu er markerne frosne, endnu sneklædte, men lyset kommer tidligere og tidligere, bliver længere og længere, i frosten er den mildhed, der føles mere og mere og vil få overtaget, år efter år har han set hen til dette, allerede fra vinterens begyndelse, dog aldrig set hen til det som denne gang aldrig før med denne fornemmelse af det ventendes nærhed.«<br /><br />Hvor den store dreng Jes i Høstnætter med lethed når frem til sit forår, som han så derpå kløjes alvorligt i, er den unge kvinde Christine i Endnu er markerne frosne uhjælpeligt fanget i sin vinter, ramt af en mystisk sygdom er hun indlagt på et hospital. Romanen er en lyrisk, stiliseret beskrivelse (og ingen 1:1-gengivelse) af Christines bevidsthedsliv, som det fra stuens ingentid bevæger sig tilbage til en mørklagt og smertefuld barndom, en kort kærlighedshistorie og samlivet med det lille barn, hun har måttet forlade, og frem til forhåbentlig kommende oplevelser med barnet. En vigtig rolle spiller de endnu frosne marker, som Christine engang passerede sammen med barnets far, og som hun håber engang at gense hånd i hånd med barnet.<br /><br />Håbet kæmper en hård kamp mod mismodet, der med god grund hele tiden ligger på spring og gerne tilbyder sine egne forvrængede versioner af nutid og fremtid, men håbet er bomstærkt, og til allersidst er det virkelig, som om det omsider er ved at blive forår, både indenfor og udenfor. Christine har da også klaret skærene en gang før, nemlig i romanen Stranden ved Spar Es fra 1984, hvor vi mødte hende for første gang som en lille, skrøbelig pige, der også var nødt til at have det hele i hovedet, fremfor alt den forsvundne familie og titlens drømmelokation. Den gamle roman slutter ildevarslende med, at Christine er kommet op at køre med en mand, der bestemt ikke synes at have godt i sinde. Men hun overlevede, ved vi nu og bør ærlig talt få endnu en chance.<br />(fortsættes)Lars Bukdahlhttps://www.blogger.com/profile/12609665059758562219noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7073370138460610500.post-801118484851904012016-12-01T06:49:34.990+01:002016-12-01T06:49:34.990+01:00Christian Skov 1922-2016
Ordfinder
Ud af muld
Og s...Christian Skov 1922-2016<br />Ordfinder<br />Ud af muld<br />Og sat på<br />Papir, det som andre<br />Ikke magtede.<br />De dage hvor<br />”bækken grønnes<br />af frøer”, ord som<br />Fugle<br />Støbt i form<br /><br />Sprænges<br />Et univers<br />Til deling<br />Christian Skov<br />I mente<br /><br />Jørgen Wassilefsky<br />Jørgen Wassilefskyhttps://www.blogger.com/profile/10288711073878322570noreply@blogger.com