Blogdahl

3 af mine første 11-12 film

2012-02-01T21:31:00.000+01:00

Caspar Eric Christensen præsenterer på sin blog synopserne til tre meget herlige og (foreløbig) fiktive film, hvilket fik mig til at huske en tekst, jeg skrev til Gyldendals hedengangne kulturtidsskrift Fredag i 1988, da jeg var 5 år yngre end Caspar, "Mine første 11-12 film", her er 3 af de 11-12 (som jeg regnede med at indspille mellem 1989 og 2004, nåede det ikke lige):

HEROES. En hysterisk filmatisering af andet bind af Thorkild Bjørnvigs erindringer, "Hjørnestuen og Månehavet", der omhandler hans fire år lange gymnasietid på Århus Katedralskole. En pjattet og improviserende film, hvor især eleverne i deres alt for store tøj (filmtrick!) gør sig øredøvende til grin. Kaotisk farce, dåselatter er en nødvendighed (gråd en vederstyggelighed). Hovedpersonen vil meget gerne være digter, de komiske højdepunkter bliver en fortløbende oplæsning af hans digte på lydsporet, rundt omkring ham finder incest og selvmord sted som på samlebånd. Sort-hvid!

AJAX. Den første del af denne tilsyneladende (ikke en eneste gestus må afsløre bedrageriet) alvorlige film foregår blandt guder og helte i oldtidens Grækenland. Guderne ser ud som guder, hvide og næsten ubevægelige. De taler oldgræsk til hinanden (se underteksterne) og udfører meget modvilligt heltegerninger. I enkelte grønne sekunder ses de gå i kødet på hinanden i kamp eller vellyst, i enkelte sekunder, ellers ubevægelighed. Han som mest ligner Zeus dør af kærlighed, og så ler guderne en homerisk latter, der tillige har ledsaget de grønne sekunder. Filmens anden del foregår i et vaskerum et sted i New York, udelukkende mellem vaskemaskinen og tørretumbleren. Her udspilles det daglige liv, trummerum, og en række forvirrede og blodige mord. De skal være uudholdeligt ulækre. Det gøres klart, at den skyldige er vaskemaskinen, og midt i en lang massakre på husfaderen springer maskinen i luften; den homeriske latter høres atter. Gennem hele filmen skal kameravinklerne være statiske og ubevægelige, som diskrete øjenvidner.

DRØM OG FRIHED. En film som foregår om natten, personerne optræder mest som skygger, kun i glimt som fra politiprojektører kan dele af deres kostumer og ansigter ses. Sådan er betingelserne også i en biografsal, og det er da også kun næsten, at man kan komme til at skelne personerne fra hinanden. mange af dem hedder Julie, og endnu flere Romeo, og de leder alle efter den anden, med både tragiske (mord!) og komiske (!) resultater. der optræder flere mure i filmen og en hel del larmende musik, men det skal ikke blive klart, hvad der er virkeligt, og hvad der er symbolsk. Det skal være en positiv film: Til slut bliver der lys og personerne kaster sig i favnen på hinanden, vellystigt, men lyset i salen tændes også, og atter bliver det svært at skimte personerne, som snart forsvinder helt.

Verdenslitteraturen minder slående om Peter Laugesen

2012-02-01T20:59:00.000+01:00

Jeg blev interviewet til Politiken om om mit primæridol Charles Dickens, der fylder 200 på tirsdag og kom selvfølgelig til at sammenligne ham med et andet primæridol Peter Laugesen, der fylder 70 5. marts, ligesom jeg sammenlignede Gunnar Ekelöf med Laugesen i en af mine første WA-anmeldelser, og ligesom jeg gennem årene har sammenlignet alskens kæmpestore digtere med Laugesen, han er den eneste jeg Zangenberg-skamløst sætter skulder ved skulder med verdenslitteraturen, og jeg kan virkelig ikke tage stilling til, om det er rimeligt, for mig forbliver Laugesen grundlæggende vulkangrund, akkurat ligesom Dickens, derfra mit bibliotek eksploderer, til alle hjørneverdener, og ham skal vi også huske at fejre imperialt!

Att. hermeneutiske dybhavsfisk

2012-02-01T15:37:00.000+01:00

poesien er flad som

en (sammenfoldet) pandekage

med sukker og Grand Marnier

en råkold 1. februar

midt på Kultorvet -

akkurat så fan-

tastisk flad

Sidste PC-stund - Den nye MacOrden

2012-02-01T10:03:00.000+01:00

Ingen vej udenom at udskifte min computer, der flere gange om dagen umotiveret begår harakiri, og nu har jeg så været henne og købe en MacBook Pro i Mac-butikken på Vesterbrogade, og det var lidt som at blive medlem af Scientology, "du vil aldrig vende tilbage" og meget stort, meget autentisk smil og glade, personlige erfaringer ivrigt opremset - hvorpå, dette var tirsdag aften, maskinen atter gik ned, FOR SIDSTE GANG! Straks efter afmonterede min søn den gamle selvmordsbomber og indmonterede den nye, sølvgråt lysende soft machine, som er den, jeg skriver på lige nu, onsdag morgen, uden jeg føler nogen større religiøs åbenbaring, heldigvis, den fungerer og fungerer glimrende, ikke alt er, som det plejer, men heller ikke vildt anderledes; sigende nok giver tastaturet flest indkøringsproblemer, meget mystisk er snabel-a-tasten placeret helt ude til højre, og hvor søren er end-of-the-line-tasten, er den der overhovedet? Jeg kan forstå på Mac-troende blandt mine venner, at jeg heller ikke er rigtig Mac-ist, før jeg begynder at swipe mig rundt på skærmen i stedet for dybt reaktionært at museklikke og åbne og lukke vinduer, men jeg er meget tilfreds med at være ufrelst, tusindårsriget kan tids nok komme, og imens skriver jeg videre, som om så godt som ingenting var hændt.

Spildt vin

2012-01-31T17:57:00.001+01:00

Jeg græd ikke over den (før min ankomst) splintrede flaske vin i Irmas grøntafdeling, jeg begyndte bare at tale meget og manisk, for det er en helt vild tavshed - et bagvendt skrig ligesom - der står ud fra sådan en falsk blodplamage.

Det burde have været en hindbærsnitte

2012-01-31T11:53:00.000+01:00

Jeg købte en nøddemazarin i Lagkagehuset, efter jeg havde set Aki Kaurismäkis splinternye, kosteligt rørende dead pan-epos Le Havre til anmeldelsesvisning (for "lange medier") inde i Grand - men straks jeg gik ud af butikken, vidste jeg, at det skulle have været en hindbærsnitte, fordi Helle Helle søndag aften i tv fik Clement Kjersgaard til automatisk at gentage "hindbærsnitte" efter sig, fordi det er sådan et forunderligt ord - og sådan et centralt, Helle Hellesk ord, og så kunne jeg slet ikke nyde min nøddemazarin, og jeg ærgrer mig stadigvæk, thi det burde have været en hindbærsnitte.

Rolig nu, Rolf! - smal pukkel!

2012-01-31T11:45:00.001+01:00

Rolf Sparre Johanssons udsøgte, hjemmelavede forlag Organiseret vold begået imod den organiserede tale har kunnet prale af at være dansk litterær undergrunds allermindst travle forlag, 1 titel, Cecilie Linds Ulven åd min eyeliner, i november 2010, 1 titel, Rasmus Halling Nielsen Lille robotøje siger (der kunne købes med rabat sammen med Stine Pilgaards Min mor siger i Politikens Boghal!), december 2012, og meget langsomt har man så kunnet begynde at glæde sig til tredje titel, der jo burde udkomme i januar 2013, men nej, Glenn Christians Fabriksnoter udkommer allerede 15. feburar, 2012, i forbindelse med åbningen af bogeventen Kunst & Bøger i Den Frie Udstillingsbygning, der kører fra den 15. til den 18 (hvor jeg vist holder åbningstale)! Og nu går det altså meeeeeeget hurtigt Rolf! Jeg er stadig i gang med at anmelde Rasmus Hallings bog, og Glenns seneste MAPPE anmeldte jeg i går (og kan de lige stikke ham det 3-årige, Glenn, han er en formidabel studs og flippet poet, og nogen skal skrive en monografi, der er for længst dømt betydende forfatterskab), og jeg har en hel pukkel med smalle undergrundsbøger eller undergrundende smalbøger, ikke mindst fra Jorinde & Joringel og After Hand, for den (ca.to år gamle) nye politik er jo, at alt godt bør anmeldes i avisen, og det kan det også godt, hvis det anmeldes kort, og der er ingen grund til, at småt godt ikke kan anmeldes godt småt, så kom nu ikke alt for fræsende i gang, Rolf, din heltemodige bogskrædder!

Et billede af mig i høj opløsning

2012-01-31T08:43:00.000+01:00

- det er altid det folk beder om, her er et billede af mig i lav fortætning

(og dybt engagement / Latinamerikasolidaritet (pjece) og ikke-vold (badge))

Lynkursus i pral (undskyld, Jeppe!)

2012-01-30T22:49:00.000+01:00

(først en undskyldning til Jeppe Brixvold, hvis i forvejen forvrængede og fortegnede udtalelser i en Politiken-reportage, jeg i en blogpost nedenfor, med samt et stadig stigende hav af kommentarer (jeg orker ikke læse med længere, kan nogen give et referat!?), forvrængede og fortegnede yderligere, hvilket han blev ret knotten over, hvilket jeg kun forstår alt for godt, jeg har selv prøvet det alt for mange gange, så af hjertet UNDSKYLD, JEPPE! jeg håber så bare, at noget af diskussionen har været meningsfuld alligevel, fx er det ikke ren fis, når jeg mener, at Forfatterskolen burde lære at PRALE, så her:)

LYNKURSUS I PRAL for Forfatterskolens rektor, lærere, administrator og elever

TAG ÆREN FOR ALT!

SKAMLØST OG AGGRESSIVT!

og fx senest

De Gyldne Laurbær til Helle Helle! Forfatterskolens folkelige gennembrud! Den første Forfatterskoleuddannede forfatter, der får boghandlernes pris!

Montanaprisen til Bjørn Rasmussen! Frisk fra Forfatterskolen får han en af landets fornemste litterære priser!

Overvældende positiv modtagelse af Olga Ravns og Stine Pilgaards debutbøger! Frisk (godt prale-ord) fra Forfatterskolen er de forårets debutanter!

Se! det gør slet ikke ondt og man bliver ikke beskidt eller korrumperet, tværtimod, pral gør godt og gør tydelig!

For ellers skal Hvedekorn gerne tage æren! Hvis vi ikke allerede har gjort det!?

Jeg så lige en lille klump fjernsyn

2012-01-30T21:21:00.000+01:00

Højdepunkt: Jokum Rohde, der i tv!tv!tv! eller hvad det hedder placeret på en rød stol i Zoologisk have forklarede, at pingviner i tv-dyreprogrammer (temaet) opfører sig som beboere i Asterix' gallerlandsby, for en gangs skyld innovativ ekspert-casting.

Lavpunkt: Kulturminister Uffe Elbæk, der ved festivitas for de danske håndboldherrer på Københavns Rådhus talte aarhusiansk (det må jeg godt have aversioner overfor, når jeg kommer derfra) for komplet døve øren om, hvad EM-sejren betyder for vores IDEN'TÈT, bad, bad casting.

Søndag siger

2012-01-29T21:54:00.001+01:00

Der må være en måde at få mandag erklæret umyndig på på forhånd:
amandag!

Jeg er også William S. Burroughs' oversvømmede, henkogte lort

2012-01-29T18:09:00.001+01:00

Jeg faldt sidelæns ind i Steen Møller Rasmussen og Lars Movins gode Burroughs-film, Words of Advice - William S. Burroughs on the Road, og før jeg vidste af det fremviste en Kansas-nabo et henkogningsglas med en af mesterens lorte, der var kommer flydende mod ham i en oversvømmet kælder, og jeg tænkte:

VI ER ALLE WILLIAM S. BURROUGHS' OVERSVØMMEDE, HENKOGTE LORTE!

Mig og Steen og Lars og - på de gamle filmstumper fra The Book Trader i Skindergade i 1984, hvor Burroughs tålmodigt signerer (også falske) bøger og interviewes, smerteligt akavet, af sin største, danske fan og adept - Dan og Henrik (Bjelke) og Sam (Fleischer) og Steen (Jørgensen) og Knud (Odde) og Thorsten (S. Høeg, nulevende største, danske fan og adept)!

Kritikeren som fabeldyr

2012-01-29T17:21:00.000+01:00

falkeblik
gåseøjne

løvebrøl
nattergalesang

stikke som en bi
danse som en sommerfugl

tyvagtig som en skade
hukommelse som en elefant

flagermusradar
T-Rex-panser

girafhals
spirilhale

Langdigteslags

2012-01-29T13:49:00.000+01:00

1. Lyngdigt - der ligesom lyng bare umærkeligt spreder sig i alle retninger

2. Lungedigt - der taler og taler på den helt store lunge, indtil der ikke er mere vejr og så taler videre

3. Længedigt - der bygger sig op længe for længe som en gård, der hele tiden lige kan udvide sig en længe mere, solidt og systematisk og endeløst

4. Lingeridigt - også kaldet de 117 slørs digt, der lokkende hele tiden smider endnu et stykke knitrende silkeundertøj

5. Longodigt (efter den amerikanske kunstner Robert Longo) - formfuldendt, foruroligende, ikonografisk serialitet

Dødssyge, kollegiale kunstdefinitioner

2012-01-28T17:03:00.001+01:00

fra René Gummers insisterende afmægtige tale for vinderen af Weekendavisen Litteraturpris Erik Valeur i WA Bøger:

For overhovedet at aspirere den slags følelser (meget uklart hvilke: "Jeg ved, hvilken fornemmelse ordene giver mig i maven. Jeg lærer noget. Om livet. Om mig selv. Jeg kan mærke noget indeni; og jeg får sat følelser på plads; følelser, som jeg udmærket kender, men som jeg ikke har fået sat ord på endnu"!!!????) må værket - hvis det som i dette tilfælde er en bog - som mindstemål indeholde genkendelse, overraskelse og en knaldgod historie. "

SIKKE NOGET ÆVL!

fra Bo Bjørnvigs mestendels tilfredse anmeldelse af femte bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp i samme nummer af WA Bøger:

Er vi nordboer virkelig så éns? Har vi alle spillet skak til Miles Davis' Lind of Blue? Eller er det fordi "Mennesker" i virkeligheden ikke er så forskellige?/ Det sidste er, hvad Knausgård selv har antydet, som forsvar for at gå så tæt på folk og ikke mindst sig selv: Jo tættere jeg kommer, jo mere alment bliver det./ Det er en smuk pointe, som gør det private til fælles anliggende. Så at sige ophøjer det./ Hvilket er hvad god kunst gør - får os til at føle en mening med det hele. Og indimellem ligefrem en ophøjet, gysende følelse af fylde, der får alt til at lyse omkring os.

SÅDAN NOGET VRØVL!

Jeg får en helt utrolig lyst til at opleve kunst fri for gode historier og mening med det hele som fx senest Harald Voetmanns Kødet letter - der er heller ingen genkendelse eller overraskelse og slet ingen ophøjet, gysende følese af fylde, der er nederdrægtig intethed direkte i dit weekendsfjæs!

Hvorfor mugger Jeppe?

2012-01-28T11:43:00.001+01:00

Når nu så mange irrationelt hader på Forfatterskolen, kunne skolen godt være lidt bedre til at påskønne sig selv og sine resultater - i en reportage fra det netop afholdte Forfatterskole-seminar på Testrup Højskole refereres Forfatterskolelærer Jeppe Brixvold, der i sit debutår 1990, da han var 22, udsendte hele 2 bøger, for at være skeptisk overfor bogudgivelse som et mål for skolen: ""Jeg er i tvivl om, hvor meget det plads, det må have for institutionens selvforståelse, at vi skal have nye forfattere" (...) Jeppe Brixvold mener, at eleverne ikke skal måles på, om de laver bøger. De kunne jo i stedet bruge deres kreativitet på at lave et tidsskrift, arbejde med performance eller noget helt tredje. Han ved godt, bogen er identitetsdannende for eleverne [!, de er Forfatterelever for fanden!], men efter hans mening er det et problem, hvis skolen fokuserer for meget på, at der skal kommer bøger ud af undervisningen./ "Du får det lyde, som om der er noget vulgært ved at lave bøger", siger Christian Dorph [hej, Christian]./ "I dag er der en forventning om, at man hurtigst muligt får en bog udgivet, men kunsten skal ikke måles på antallet af udgivelser [det kunne nu have været skønt med LIDT flere bøger fra dig, Jeppe, mellem år og dag]. Èn god bog er meget bedre end 100 middelmådige." Jeg kunne forstå sådan værk/bog-skeptisk snak, hvis de faktiske unge mennesker ikke var interesseret eller enstemmigt i krise med at skrive og udgive bøger, men sjældent er der kommet så mange stærke og kritisk roste debutbøger fra forfatterskoleelever som det seneste trekvarte år, Bjørn Rasmussen, Hanne Højgaard Viemose, Olivia Nordenhof, Olga Ravn, Stine Pilgaard. Mener Jeppe de bøger er middelmådige? Det tror jeg ikke på, men hvad er det så for åndssvag muggenhed? Kan han da tage og PRALE med de fremragende bøger, som eleverne fra hans skole viljestærkt og ambitiøst og egensindigt sender på gaden og som endda, hvilket er virkelig sindssygt, bliver omtalt og læst, men det er sikkert bare endnu mere bekymrende. Har Asger Schnack ikke efterladt bare 1 spiseskefuld begejstring i skolens køleskab, der kan tvinges ned i halsen på succesallergiske jeronimuser?

Det bedste stykke roman-billedsprog 2011

2012-01-28T10:04:00.001+01:00

i forhold til snakken i blogpost nedenfor om det gode roman-billedsprogs DICKENSKE humoristiske, fiktivt forpligtede og fabulerende spilfærdighed (og her må man snarere tale om (udsyret) allegori end simplel metafor):

Mathilde kigger ud over Øresund. Åh, denne brede voldgrav mellem os og svenskerne, Hun ser udad, hun ser Den Nye Øresundsbro springe over det grå sund. Hun ser op, hun lader blikket løbe ud under den grå himmel. Der hænger store tottede bygeskyer ude mellem det blå og det grå, et mylder af himmelstiger, en skov af jakobsstiger rejser sig blændende, gnistrende, øjeæwleskærende [så vildt vrængende en bogstavering!] op fra havet, op mod himlen, bliver væltet af en skytot, bum, vælter som en fuld student og dukker op igen. Som var der blevet sat sat en enorm indsatsstyrke ind fra politiet, der bliver ved med at rejse stigerne op. Som er der en bataljon fra hæren, der kæmper og slås, slås en retfærdig kamp mod skyerne for at invadere himlen, sprede lyset, introducere demokrati, gennemtvinge himlen i himlen. Men det er et stort. stort mørke, et overmenneskeligt mørke, et umenneskeligt mærke, der nærmer sig kysten.

- fra Lars Frosts Skønvirke

Absolut brugbart tennisord

2012-01-28T09:35:00.000+01:00

fra Anders Haarh Rasmussens Wozniacki-artikel i Information i dag - det glæder jeg mig til at kalde fx et svagt stykke polemik eller bare en mellembog eller et mellemdigt:

TRANSPORTSLAG

Leonora har humor!

2012-01-27T17:15:00.001+01:00

Jeg var ikke sikker, og frygtede det værste, da hun skulle WA-anmelde Stine Pilgaards radikalt sjove debut Min mor siger, men lo' and behold! Her underrubrikken:

Debuterende Stine Pilgaard har skrevet vinterens must read. En original og vittig roman om et mor-datter forhold, en kærestesorg og en ung kvinde i livskrise.

Også Kamilla Löfström i Information, som jeg godt vidste havde humor, er pligtskyldigt glad for bogen, men spøjst sigende, hvordan både Kamilla og Leonora skal besværge, at selvom bogen er sjov, er den god - underrubrik i Information:

Der er smæk for skillingen i Stine Pilgaards debut om de nære relationer, der minder lidt om stand-up, hvilket, må jeg tilføje, er positivt ment.

Og andet afsnit i WA-anmeldelsen:

(...) hendes debutroman, Min mor siger, er en fornøjelse fra ende til anden. Jeg har vredet min hjerne for at finde et superlativ, der kan beskrive hendes stil. Pudsig er for puttenuttet. Quirky er for smart. Morsom får hendes roman til at lyde som en falde-på-halen-komedie, men faktum er , at hendes tone er original. På én gang vittig, rørende og alvorlig.

Hvorfor er det ikke den største ros i verden uden videre at sige, at en bog er sjov og morsom - meget gerne som de bedste (amerikanske) stand-up-komikere, og lad mig for en gangs skyld nævne en kvinde: Sarah Silverman!?

(og lad mig slet ikke nævne Sarah Skarums håbløst traurige 3 stjerner-anmeldelse i Berlingske, hun har så i hvert fald ikke humor eller bare sans for litterær stemmefærdighed, Stine er så meget et talent på spring, suk dog: "Men man kan ikke mærke, hvor det gør ondt. Det er som om bogen ikke tager sorgen sådan helt alvorligt, men holder en let ironisk afstand. Sprogets glatte overflade bliver et lag mellem læser og historie, ikke en forbindelse, og dermed bliver man underligt ligeglad med hovedpersonen, hvis liv virker uendelig banalt." Uendelig banal kan du sgu selv være, Sarah!)

(og ok, jeg bliver også nødt til at himle over begyndelsen på Leonoras anmeldelse: "Der er al mulig grund til at tage godt imod debuterende Stine Pilgaard (f. 1984). Hun har ganske vist gået på Forfatterskolen, hvilket ikke umiddelbart lyder som en anbefaling i mine ører, selvom Josefine Klougart, Olga Ravn og Olivia Nordenhof gik på samme årgang som hende." JAMENFORHELVEDEDA! Rent logisk kan det blive nødt til at være en anbefaling, at hun har gået på samme årgang som hele 3 åbenbart anbefalelsesværdige forfattere! Hvad er det for et (her helt formelt) irrationelt Forfatterskolehad!? Hvem er de forfærdelige digtere, som har givet Forfatterskolen et ondt ry i Leonora Christina Skovs hoved!? Hun nævner dem aldrig! Men hun roser den ene afgåede elev efter den anden!? Kan hun ikke holde inde med sin hadtale NU!?)

Gardin & stolpe

2012-01-27T10:31:00.004+01:00

Helle Helles 2 poetiske metaforer (altså enheder af poetisk (intenderet originalt/sanseligt) billedsprog) og ½ i Dette burde skrives i nutid [+ det løse]

- romanens fortæller er NB en jegfortæller, der er forfatter in spe -

1.
"En dag kom hun ud i gangen og sagde farvel, hendes hår delte sig over ansigtet som et gardin." side 13

[ikke helt et billede: "Jeg tænkte siden på det som en stærk lykke at ligge sådan, ubemærket i et væld af uldne samtaler." side 32]

[naturligt billede: "(....) Niller sad stiv som en pind med matematikbogen omme bagved." side 44]

[spytkrøllen markeret som koket, indforstået (= fiktivt indfoldet) lyrik-speak: "Jeg tænkte på viben, der dykkede i små ryk over brakmarken derude nu, huit-huit, med de takkede vinger og spytkrøllen (....)" side 54]

[så godt som et naturligt billede (mange beskrivelser af lugte og lyde, men altid insisterende eksakte): "Når jeg satte hænderne for ørerne susede det som en hel strandbred." side 64]

[fiktions-indfoldet billede (tydeligt signeret fiktiv 3. person/tekst): "I et af dem [blade på biblioteket] var en artikel om faldgruber i hverdagen under overskriften Rygrad som en snegl. Der var noget galt med den sætning, men det var så mærkeligt et sammenfald, at jeg ikke kunne samle tankerne om fejlen." side 72]

[naturligt billede: "Stuen lignede en slagmark af tøj og sko (...)" side 73]

½ [dickensk udvidelse af billede 1 - efter 73 sider!]
"Så kom de op til huset, Ruths hår var var blevet et fugtigt gardin, deres strømpesokker satte våde spor på gulvet." sider 86

2.
"- Åh, ja, Irma, sagde han, og så rejste han sig og kom hen til lagde sin hånd om min nakke, vi kyssede hinanden, vi kom ned på gulvet og ind under en af stolene, den væltede, vi hev og flåede, mit ben stod i luften som en hvid stolpe." side 110

[sandsynligvis fiktions-indfoldet billede, nemlig mosterens: "(...) hun sad ved køkkenbordet og stirrede ud i alt det sorte med sin kaffe hver dag før seks, mens Hardy snorkede som en traktor." side 111]

(jeg har lyngenlæst med billedblik og kan godt have misset enkelte løse billeder, suppler gerne)

Og alligevel/derfor er Dette burde skrives i nutid den klokkeklart mest poetiske roman, jeg læste i 2011.

Og i sig selv og i romanen er begge billeder lige så sjove som tydelige nemlig.

Dickens eksemplificerer som evig og altid forbilledligt

2012-01-27T00:00:00.000+01:00

her roman-billedsprogets humoristiske, fiktivt forpligtede og fabulerende spilfærdighed, fra hen mod slutningen af kapitlet "Podsnappery", et af de bedste kapitler i en af verdens bedste romaner, Our Mututal Friend; Podsnap-tallerkenen/sølvtøjet har været sat i billedspil gennem hele kapitlet, der beretter om et selskab hos Mr og Mrs Podsnap, solidt rige borgere med en forsømt, ung datter - midt i og kontra tallerken-dansen den heftige (og sjove!) hane og til allersidst en surrealistisk, ung person, der er lutter kinder:

Certain big, heavy vehicles built on the models of the Podsnap plate, took away the heavy articles of guests weighing ever so much; and the less valuable articles got away after their various manners; and the Podsnap plate was put to bed. As Mr Podsnap stood with his back to the drawing-room fire, pulling up his shirt-collar, like a veritable cock of the walk literally [!] pluming himself in the midst of his possessions, nothing would have astonished him more than an intimation that Miss Podsnap, or any other young person properly born and bred, could not be exactly put away like the plate, brought out like the plate, polished like the plate, counted, weighed and valued like the plate. That such a young person could posssibly have a morbid vacancy in their heart for anything younger than the plate, or less monotonous than than the plate; or that such a young person's thoughts could try to scale the region bounded on the north, south, east, and west, by the plate; was a monstrous imagination which he would on the spot have flourished into space. This perhaps in some sort arose from Mr Podsnap's blushing young person [en fast retorisk figur i Mr Podsnaps konversation] being, so to speak, all cheek, whereas there is a possibility that there may be young persons of a rather more complex organisation.

All you need is a little monstrous imagination

Bliver billedsprog ikke nødt til at have humor for at kunne overleve i en roman?

2012-01-26T22:06:00.000+01:00

Det er nødvendigt med en meget lang blogpost, som ikke bliver denne her, hvis ikke en decideret traktat, hvis ikke faktisk et regelsæt om billedsprog i romaner; jeg ved vi er flere, der har haft svært ved at finde en grimasse, der kunne passe (og helst en glad én jo) til de forholdsvist mange, insisterende poetisk (dvs. (intenderet) originalt, sanseligt rammende, ikke bare automatiske/naturlige) billeder i Dy Plambecks gode roman Gudfar og Lone Hørslevs gode roman Sorg og camping, hvad laver de billeder, hvem taler dem, i forhold til hvordan personer og ting og sager ter sig og taler i al fiktivitet? sker der ikke et clash mellem den humoristiske og dynamiske fiktion og den oprigtige og stillestående billeddannelse? skal billedsproget ikke oprette og gennemspille sin egen, parallelle, fiktions-kontaminerende/kontaminerede maskepi? - men hvad så med "lyriske romaner" med et højt, måske endda dominerende forbrug af billedsprog, der jo nemlig af samme (konventionelle, men, er det min pointe, ikke nødvendige) grund sjældent er humoristiske - jeg har lige siddet og bladret i sådan en roman-én, der udkommer om et par uger - er de mindre problematiske, fordi der ikke er nogen humor at clashe med? eller mere, fordi det altid er et forbandet problem for en roman, når dens fortællen/fortælling eller mangel på samme ikke er sat i spil, og hvis billedsproget er den fortællen/fortælling eller mangel på samme, er det dér rouletten skal snurre? Grubler jeg videre over, inden jeg skriver reglerne, og mon de har stentavler i Vesterbro Kontorforsyning?

Sprawlende er ikke et ord

2012-01-26T18:07:00.000+01:00

Man kan blive så edderspændt rasende på dansk, når der er et ord, som et andet sprog har, og som vi ikke har, som nu fx sprawling: "som ligger henslængt; som breder sig uregelmæssigt, spredt" (vigtigt er linket til "urban sprawl", "tilfældig udbredelse af bymæssig bebyggelse"), som amerikanske/engelske kritikere elsker at karakterisere film og romaner som; og jeg ved nøjagtigt, hvad de mener, og sådan kan store fiktionsværker også opføre sig på dansk, selvom de gør det for lidt, og når de gør det, gør det for kedeligt, men hvis et dansk ord fandtes for det, ville de måske gøre det mere eller bedre. Det hjælper heller ikke med 2 ord, distræt knopskydende fx, fordi knopskydende (som er et ord, jeg elsker og dansk kan være stolt af) alligevel bliver for organisk, der skal også fuldstændig frit og løst kunne opstå nye dele og zoner i værket, vil jeg mene. Kasper Nørgaard Thomsen som vores i positiv forstand mest sprawling forfatter. Sprawling betyder sprawling, er problemet.

Verdens dårligste anbefaling

2012-01-26T11:39:00.001+01:00

(anmeldelsescitat i annonce for Merete Pryds Helles Kære Mai bag på Information):

"Det er det mærkelige ved formen, at den sniger ind på én. Jeg havde det lidt på samme måde med Martin A. Hansens dagbøger"

KRISTELIGT DAGBLAD

Dvs, at Pryds Helle skriver mails ligesom A. Hansen skriver dagbog, og A. Hansen skriver dagbog ligesom Pryds Helle skriver mails, to alen af samme åbenhjertige stykke brænde, okaaaaaay!

Google-billed-søgninger i dag (febril søgning)

2012-01-25T11:04:00.000+01:00

Helle Helle

Henriette Kjær

Helle Thorning

mammut

olieplatform

mobiltelefon

Jens August Schade

thai mad

Gaston la Gaffe

24syv

Helle går amok

2012-01-25T08:38:00.001+01:00

i sin kommende roman, der ifølge interview i dagens Information, kommer til at handle om

1. Jyder

2. Mænd

3. Uvenlige fremmede

Hvor helt ærligt meget vildt! Vi glæder os forfjamsket!

(og cool opbyggeligt (uopbyggeligt) udtaler hun også, at "Når jeg skriver er det ikke med henblik på at sælge bredt. Mit projekt er et sprogligt projekt. Ikke at der ikke er historie i, men det handler først og fremmest om formen og sproget, og derfor er det fantastisk fedt at få netop De Gyldne Laurbær. Det vigtigste er jo sådan set sproget. Ganske enkelt: Skriver du godt? Og i dag vil jeg tænke: Ja, det gør jeg." - ja, du gør, og taler også ret godt for dig!)

Godt gør godt (lindring 2)

2012-01-24T17:45:00.001+01:00

Det lindrer også, at Helle Helle får De Gyldne Laurbær og gennemgribende kupper folkeligheden og opløser det sidste af den mening, der aldrig har været i udtrykket forfatterskolelitteratur, ingen skriver finere og mere udsøgte (og ja, ja, klarere og sjovere) sætninger, ingen skriver i mere primær grad sætninger, før de skriver personer og miljø og handling og den slags (som hun også er skidegod til at skrive, via de sætninger), og hey, hey, hun sælger som dyrt, varmt brød fra Lagkagehuset, fordi folk åbenbart godt kan påskønne suveræne, konditorbagte sætninger, når de bliver lagt foran dem af den kulturelle dagsorden (men kunne de så lige tage konsekvensen af det, folk, i deres videre læsning, men, men, men det skal nok komme, tror vi optimistisk på i dag (hvor Olga Ravn har meddelt, at hendes debutbog er gået i 2. oplag, sådan dér)), og langt, langt ned til sølvbrylllupsparret Sara Blædel og Søren Ulrik Thomsen, hell yeah, hell yeah

- det er på Kultorvet hos Rosinante&Co, og det er Louise, Hvedekorns og Helles fælles redaktør, ude til højre, hun ser også glad ud, tillykke til alle og litteraturen!

Ondt gør godt (lindring 1)

2012-01-24T17:20:00.000+01:00

Jeg skrev en lynhurtig, dårlig anmeldelse - der selvfølgelig bør bære logoet Febril Text - af en dårlig bog, som jeg med stor kedsomhed med sygdom ovenpå, eller omvendt, læste i går, og det var det tætteste på en reel lindring, jeg har oplevet indenfor dette seneste sygeleje (i denne sygeleje-suite!), nu min læge, som jeg ikke havde talt med i 10 år ("du er helt blank på min skærm!"), i går podede mig for lidt syg til penicillin, usympatisk (hvad angår mig, ikke lægen) nok!

Homo Feber

2012-01-23T22:52:00.000+01:00

Jeg har igen/stadig feber, på tredje uge, og er noget foruroliget i forhold til mit skriftlige (WA, Bloggen) og mundtlige (Testrup, Hvede-oplæsning, Holstebro 24syv, i forgårs aftes til Vidnesfestival i Den Sorte Diamant) output undervejs, jeg burde få udarbejdet et advarselslogo (jeg også kan bære som sticker eller badge):

FEBRIL TALE / TEXT

ligesom de par stykker af Hans Otto Jørgensens seneste bøger, By og hest, Hjernens egen store hund, der er skrevet på morfindrop ...

Halsbetændelsesaben hvæser

2012-01-22T16:04:00.000+01:00

(korrektion til PHs (eneste sjove vise) "Ølhunden glammer":)

Når din hals er en hal' meter FROSTSPRÆNGT nedløbsrør,
og din tunge er tør som en CROISSANT
når din drøvel er stor som MONT BLANC,
så'r det organet, der er gået mør,
så'r det HALSBETÆNDELSESABEN DER HVÆSER

TENDENS: LOH (Leende Op Højlydt)!

2012-01-22T14:30:00.002+01:00

2 gange de seneste 14 dage har jeg IC3-tog LEET HØJT ud i kupeen af nye bøger, og det er så sjælden en foreteelse, at jeg dømmer det til at være en TENDENS: Ikke bare pænt, men MEGET sjove bøger, dvs. lige så sjove som bøger/dramaer af Jens Blendstrup og Line Knutzon, selv om jeg godt ved, at sjovt stadigvæk ikke, hverken blandt anmeldere eller på Akademiet og Forfatterskolen, anerkendes som den primære kvalitet, det selvfølgelig er:

1. højlydt sjove bog: Kristina Nya Glaffeys (velfortjent hyper-hypede) Padder og krybdyr

2. højlydt sjove bog: Stine Pilgaards romandebut Min mor siger, der udkommer i næste uge (og som jeg forbandet nok ikke skal anmelde, i stedet skal jeg anmelde Peter Poulsen, der nøjes med at være lun, hvilket i den grad ikke er det samme som sjov, stålsuk!) - tidlige læsere diskuterer allerede. om det er scenen med moren, der lader som om, hun er madanmelder, eller scenen med moren, der (til indsamling for Kræftens Bekæmpelse) lader som om, hun har kræft, der er pinligst sjovest, jeg stemmer på den sidste, som derfor kommer her (mens det sner, og ingen ringer på, heller ikke dér):

Vi vandrer fra dør til dør med indsamlingsbøssen der bliver tungere og tungere. Når folk ikke lukker op, stiller min mor sig hen til vinduet og kigger ind. Hvis der sidder nogen på den anden side af ruden, smiler hun og vinker og peger på indsamlingsbøssen. Så er vi kommet for at bekæmpe kræften, råber hun og smiler. Min mor fortæller en yngre mand at hun selv lige er blevet helbredt, og at det derfor er en hjertesag for hende. Hun peger på sit højre bryst. Protese, hvisker hun. Det er uetisk, siger jeg, mens han er inde efter penge. Folk har brug for en personlig beretning, hvisker min mor, ødelige sygdomme er utrolig svære at sætte sig ind i, det er så abstrakt. Den yngre mand vender tilbage med 200 kroner, og vi bliver inviteret indenfor til en kop kaffe. Han spørger om min mor stadig har mén efter sygdommen. Man bliver jo aldrig helt den samme igen, siger min mor og peger på sit hjerte, når man først har set døden i øjnene. Den yngre mand ser forstående ud og nikker. Han fortæller at hans mor døde af lungekræft for fire år siden. Han vender sig mod mig og spørger hvordan jeg tacklede situationen. Jeg rømmer mig og ser over på et billede af en midaldrende kvinde der står i vindueskarmen. Fantastisk, siger min mor, skat, du var en klippe gennem hele forløbet. Jeg nikker. Der lå jeg, siger min mor, helt skaldet af kemo og frygtelig bange, og min datter kom hver dag og opmuntrede mig. Hun ser kærligt på mig, og jeg har en klar fornemmelse af at hun tydeligt husker begivenheder der aldrig har fundet sted. Manden finder et fotoalbum frem og liver lidt op imens han fortæller nogle minder fra sin barndom. Min mor nikker og smiler og spørger, og manden ser glad ud. Han henter et nyt album og fortæller flere historier om kvinden på billederne. det er vigtigt at sætte pris på sin mor så længe man har hende, siger min mor og ser på mig. Ja, det må du huske, siger manden og smiler til mig. Ja, det må jeg huske, siger jeg. Da vi går, omfavner min mor og den unge mand. Han smiler da han lukker døren. Jeg ser på min mor, da vi går ud af havelågen. Du er jo galoperende mytoman, siger jeg mens vi drikker det sidste af rosévinen. Sludder, siger min mor, jeg var lige det han havde brug for. Min mor siger at sandheden er opreklameret. Hvis man hænger sig detaljer, dør man af kedsomhed, siger hun, og det er næsten værre end at have kræft.

Med så stærke kandidater (og jo heller ikke fordi Voetmanns Kødet letter ikke er alvorligt grinagtig, ligesom man klart klukker af Simon Fruleunds Panamericana!) er der ingen vej udenom at genoplive HA!-Præmien - Det Nye Humoristlegat (googl!)!

Ironien kommer først

2012-01-21T13:54:00.000+01:00

Tove Ditlevsens skrækkelige digt "Til mit døde barn" skabte en mindre sensation, da det blev trykt i Vild Hvede 11, 1937; Ditlevsen var imidlertid debuteret to numre før med to prosatekster, der bar fællesoverskriften "Poesi og Prosa". Den første tekst hedder "Til en svigtet Pige (Prosa)" og er en livlig, ironisk grænsende til sarkastisk hudfletning af den slags poetisk forloren ungpigefølsomhed, som hendes debutbog to år senere er spækket af, her begyndelsen:

Oh - har han forladt dig - det var slemt! Og nu sidder du og glor på en Stjerne, med et Papir foran digt, pænt linieret -
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
"Oh, Stjerne, tag mig i din Favn."
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidder og sjæle over den uden at fryse. - Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke - det er saa uæstetisk at sørge i en kold stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine - Ih, sikket et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke - du kan ikke glemme ham? Tja - tænk paa - prøv at tænke paa - lad mig se - jo, hans Tænder. Nægt det ikke - de var en lille smule udestaaende - ikke meget - men det klædte ham ikke at le - og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der må ganske sikkert have været, visse - visse, hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham - sølle Mandfolk.
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden - havde han saadan en "yndig Stemme"! ja-ja - det har Speakeren ogsaa, luk op for radioen - naa - er den ikke pragtfuld - og han svigter digt aldrig, vær vis på det.

Sikke en selvlussing!

Tove er Pigesindssvag, Olga er Pigesindssyg

2012-01-21T11:51:00.000+01:00

Underrubrik på Mikkel Bruun Zangenbergs 4 hjerters-anmeldelse - som de fleste andre lige respektfuld nok (over Tematikken vs. Sprogningen) - af Olga Ravns debut Jeg æder mig selv som lyng. Pigesind:

Interessant [virkelig et nederen adjektiv!] debut om køn, krop og det at blive voksen. Inspirationen er Tove Ditlevsens 'Pigesind' fra 1939. Men Ditlevsen turde, hvor Olga Ravn tier.

To citater ang. Ditlevsen nede i den omstændeligt forævlede brødtekst:

Den sproglige (højmodernistiske, avantgardistiske) strategi sikrer effektivt, at Ravn ikke falder i samme fælde som Ditlevsen – nemlig at blive genstand for en sært nedladende holdning.
Det er til dato en lille skandale, at Ditlevsens strålende forfatterskab, i modsætning til hendes liv, ikke er taget langt mere alvorligt; men Ditlevsens omgang med rim som hjerte-smerte, og hendes såkaldte ’folkelighed’, har nok været en alvorlig hæmsko?/ Ravn styrer uden om, samtidig med at hun tematisk styrer gennem Ditlevsens debut./ Tekstens ’jeg’ svæver et sted mellem en Ditlevsen og en Ravn.

Mit forbehold er, at Ditlevsen turde, hvor Ravn tier. Når nu Ravn så eksplicit skriver sig op mod forkvinden, er det slående, at Ravn dækker sig langt bedre ind i modsætning til den fuldkommen frygtløse omgang med det ublufærdigt selvbiografiske og sprogets doser af patos og sentimentalitet hos Tove Ditlevsen. Det sikrer måske nok Ravn mod Ditlevsens tab af anerkendelse, men det gør også, at hun stopper op, før lyngheden for alvor står op i lys lue.

Det fremgår ikke klart, om Zangenberg stiller Ravns bog op mod HELE Ditlevsens forfatterskab, som i de modne prosabøger i 60'erne og 70'erne godt kan siges at drive en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske, men det ville alligevel være rimeligt urimeligt overfor en debutant, der formodentlig og forhåbentlig har mange, mange flere bøger i sig (men hvorfor skulle en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske automatisk være en mere kvalificeret omgang end fx en hermetisk/blufærdig omgang; Ravns omgang er nu og da hermetisk, men den er ikke blufærdig og slet ikke frygtsom). Hvis vi, som rimelig er, nøjes med at kigge på Ditlevsens debutbog, så driver den en temmelig løgnagtig omgang med det ublufærdigt selvbiografiske; der er et digt om, at digterjegets barn er død, og der er et digt om, at digterjegets bror er død, begge dele er fiktioner: Ditlevsen havde dengang ikke fået børn, og den bror, hun havde, var ikke død. Det er rigtigt nok, at debuten indeholder store doser af patos og sentimentalitet (jf. de fiktive dødsfald, der lige præcis er sentimentale/patetiske genrebilleder), men jeg forstår ikke, hvorfor og hvordan det skal forestille at være en kvalitet i sig selv - og nede i de konkrete debutdigte kan jeg slet ikke få øje på kvaliteten; det er nogle, undskyld mig, rigtig, rigtig dårlige digte: artig, anonym, automatisk, kvindelig følsom, sensymbolistisk centrallyrik lige på grænsen til og ofte på den anden side (de fiktive dødsfald) af kitsch. Det lyder som om, Zangenberg mener, at Ravns modernistiske/avantgardistiske, sproglige "strategi" er krysterisk og poetisk korrekt, mens Ditlevsens er modig og poetisk subversiv, men følsom sensymbolisme var dengangs mainstream-udtryk for kvindelige digtere; Ditlevsen blev løbende trykt i Hvedekorn, som dengang hed Vild Hvede, og hendes debut var en stor, kritisk succes; hvis man vil opleve umådeholden og radikal patos, skal man i stedet læse de to ældre 30'er-digtere Bodil Bech og Hulda Lütken, de er seriøst hys og pænt sære. Overfladisk (kryds)læst er der ikke flere eksplicite links fra Ravns debut til Ditlevsens end som så (Ravn har antydet diverse formelle matricer, samme begyndelsesbogstaver etc., det har jeg ikke forsøgt at tjekke) - ud over at begge bøger er rapporter om og fra pigesind 1:1; det er først og fremmest forskellen, også den kvalitative, man bider mærke i: det på samme tid kritiske og rablende, sanselige og hallucinatoriske, overambitiøse overdrive i Jeg æder mig selv som lyng overfor den konventionelt følsomme og sentimentale (og kønsstereotype) beskedenhed i Pigesind. Lad mig omsider citere, først Ditlevsens "Mit døde barn" (link til Ravn, dødt barn vs. abort, og så brystspændingen til sidst, hvor digtet pludselig sanser igennem de forgrædte klicheer, vs. al brystsnakken hos Ravn):

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,/ aldrig smilte dine blege læber til mig,/ men de bitte, bitte fødders spark/ vil jeg aldrig nogen sinde glemme.// Du var alt mit håb og al min glæde,/ helt beskyttet lå du inden i mig, -/ al min længsel, livets store drøm./ - Å - og dine fødder var så spæde./ Vi har været sammen mange dage,/ al min næring delte jeg jo med dig./ Hvad kan du og jeg vel gøre for ,/ at vi begge to var alt for svage.// Lille barn, nu skal du aldrig mærke/ livets hede puls i godt og ondt. -/ Godt det samme, sov kun sødt, min dreng,/ vi må bukke under for de stærke.// Se, jeg kysser dine kolde hænder,/ glad for at jeg endnu en stund kan nå dig,/ stille kysser jeg dig, uden tårer, -/ selv om gråden i min strube brænder.// Når de kommer med den hvide kiste,/ skal du ikke være bange, mor går med dig,/ i din lille silkeskjorte skal jeg klæde/ dig for første gang - og allersidste.// Jeg vil lege, du har levet nogle dage,/ jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,/ og din lille mund har suget af mit bryst,/ så der ingen dråbe er tilbage.// Å, så hårdt de mænd med kisten træder,/ brystet spænder meningsløst imod dig./ Lille barn, min gyldne, døde drøm. -/ Dine fødder kysser jeg - og græder."

og Ravn, første tekst i afsnittet "En hvid ind i sig selv":

- - -
mælkehjerte, i eget selskab siver brystet hvidt,

i drømmen anede jeg ikke hvordan man ammede, stak bare bløddelen ind,

hver nat åd jeg to tynde skiver spædbarn med sennep indtil livmoderenh var tom og jeg kunne fortsætte,

månens månestråle er fuld af fiktion og lidt sølvblodigt balsam af bar thriller [yndlingslinje LB!],

mor-frem dit bryst af bortretoucherede brystvorter, dine brystvorter er bortretoucherede helt ind i et hvidt kongerige, lim ud fra kroppen, hvid grim lim, grim mens min fars indkøb står inklusive blomster,

nogle nætter mere, nogle nætter mere rød, rød går til rød og banker, nej lille rød ikke mere,

ud tidlig morgen, jeg vil nærmest sige daggry, de portlignende låger til parken på gaden overfor, en genstand en plante går blå som prisen på jordsække, hvad betyder det, kraftige børn rammer vandet med brød, en nikken af gartnere, stofrester i vand, luftkold,

jeg fremelsker samfundet til mos og bittert kønshår, mimer jeg gerne seriøst rød,

der vil være endnu et øje ved siden af vores, der river os hen, et øje langs stien gennem høje bjørnekløer eller hvad det er, blomster, vi presser og tørrer, min far og jeg.

No contest! Olga sprutter ekspansivt, Tove hulker fladt.

Gåseøjne med tilbagevirkende kraft

2012-01-20T09:38:00.001+01:00

Nogle gange slår jeg hele påfuglehaler af gåseøjne ud, andre gange får jeg gåsehud af dem (ikke mindst visuelt), men klart nok skulle jeg i min anmeldelse af Padder og krybdyr have indrammet Kristina Nya Glaffeys flotte og kantede navn med plirrende, selvironiske, autenticitetsrelativerende gåseøjne sådan ca. hver anden gang, jeg tager det forfængeligt, og ikke mindst i den i blogposten nedenfor citerede slutning: "Det er fra et vedkendt såret og forfjamsket udgangspunkt (....), at "Kristina Nya Glaffey" er ond i sulet." Jeg ved jo udmærket godt, at hun ikke uden videre er den samme som hende, der raser så ubændigt i hendes tekst (men heller ikke uden videre ikke er!). Længe leve i ret præcist det modsatte af gåsegang """""Kristina Nya Glaffey"""""!

Rekomplicering & en klassisk pony

2012-01-20T09:16:00.002+01:00

Den ubrugte trompet til min Pontoppidan-anmeldelse i WA Bøger i dag:

TOPDAN-PONY

Den oprindelige afslutning på min anmeldelse af Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr; i avisen er den uelegant forsøgt forenklet af nogen, der ikke er mig:

Disse serier af afklapsninger fungerer på samme tid som en karnevalistisk satire over en minoritets behov for og afmagt i forhold til at formulere en egenidentitet og som en smædedigterisk elegi over det enkelte minoritetsmedlems eller måske snarere minoritetspars frustration over at føle sig talt forbi og ned til af identitetstalskvinderne. Hvortil kommer den herligt politisk ukorrekte forhåning af de amerikanske sæddonorer (+ en enkelt dansker), der simpelthen bare er for dumme i nakken til at være af interesse, hvilket læseren til sin egen forskrækkelse spontant erklærer sig enig i.

Ind i mellem krigstalehandlingerne optræder - for at den ophidsede bog kan få vejret! - nogle små faktabokse, med eller uden link til de angrebne hjemmesider og flere af dem med dyremotiv, bl.a. hører vi om to hanpingviner i Central Park Zoo, der efter forgæves udrugning af sten har fået lov at adoptere et overskydende æg; så godt som de eneste homoseksuelle i bogen, der ikke får en ørefigen!

Det er fra et vedkendt sårbart og forfjamsket udgangspunkt – de allersidste linjer: ”(…) og hvornår var man klar til at få børn, og kunne man være klar, inden barnet blev født, eller blev man det først efterfølgende, og hvis man først blev det efter, hvor hurtigt blev man det så. – at Kristina Nya Glaffey er ond i sulet, men hold kæft, hvor er hun ond og god til at være det.

Pronominalistisk

2012-01-19T16:10:00.002+01:00

du er diglig

jeg er migeririgtig

Top umage trio

2012-01-18T10:29:00.003+01:00

De tre indstillede til Kritikerprisen kan ikke være mere forskellige, undtagen i deres fremragendehed:

Simon Grotrian for Domkirkevirke

Lars Frost for Skønville

Susanne Staun for Perlen Belle

Digtere er syge (og så af sted til Holstebro)

2012-01-18T10:22:00.001+01:00

I går var Hvedekornsdigter Thor Grumløse for syg til at læse op på Nørrebro (Molly Balsby, debutant i nr. 1, 2012, sprang ind med et øjebliks varsel og den præciseste bravur) og i eftermiddags skulle jeg have optrådt med Olivia Nordenhof til dansk-masterclass (!) på Holstebro Gymnasium, men Olivia ligger med "megafeber", så jeg må drage af sted alene lige om lidt, kedeligt nok. God bedring til dem begge, jeg ved, hvordan de har det, jeg har lige været der selv, og kunne man ikke indføre en obligatorisk influenzavaccinering for (talentfulde) digtere!?

Hvedeoplæsning om 3 kvarter, af sted!

2012-01-17T19:33:00.000+01:00

med Isidora, Kristoffer, Ida, Maja og (i sidste øjeblik!) Molly (se videre på Hvedekorn.dk og Facebook: http://www.facebook.com/events/256366897764137/) , klokken 20.00 i MellemRummet i Ravnsborgggade; I kan sagtens nå det, især hvis I er henne til (debutant i mit allerførste nummer af Hvedekorn, åh, da) Olga Ravns debutreception på The Log Lady, og ingen af jer er jo ikke på nettet lige nu, den ting er givet, så hvis I rundt i hele byen går ud på gaden NU og spadserer med bestemte skridt ad Nørrebro (hvor ret mange af jer befinder jer i forvejen) til, så vil det bare blive så forpulet poetisk SMUKT, ok!?

Sådan ser skrift ud

2012-01-17T17:07:00.000+01:00

FORSKRIBLET!

- første side af Charles Dickens' manuskript til Great Expectation

Jeg er til at kommentere igen

2012-01-17T09:07:00.000+01:00

i hvert fald i mit eget navn

Dan/'dan

2012-01-16T19:59:00.000+01:00

1
ton pop i Dan,
mindst,
højst
½ gram i
Pontoppidan

Den haardkogte Jomfru, en Pontoppidansk rock'n roller

2012-01-16T16:43:00.001+01:00

Ved siden af Døren sad for sig selv en ung, mørkøjet Brunette,der hvilede Armene paa Knæene. Hun havde et Glas Whisky i Haanden, nippede ogsaa nu og da til det men tog iøvrigt ikke Del i Lystigheden. det var Ragna Nordby, mellem Kameraterne kaldt den haardkogte Jomfru paa Grund af sin mutte Utilgængelighed. Til hendes væsen svarede hendes Klædedragt. Hun bar en graa, strikket Vams, der sad om ehndes kraftige Figur som en Ringbrynje, dertil en simpel, mørkeblaa Nederdel og store Snørestøvler. Da hun desuden hverken var pudret eller sminket tog hun sig mærkelig fremmedartet ud blandt de andre Damer - som en ung Landløberske, der havde forvildet sig herind fra et Markedstelt. For et par Aar siden var hun dukket op i den københavnske Journalistverden med Anbefaling fra den gamle Litterat og Smædeskriver Otto Kall, som hun boede sammen med og kaldte sin Onkel - en hvidhaaret Krøbling, der undertiden saaes paa Gaderne i en mekanisk Rullestol, som han selv kunde køre. Hun var forøvrigt Søster til den unge Lyriker Fritz Nordby, "Vaarsangenes" berømte Forfatter, hvad hun dog aldrig selv omtalte, og hun havde en Tid været forlovet med en Journalist ved Arbejdernes Blad, Ole Ling, en begavet men ekscentrisk ung Mand, der en Dag tog Livet af sit efter et Sammenstød med sin Redaktør. Her ved Bladet blev hun kun brugt til den tarveligste Reportage.

(...)

Da hun fra Vesterbro svingede ind i sin egen Gade, kon hun i Læ og satte straks Farten op. Oppe over Hustagene brølte Stormen. Hun løftede sig i Sadlen og følte Lyst til at bryde ud i et Hærskrig. Hjulene løb under hende. I det flakkede Skær fra Lygterne fløj hun afsted gennem Natten som omskabt til en ung Heks, der red til Bloksbjerg paa sin Oldemors snurrende Spinderok.
Da hun var kommen ind ad sin Gadedør, tog hun Cyklen paa Nakken og steg op gennem Husets fem Etager til sit Kammer paa Loftet (...)
Oppe i hendes Kammer saae der som sædvanlig lidt forstyrret ud. Hun havde ikke været hjemme siden hun tørnede ud om Morgenen. Hun stillede cyklen op ad Væggen, smøg Vindjakken af sig og kastede den henover Styret. Lidt efter krøb hun i Sovebriksen.
Men Søvn fik hun ikke denne Nat. Hun laa med Hænderne under Nakken og vidtaabne Øjne. Og ehndes Tanker blev til Ord, og Ordene til Vers. Hun var løftet op i den Henrykkelsesrus, hvor hun bragte sien Digte til Verden.

Det klirrter af Vaaben vidt omkring.
Velkommnen, I jernklædte Mænd.
som fulgte mit Hærbud!

Se Glimtet deroppe bag Uvejrssky_
Et Vink fra den Gud,
som vier den kække til Sejren.

Lad hornene klinge! Til kamp! Til kamp!

Det brøler fra Ildsvælg. Fra Skyen det svarer:
Nu aabner sig Himmerigs Porte
for jernklædte Mænd!

Hun mumlede Versene hen for sig efterhaanden som de blev til. Et par Gange tænkte hun paa at tænde Lys og skrive dem ned, mens hun endnu huskede dem. Men hun lod det være. Nu havde hun det saa godt; var helt i sine Syners Vold. Og det var jo saa ligegyldigt, om Versene blev husket eller glemt. Hun havde dog haft Glæden af at give sig hen i sine Drømmerier, og hun bildte sig jo ikke ind at være Digter.

En Helt bæres bort fra den blodige Mark.
Saa blegt er hans Ansigt,
der smiler i Døden.

Og Slagenes Natsorte Fugle,
de skriger i i Luften af Glæde:
Her dækkes de slugvorne Unger
et rundeligt Maaltid!

Ordene blev ved at strømme. Naar hun først var begyndt at kvæde, kunde hun som galdrende Troldkvinder daarligt holde op igen. Endelig da det gryede af Dag og Spurvene begyndte at pippe i Søvne udenfor hendes Tagvindue, sank hun dødmat sammen og sov ind.

- (som også er forgabt i En Stor, Bøvet Mand, men det springer vi over her) fra Henrik Pontoppidans Mands Himmerig (ja, jeg er klassiker-bebyrdet atter, men hvor er ligeledes tvangskanoniske Pontoppidan dog en lise at læse, læs selv!, i forhold til læsterlige A. Hansen)

Jeg kan ikke kommentere mig selv

2012-01-15T23:53:00.002+01:00

En eller anden kortslutning gør, at jeg ikke kan gå direkte ind på kommentarerne på min blog - men kun sidelæns via kommandosystemet, hvor jeg så til gengæld ikke kan copypaste - og dermed ikke kommentere selv, hvilket er pænt irriterende. Jeg ved så heller ikke, hvor meget af den seneste udefrakommende kommenteren jeg ville kommentere, hvilket just er problemet, fordi man jo helst skal kommentere spontant, og nu er det blevet et åndssvagt logistisk buraukrati, that ain't no fun! Nå, men der er i hvert fald Lars Frost med en i sin anden hardcore-memoire-del forrygende trist kommentar; i kommentarens første del synes han, at jeg farer for hårdt - han bruger ordene "dramatisk vredagtig", det synes jeg nok er en overdrivelse, "irriteret vrissende"" ville være mere præcist - og fortegnet frem mod Niels Frank og denne "I privaten"-blogposter på Promenaden, især de to sidste apropos Lagermand Lundme + penneven og C. Yde Frostholm. Lars F spørger, hvor der står noget om promiskuitet; jeg synes ikke, jeg overfortolker, når jeg af følgende linjer udleder, at NF m.fl. ved flere lejligheder har haft gang i flere forskellige på dobbeltsengen in question, eller læser afslutningen som en ikke mere ironisk morale end at den faktisk skal forestille at være oprigtigt opbyggelig:

Også dobbeltsengen husker jeg, og den har jeg ligget i mange gange både før og siden. Helst sammen med andre. For det er vel for fanden det, der skal til, hvis man ikke skal opleve døden i sovsekanden. Op i sengen og i gang.

Og det, der gør mig irriteret vrissen, er den retorisk/kunstnerisk afmægtige klichefuldhed som sådan og i dette særlige forfatterskabet/kritikerskab i at emblematisere overskridelsen som halløj på bar og til fest, der som skrifthandling nemlig aldrig opleves medrivende eller medrevet, fordi forfatteren selv nøjes med agere novra-nyfigen (sikke 1 stor 1) eller (som i dobbeltseng-eksemplet) ti hi-indforstået - det kan måske godt forskrække og forarge Erik'er som Skyum og Svendsen, men det er sgu sølle provo-succes (skrækkelige Martin Halls orgie-scener forekommer helt anderledes overbevisende, hvis det endelig skal være). Langt mere glød er der ironisk og paradoksalt nok i skildringen af konventionelle kærlighedsfænomener som det første, ulykkelige, ugengældte fodbold-crush, et langt svar i Spørgespil, og ægteskabet med den eneste ene, hymnen i Små guder, der begynder "Vil jeg tage din søn til ægtemand? Ja, gerne,/ nu du spørger. Jeg vil passe og pleje og lære ham/ at holde af dansk mand, selvom det er svært, også for mig." Hvilket jeg nok skal vare mig for at gøre til en pointe endsige morale, men det undergraver meget smukt destabiliteten, synes jeg.

Julemanden, tillykke

2012-01-14T22:15:00.000+01:00

Personlige egenskaber af den sympatiske karakter, som præger julemanden, betyder naturligvis en del for os, hans gavemodtagere. Det ville være sørgeligt og ubehageligt, hvis Julemanden ikke var sympatisk, selv om det ikke ville gøre nogen forskel på hans betydning. Men vi har været heldige! Vores julemand er er nysgerrig efter alting og derfor vidende om meget; han er interesseret i andre mennesker og derfor klog på mangt. Og frem for alt forstår julemanden meget præcist, hvad han er./ Position er nok et forkert ord, ligesom rolle er det gale ord for dét, julemanden er. Funktion er vel bedre, måske, men måske snarere figur.

- fra leder i Weekendavisen denne fredag

Queen Bitch

2012-01-14T18:24:00.001+01:00

Uniformeret konventionalitet, som nu 40 års regentjubilæum på rådhuset, forekommer lige så dødssygt som uniformeret ukonventionalitet, som nu Niels Frank, der i sine blogposter "Fra privaten" på Promemaden for 117. gang mindes for vild promiskuitet og kjoleudklædning til homoseksuel festivitas, og Niels "vil ikke afvise at han på et tidspunkt optrådte i rødt." Og hjertens gerne for mig, ligesom de fine damer og herrer på rådhuset hjertens gerne må vælte sig i pomp og pragt, hvis det stiver dem af og/eller gets them off - men jeg gider ikke imponeres over og gøre honnør for hverken den ene eller den anden uniform, og det er det tv og blogpost forventer, at jeg gør, ih, hvor er I fine, uh, hvor er du beskidt.

Dagens dronning er Iggy, chairman of the bored:

Montana skudt i Bjørn først, huden solgt til højstprisende!

2012-01-13T18:09:00.000+01:00

HEARTBREAKING NEWS HER!

Er al denne legmeselvfølgelighed en bjørnetjeneste?

2012-01-13T16:14:00.001+01:00

Om en time bliver vinderen af Montanas Litteraturpris 2011 udråbt og uddelt, og jeg ville frygtelig gerne have siddet i det skrøbelige prisstillads og klappet løs og atter løs af vinderen - forbandet være den feber, der nu selv er svagelig, ha! - og alt tyder på, at den vinder bliver Bjørn Rasmusssen for den vilde bog om legemet, hvilket også ville være fuldt fortjent, men faktisk VED vi jo ikke, at det bliver ham, det tager alle bare for givet, selvfølgelig bliver det den vilde legeme-bog, mens dem, der faktisk ved noget, nøjes med at slå mistænkeligt insisterende fast, hvor fremragende en bog, det er, ikke også? - nu må vi se, jeg synes, der er andre værdige vindere, så det er ikke knald eller fald i min verden; i mellemtiden spadserer jeg til Hovedbanen og får refunderet min tur-retur-billet til Aarhus, en højst melankolsk handling så smuk - velsagtens også i Testrup - en januareftermiddag

Giga Mai Sukker-yeti

2012-01-13T12:52:00.001+01:00

I am Mrs. Iga Mai Sukariyati from Indonesia.

I am married to Late Mr. Mustafa
Sukariyati of blessed memory who is an oil

explorer in Libya and Kuwait for twelve
years before he died in the year 2000.

We were married for twelve years without a
child. He died after a brief illness that

lasted for only four days. When my late

Husband was alive he deposited a substantial

amount of money in millions of dollars with a
Bank of Ghana.

Middelstor folkeskoledigter er jeg

2012-01-12T23:47:00.000+01:00

Jeg blev lidt forskrækket over, hvor fremtrædende plads, jeg havde i en Gyldendal-antologi, redigeret af Hanne Leth, Nordlys. Danske digte 2000-2010, som jeg modtog med posten i dag: 4 digte (alle fra Go-Go), lige så mange som Aidt, Laugesen, Leth, Rifbjerg, flere end Dorph, hr. hansen, Høeck, Jac, Jokeren, Juul, Mathiesen, Søkilde, Ørnsbo, hvilket bestemt ikke virker rimeligt; til gengæld har en vis Mikkel Fossmo endnu flere (5) med, ligesom digtere som Birte Arnbak, Kirsten Brenøe, Marina Cecilie Roné og Mette Thomsen, ingen af dem stjerner på min reol, er pænt repræsenteret, Men så læste jeg bagsideteksten, og det viser sig, at "udvalget er sammensat med henblik på grundskoolens ældste klasser ...", og så forstod jeg bedre; det er i forhold til, hvad man kan forvente, at elever i 7-9. klasse kan læse og gider forstå, jeg fylder så forholdsvis meget, registrer mig én gang for alle som kanonisk teenagedigter!

og så IKKE af sted til Testrup

2012-01-12T13:28:00.001+01:00

Feberen er vendt tilbage som en tyv om natten, 37,8, og tvang mig til meget mod min vilje at aflyse min rejse til Testrup og Tag & Læs og optræden denne eftermiddag i paneldebat om tre Montana-bøger, hvoraf jeg nåede at genlæse de 2, Helle Helle (det gode spild af tid) og Llambìas (det mere blakkede spild af tid); Hanne Viemose ville jeg have læst i toget lige nu, i stedet har jeg sovet dyndtungt og drømt en uhyggelig drøm om, at Skyum havde et ekstra øje inde under en ekstra næse, hvad gik det lige ud på!? Men jeg skammer mig sådan; en kritiker skal være ligesom et postbud i Vinterby Øster og udøve sin kritik i regn og slud og som ridderen hos Monty Python selv når der ingen lemmer er tilbage, og i forgårs, under influenzaens første halvleg, lykkedes det mig at anmelde Harald Voetmann, men det krævede i det mindste ikke nogen transport, og en kritiker skal vel også passe på sig selv, nej, han skal ej, jo, han skal så, nej, han skal ej - men måske han skal beskytte sine tilhørere fra at høre ham tale i tunger! Hvis nogen på Testrup læser det her, så hils fra mig og send my regards to Broadway (og BLOG mig!) jeg vender frygtelig vitalt tilbage næste år. KH

Bøger lukker! Altså Politikens Bøger -

2012-01-11T20:33:00.002+01:00

rapporterer Bogmarkedet - og det er vel både en god og dårlig nyhed, god, fordi Politiken altid havde et et værre besvær med at få noget indhold (og noget form! noget signeret, genuin stilighed, ud over Bo Tao) i det bogtillæg, man blev altid så forbandet skuffet lørdag morgen, når man håbefuldt febrilsk gennembladrede, og dårlig, fordi det alt andet lige må betyde en nedprioritering af bogstoffet (vi formoder at det endnu tyndere filmtillæg fortsætter) - til gengæld skal Mikkel Bruun Zangenberg skrive alle boganmeldelserne, iflg. denne FB-statusopdatering: "Jeg glæder mig til efter 1. januar at fortsætte med at skrive om litteratur i Politiken - men nu også om kunstteori og kunstnerbøger, og om politik og debat!" Jeg frygter - hver morgen!

Nr. 13:24, 11/1, 2012, er et klart og skarpt nummer

2012-01-11T13:24:00.002+01:00

Vejret er Guds Hvedekorn.

Tag & Blog - eller bare opdatér!

2012-01-10T22:06:00.001+01:00

fra Tag & Læs på Testrup Højskole, der er på vej gennem sin anden programdag, efter jeg tog af sted mandag morgen- nu, 21:30, skal oplæsningen med Helle Helle, Kirsten Hamman og Niels Frank forestille at være ovre, og tidligere i dag holdt Tue Nexø vredt foredrag fulgt af givetvis hidsig paneldebat ved Skyum, Tue, Kamilla L om 3 af de nominerede bøger, FORTÆL MIG OM DET! - vi kan ikke følge med, os, der helt eller halvt (jeg vender tilbage torsdag) ikke er til stede, hvis der ikke er nogen, der BLOGGER (sidste år bloggede Inf's Anders Haarh Rasmussen pænt flittigt) eller i det mindste FB-STATUSOPDATERER nogle nok så summariske referater, mindst 3 førende bloggere, Caspar Eric C, Olga R og Mads E, er til stede og har slet ingen undskyldning (heller ikke sene bar-tider, på den ene eller den anden side af disken), og alle under 30 (der er ikke nogen (kursister) til stede mellem 30 og 60) er for syv fraværende søren'er på Facebook, RAPPORTÉR, please!

2 stjerners roman- og kanon-bonus?

2012-01-10T17:19:00.000+01:00

"O.k., det er måske i overkanten at give Harald Voetmanns lille roman fem stjerner." indleder Erik Svendsen sin sjaskede - men mindre sjaskede end sædvanligt - 5 stjerner-anmeldelse af Kødet letter i Jyllands-Posten.

Ja, især når man tænker på, at han gav tre stjerner til Voetmanns forrige bog, kortprosasamlingen En alt andet end proper tilstand, 2008, hvor de første to kapitler og de første 30 sider i den nye bog ord til andet (undtagen kapiteltitlerne) optræder som den første tekst og de første 30 sider - hvilket hverken Svendsen eller andre af de med én undtagelse (murmeldyret Per Krogh Hansen på Berlingske, 4 stjerner) stærkt positive på-dagen-anmeldere (Bredsdorff, 5 stjerner, Politiken, Munk Rösing, Information - jeg har som sædvanlig ikke styr på Kristeligt Dagblad) nævner, måske fordi de ikke har opdaget det. Jeg har svært ved at se, hvordan de 2 kapitler + 170 siders kortprosastykker er 2 stjerner mindre kvalificeret en tekstmasse end de 2 kapitler + 100 sider roman, det er selvsamme virtuost væmmelige Voetmann-skrift, så differencen må enten skyldes selve romanstatussen og -formen, væmmeligheden hænger sammen i stedet for ikke at hænge sammen, eller den opskrevne kanon-status, som forfatterskabet har opnået efter al kritiker-rosen og alle prisindstillingerne til forrige års roman Vågen, det er nu lurmærket væmmelighed; men prøv, superstjerne Harald, i næste bog eller næste igen, hvis det bliver en kortprosasamling, at aftrykke de 30 sider og 2 kapitler igen igen, og se, hvor mange stjerner du får i JP, måske 4?

Tiden går også for David

2012-01-09T23:23:00.000+01:00

Happy 65 til David Bowie, hvor han end, men forhåbentlig lykkeligt, gemmer sig henne.

Jeg ville ikke have citeret det hyldestdigt, som min redaktør på Borgens Forlag Asger Liebst med stor og nådig væmmelse redigerede ud af min debutbog Readymade!, 1987 (der havde motto fra "Absolute Beginners. "I'm an absolute beginner/ And I'm absolutely sane"), og som jeg heldigvis ikke ved, hvor befinder sig i arkivbunkerne, nej, jeg ville have citeret den artikel om "Let's Dance", som Poul Borum skrev til vistnok Gyldendals Bogklubs bogklubblad (?) og som jeg satsede på, at jeg havde gemt i min vinyl-udgave af pladen, som burde befinde sig inde på min søns værelse, men det gjorde den så ikke, fordømt også.

Her er i stedet teksten til sangen "Time" fra Aladdin Sane, 1972, og en video fra en live opførelse med meget langt nakkehår og i virkelig kikset (Ikaros?)sølvdragt fra Glass Spider-turneen 1987, som også nåede forbi Malmö, hvor jeg drog over og så ham, og selvom Iggy Pop, der uvarslet opvarmede i Blah Blah Blah-læderjakke og tilbageslikket, sort hår, var et langt mere cool skue, kunne han jo godt finde ud af at synge, David, og være til stede, tillykke til ham, den gamle digterdreng:

Time - He's waiting in the wings
He speaks of senseless things
His script is you and me boys

Time - He flexes like a whore
Falls wanking to the floor
His trick is you and me, boy

Time - In Quaaludes and red wine
Demanding Billy Dolls
And other friends of mine
Take your time

The sniper in the brain, regurgitating drain
Incestuous and vain,
and many other last names
I look at my watch it say 9:25 and I think
"Oh God I'm still alive"

We should be on by now
We should be on by now

You - are not a victim
You - just scream with boredom
You - are not evicting time

Chimes - Goddamn, you're looking old
You'll freeze and catch a cold
'Cause you've left your coat behind
Take your time

Breaking up is hard, but keeping dark is hateful
I had so many dreams,
I had so many breakthroughs
But you, my love, were kind, but love has left you dreamless
The door to dreams was closed.
Your park was real dreamless
Perhaps you're smiling now,
smiling through this darkness
But all I had to give was the guilt for dreaming

We should be on by now
We should be on by now

Yeah, time!

Glæden sig til glæde vendt

2012-01-09T19:58:00.001+01:00

Jeg glæder mig ikke længere utrygt til Simon Fruelunds Panamericana, Harald Voetmanns Kødet letter, Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng og Kristina Nye Glaffeys Padder og krybdyr - jeg glæder mig utrygt over dem (kun de 2 skal jeg utrygt anmelde - og jeg ved virkelig ikke, om det er sundt at genlæse og anmelde Voetmann imorgen, som det ellers var planen .... !)

Vred top 5 2012

2012-01-09T19:54:00.000+01:00

1. (eller mindst 3., konkurrerende (serie)raserianfald skal stå tidligt op og få mange ben, og hove, og klør, forkert ud af sengen for at være med her): Kristina Nya Glaffey: Padder og krybdyr (som jeg ville have citeret fra her, men jeg glemte den på talerstolen i Testrup, hvorfra jeg i aftes (febrilt) gav et lille tekststykke, om ungdomshuslebber, til bedste, men mon ikke den venter på, at jeg - hvis jeg bliver rask! kan jeg komme tilbage i seng straks! - vender tilbage torsdag eftermiddag.

Undskyld at jeg holdt så febrilt et foredrag i går

2012-01-09T19:35:00.002+01:00

i Testrup Højskoles foredragssal,

men der er en simpel forklaring:

Jeg havde feber -

38,4 ved hjemkomst til København,

og holder nu sengen

(ja, bortset fra lige nu!);

jeg synes nok, jeg talte i en vis vildelse.

Vred top 5 - og så af sted til Testrup

2012-01-08T11:21:00.006+01:00

Lige om lidt tager jeg af sted på min første af ugens 2 ture til Tag & Læs på Testrup Højskole, hvor emnet er Vrede & anfægtede stemmer; jeg står i aften for det umulige punkt, der er gennemgangen af årets bøger, hvoraf nemlig ikke flere end som så kan siges at være vrede og anfægtede, men selvfølgelig har jeg lavet en top 5 over Årets mest og bedst og hidsigst vrede og anfægtede bøger;

1. Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

2. Lars Frost: Skønvirke

3. Susanne Staun: Hilsen fra Rexville

4. Thomas Boberg: Hesteæderne 2: den store duel

5. Kasper Nørgaard Thomsen: Termostatens nat

(6: Céline/Laugesen: Anarkisten i fandens hus)

(og så ser Kristina Nye Glaffeys Padder og krybdyr, der udkommer i næste uge igen og som jeg kun har bladret i, men helt sikkert ikke kan lade være med at læse i IC3-toget, helt fantastisk virtuost hidsig ud!)

Ib Michael har stjålet møntvaskens eneste smooth hjulende kurvevogn (+ 1 dårligt hjulende)

2012-01-07T18:54:00.003+01:00

så der kun er 1 dårligt hjulende tilbage, men selvom det ærgrer mig gul og grøn og jordslået, kan den, altså den smooth hjulende kurvevogn, ikke på nogen rimelig eller urimelig måde siges at være min cykel, det kan den altså virkelig ikke.

Olga Patriarkatshvile

2012-01-07T14:21:00.001+01:00

Greetings from Georgia,

Greetings in the name of the lord,

I am Mrs. Olga Patarkatsishvili, the widow

of late Georgian business tycoon Mr. Badri

Patarkatsishvili, I have a business proposal

which will be of great benefit for you and myself.

I will send you further details

once I receive your response back.

Please for security reason, I will strongly

recommend that you write me through my
private email account only.

I can be reach on this Email: olga.patarkatsishvil@bk.ru,

for more information's on this project.

Thanks for your understanding.

Yours truly,

Mrs. Olga Patarkatsishvili.

Sig glædende typologi

2012-01-07T12:33:00.001+01:00

(forårssæsonpræsentation i Politiken, altid melodramatisk læsning!)

Glæder mig trygt (tryg ved at og ca. hvordan det nok er godt (men selvfølgelig kan det overraske ved at overraske)) til Christina Hesselholdts Selskabet gør op, Stine Pilgaards (debut) Mor siger (har bladret! og læst forstadier), Mette Moestrups Dø, løgn, dø (har læst/hørt flere (sandsynligvis inkluderede) digte), Peter Laugesens Yak og yeti, Klaus Høecks Live og Pia Juuls (det er nu fastslået, at det er en novellesamling) Af sted, til stede.

Glæder mig utrygt (trygt ved at det nok er godt og utryg ved hvordan det nok er godt (men selvfølgelig kan det godt overraske ved ikke at overraske)) til Ida Jessens Ramt af ingenting, Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr (har bladret!), Sissel Bergfjords Sortedam, Olga Ravns (debut) Jeg æder mig selv som lyng (har bladret!), Rasmus Halling Nielsens (overgrundsdebut) Tvillingerne, Mia Degners (debut) En lodret drøm og Amalie Smiths I civil.

Hvilken er en fantastisk bunke at glæde sig til! Tænk hvis jeg også får lov at anmelde nogle af dem (1 har jeg fået betroet!)!

De tre fremragende kandidater til Kritikerprisen

2012-01-07T10:19:00.000+01:00

(offentliggøres først om et par uger)

X for bogen Æ

Y for bogen Ø

Z for bogen Å

! ! !

Klagesang over en god ting

2012-01-06T17:13:00.002+01:00

Det er en god ting, at forlagene udgiver debutanter og poesi og smalprosa i januar og februar, så der er spalteplads og ørenlyd til de bogpjoskere, men det er en helt vildt irriterende ting, at jeg skal slås med indtil flere kolleger om dem (direkte (via ønskelister) og/eller gennem redaktionelt millimeterdemokrati; vi er 4 jo så ikke hoved-, men ben- og armeanmeldere af ny, dansk litteratur) uden at der er noget uophidsende, solidt mainstreamagtigt (som de 2 af de 4 ikke på forhånd forholder sig aristokratisk skeptisk overfor) at handle med; jeg fik i dag i 1 stykke smalprosa, udkommende næste næste uge, som jeg var ude efter, mens to debutbøger, et stykke poesi og en smalroman, der udkommer næste næste og næste næste næste uge og som jeg SÅ gerne vil anmelde, bar post-its med et navn på, som ikke var mit, hvilket jeg på stedet fik et afmægtigt hysterianfald over, afmægtigt, fordi det jo ikke er et argument, at jeg BØR få de bøger: guillotinen har forlængst gjort det af med hovedanmelderen, nu hersker de løse lemmers pariserkommune.

Bedrevidende teltlejr

2012-01-06T11:19:00.000+01:00

Jeg skal lørdag 21. januar deltage i en såkaldt Vidensfestival arrangeret af Clement Kjersgaards net-blad Ræson, sammen en hel masse "forfattere, kunstnere, forskere, journalister og andre" mere eller mindre hård- og blødkogte æggehoveder, og jeg har ikke nogen anelse om, hvad det er er, jeg skal forestille at levere, eller som præcist hvem, det ringer Clement og fortæller mig et par dage før; jeg ved kun, at billetterne er hundedyre, og at jeg ingen penge selv får i hånden (de går alle sammen til det dér Ræson, som vistnok ikke er et poesitidsskrift) - nå, men en Ræson-repræsentant har interviewet mig om poesi til bladet, og resultatet kan i al sin autentiske (!, Lars S) formumlethed læses her; jeg har ikke kunnet regne ud, hvad det er for et oprindeligt (!, Lars S!) ord, der gemmer sig bag min karakteristik af Dan Turèlls "facon" som "søvlig", forslag, anyone?

Alternative pegefingre

2012-01-06T10:41:00.001+01:00

Min oprindelige trompet og underrubrik og overskrift til Skinnebach-kommentaren i dag i WA Bøger:

SHAMANISK Svært at lade sig hypnotisere aktivistisk af den kønt mumlende ritual-skrift, der gemmer sig bag digterguru Lars Skinnebachs vægaviser mod klimakrisen

Hvirvlende pegefinger

Alternative forslag til overskrift:

Pegerfingerpukkel

Pegefinger i røg og damp

Pennen er mægtigere end pegefingeren

("En pegefinger er en dårlig tryllestav" blev valgt, og den er OK, synes jeg, men den oprindeligt hvirvlende er bedre)

Luxus-typer i plastic-vadmelsdragt

2012-01-06T10:31:00.000+01:00

Lidt fodnote-uddybende om folkeudgaven af Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster, som jeg kommentar-anmelder i WA Bøger i dag:

I et transskriberet interview i tidsskriftet Kultururo fortæller Skinnebach om det håndlavede første oplag om bogen:

Jeg bruger tre til fire dag på hver enkelt bog. Jeg udskriver digtene fra computeren og håndsyer bøgerne, jeg laver dem rigtig fine, bogryg og alt det [gerne, i de eksemplarer jeg har set, genbrugende omslag fra hans Gyldendal-bøger - nye tekst kan også tilføjes i håndskrift]. Dette forbinder jeg med et generøsitets-begrebet. Jeg skaber en kunstnerisk merværdi. Men det mener jeg ikke den kunstneriske værdi, man finder i bogen, men den merværdi, som skabes af signaturen og ekstraarbejdet, som jeg har lagt i den [det er det. jeg polemiserer imod i min kommentar, uden at nævne (det blev slettet) denne udpegede merværdi, hvorfor ikke hellere lade merværdien være digterisk pragt og styrke og præcision i selve teksterne, frem for (ikke en fornærmelse, bare et faktum, Skinnebach er ikke bogbinder eller billedkunstner) dilettantisk husflid (som kunne gentages uden videre af fx en økologiske grønhandler: håndlavet bærepose)] Hvorfor er det generøsitet bare fordi der er brugt tid på det, hvis resultatet er kapabelt klamphuggeri, generøsitet er at gøre sit bedste med det man er særligt god til, at smide optimal forvaltning af talent (for poesi eller grøntsager) i grams]. Merværdien kan så omsættes [ved at påskønnelse af den omsættes til interesse for og køb af bogen, så vidt jeg forstår] til politisk handling [ved at køberne af den håndlavede udgave skal skrive under på kun at købe basale fødevarer i 5 dage (her ville det faktisk være mere nærliggende. at det var grønthandleren, der benyttede sig af sådan en kontrakt - men som sagt i kommentaren: sikke en ufestlig (og meget lidt shamanistisk: medicinmænd er og kan blive nødt til at være dedikerede showmeisters) handlingspåvirkning!)].

Alt dette har jeg alle mulige problemer med - som delvist udspruttet i klamme-klamamserne og uddybet i kommentaren - men hvis vi nu vender os mod folkeudgaven, så følger dér ingen kontrakt med, og selve bogen er ikke håndlavet, men maskinproduceret: forsiden er en gengivelse af en hjemmelavet forside med nogle tupilak-agtige væsner i grelle farver, til gengæld er skriftindholdets lækre sats ved Alan Daastrup, som hyper-stiligt har designet både omslag på og skriftindhold i Skinnebachs forrige tre digtbøger, plus 2011-samleudgaven. Og det er sørme da bogæstetisk hykleri i ret mange potenser: pseudo-autentisk (pseudo fordi husflid mimes, men ikke er reel), dilettantisk (i kommentaren bruger jeg det vulgære smagsdom-ord: grim) cover - og lad mig ikke komme for godt i gang med at sukke over den avantgardistiske dilettant-licens: jf. også Das Beckwerks trubadur-virksomhed, men hvis vi alle sammen, af hensyn til klimaet, skal flytte tilbage til en gallerlandsby, bliver det i hvert fald absurd med Skinnebachs fortsatte had til velskrevethed: modsat Trubadurix kan han jo faktisk digte smukt! - og proft kunstfærdigt kreeret sats. Når der nu sælges totalt ud af den håndlavede merværdi i folkeudgaven, hvorfor kan Daastrup så ikke få lov til at lave et kønt og smart cover? Hvorfor skal bogen markedsføre sig som en anderledes bog, når den faktisk ikke er det og ikke engang tør være pseudo-printer-grim-autentisk indeni (som de kuglehoved-satte digtbøger for 40 år siden, Vangede Billeder og det og co.)? Men sådan går det, når man jager autenticitet på indlandsisen, neonen indhenter indefra - og jeg som troede, digteren havde dømt modernistisk splittelse altmodisch!?

top 5 - poetiske/litterære blogs DK 2011

2012-01-05T18:40:00.005+01:00

Nr. 1 og 4 kom stormende ind på listen på falderebet, dvs november/december, men overbevisende nok (nr. 1 gik pga. brat læseropdukken i veritabel raptus) til at gøre sig gældende; kriterier: stemmekraft, skrift(billed/multimedie/link)egensind, genreoriginalitet, ambition, flid, prioritering (de sidste tre kriterier flyder lidt sammen, men ikke helt):

1. caspareric ved Caspar Eric Christensen

2. Poesi med kriminel uskyld ved Thomas Krogsbøl

3. MIT NAVN DET STÅR MED VERSALER ved Olivia Nordenhof'

4. peiter peitersen ved Bue P. Peitersen

5. - - - ved Olga Ravn (burde være flittigere!)

Boblende: Promenaden ved alle dem I ved, vel megen snublen og adstadighed (og uflid!) i debut-måneden (jeg halvlæste lige en endeløs, ørkesløs (fordi nærmest rent kritik-meta: du/I skal mene, hvad I mener om hvad vi/jeg mener, på en bedre måde end den måde, som vi er uenige om er en skidt måde ...)) kommentartråd om bloggen på Leonora C. Skovs FB-side, der sluttede brat med at Leonora blev tøsefornærmet over ondskabsfuldheden, selvom tonen havde været imponerende sober i forhold til hendes egen vanlige debatteknik)

Ærefuldt nævnt: Christian Yde Frostholms cool, sirlige montre-blog evighedsblog

Og den obligatoriske CNN-blog, Martin Glaz Serups Kornkammeret

Narreblog: 28/6-bloggen, der som måske en (virkelig kedelig) practical joke i sin over en måned lange levetid kun har publiceret 2 videoer, af forberedelserne til en samtale med Janus Kodal og og den højst uenergiske evaluering af den bagefter, helt ærligt gutter!

der er ingen præmier bortset fra de nye bloglæsere, mine links får på krogen!

Savnet Skyumadvarsel

2012-01-05T17:26:00.000+01:00

Fordi Skyum i sin Inf-anmeldelse advarede mod tilsyneladende så godt som alt trælst i Jonas T. Bengtssons Et eventyr, var jeg totalt uforberedt på, at romanen til sidst trak en decideret Gøgereden-slutning op af hatten, en massiv ikke motherfucker, men fathermercykiller af sentimentalitet, storkriminelt slemt, og det ville jeg sgu gerne have haft fair warning om, nu faktisk, og det kunne godt have været farligt, sortnede det for mine øjne af eksplosiv spontanaversion!

Savner et subjekt - gør jeg!

2012-01-05T09:00:00.000+01:00

Jeg ville også have klaget over de kælent pseudo-mundtlige, subjektløse sætninger nede i Bengtsson-citatet, "brugt timer på det de dage jeg ikke var med", hvis det ikke var fordi jeg selv har indledt flere nylige blogposter med den slags grimt hovedløse sætninger, som en sjusket måde ligesom at snige mig ind i blogposten på, men lad mig her én gang for alle udstede et blog-moratorium for subjektløse sætninger, dette bliver den allersidste: Stopper nu!

Mash-up af Inger C og Birte K

2012-01-05T01:11:00.005+01:00

Inger Christensen: Et samfund kan være så stenet/ at alt er en eneste blok/ Og indbyggermassen så benet/ At livet er gået i chok/ Og hjertet er helt i skygge/Og hjertet er næsten hørt op/ Til nogen begynder at bygge/ En by der er blød som en krop

+

Birthe Kjær/Keld Heick: Vi maler byen rød og himlen hvid af stjerneskær/ Det grå og triste får en ekstra farveklat/ Så gi’r vi nattens tøj et penselstrøg og gerne fler’/ Og først når solen si’r go’ morgen og ta’r fat/ ja, først når solen si’r go’ morgen og ta’r fat/ Si’r vi go'nat

=

VI MALER BYEN BLØD

nej

VI MÅLER BYEN BLØD

nej

VI MELER BYEN BLØD

ja, vi gør

Og hjertet er helt i skygge

Nej, Keld Heick er ikke 80'ernes Cole Porter (eller Chuck Berry)

2012-01-05T00:34:00.000+01:00

Apropos Maj Lucas' Promenaden-post om sangtekster så jeg forleden den proft triste dokumentar om Tommy Seebach og tænkte hey, den tekst til 1979-Grand Prix-sangen "Disco Tango (a la carte)" er sgu da ret raffineret, med kulinariske henvisninger til Bach og Beethoven, men da jeg nu frem-googlede teksten, var der ikke meget at komme efter, fordi tekstskriveren Keld Heick ikke med nogen konsekvens rendyrker og raffinerer mad-sporet - og tydeligvis intet specifikt disco-kendskab har; men linjerne med hundeliv skoleridt og tidsfordriv er OK zoo-sjove og rim-kinky (I må selv linke til videoklip):

Hun er en stjerne på et dansegulv
slår John Travolta i en rock'n roll
på diskoteket ta'r hun kegler og der ka' man se
de står i kø og skæver hver gang hun gør sin entré

Om dagen lever hun et hundeliv
og dyrker skoleridt som tidsfordriv
men så når mørket falder på er hun den der står af
hun kræver action det' det samme hver eneste dag
hva' mon det er hun vil ha'

Disco Tango a la carte
og godt med garniture flugt og fart
en jockey uden hest der disker op
med nyt fra USA - soul, reggae eller pop

Bach er lige fedt om dagen
Beethoven ta'r endnu sin bid af kagen
men natmenuen hedder lidt bizart
en Disco Tango a la carte

Skyumsnyd - far-søn-begrædelighed

2012-01-04T23:52:00.001+01:00

Altså ikke at Skyum snyder, men at snyde med at (gen)læse Skyum-anmeldelse, inden man er færdig med at læse bogen, ligesom at læse selve bogens slutning, bare værre, og som jeg lige har gjort med Jonas T. Bengtssons trælst blankt-inderlige Et eventyr, og det skulle jeg selvfølgelig ikke have gjort, for nu ved jeg ikke bare, hvad der videre sker (af trælst), fra side 190, som jeg nu er på, til side 370, men også hvad jeg skal mene om bogen; når det gælder trælse mainstrean-romaner plejer jeg alt andet lige at være enig med Skyum, trygt nok - da jeg i weekenden læste Astrid Saalbachs Uddrivelsen ventede jeg med at (gen)læse Skyum-anmeldelsen, til jeg var færdig med bogen, hvilket var smartere, fordi så blev jeg ikke på forhånd muggen over handlingens trælshed, og jeg kunne føle mig mere selvstændig i min enighed med Skyums smagsdom (og endda citere den i en blogpost)

- men lad mig da så lige markere min muggenhed, som jeg tror (Munk Rösing-agtigt) bliver ondere af selv at være far til en søn, over den drivende sentimentalitet i den børne-naivt synsvinklede og simpelskrevne skildring af relationen mellem den kærlige, samfundseksilerede far og det naivt naivistiske, loyale barn, som faren er på evig flugt med, sådan noget som det her, sigøgjnersøn & papa:

"Du har slet ikke spurgt til din julegave", siger min far da vi er på vej ned af trappen./ Jeg venter i køkkenet mens han er nede i kælderen og hente den. Han har svært ved at få gaven igennem den smalle køkkendør, den er læmpestor og pakket ind i rødt papir./ Først pørver jeg at pakke den forsigtigt ud, men kan ikke så ikke vente længere og flår papiret af. det lyse træ kommer til syne. "Et staffeli," siger min far. "Til at male på". Jeg kender dem godt, har set dem i de butikker hvor min far køber farver til mig uden at bruge penge. Men det her er anderledes. Alle kanterne er slebet ned, og det har fået lak. det her ligner mere et musikinstrument end noget man klatter maling ud over. Han må have lavet det i værkstedet, brugt timer på det de dage jeg ikke var med.

Det hviner sandpapirtørt i tårekanalerne!

Frit efter Schades sporvogn

2012-01-04T07:45:00.000+01:00

Jeg har hørt
at Lars Skinnebach
danser hvirvlende dervishdans
foran Vadehavet
en tidlig morgen,
jeg har ikke set det selv,
jeg er stået op med
avis og morgenbrød
mit hele liv.

Vildt Flag - Smældende Ritter Sport-emballage

2012-01-04T07:34:00.001+01:00

Hvis nu 4 af de seje, kvindelige 90'er-digtere, fx H Helle, Aidt, Hammann, Knutzon, dannede et band ligesom Jac og Høecks og Schnacks Bandet Nul, ville de nok lyde og te sig lidt som cool og ustyrligt rockende Wild Flag, Riot Grrrl-supergruppen:

(Aidt + Knutzon dannede duo som teenagere og er nu i en hemmelig bog-trio med Mette Moestrup, der har sin egen duo, She's a Show)

Telefonteori om dobbeltoriginalitet

2012-01-03T12:19:00.000+01:00

Blev telefoninterviewet af en journaliststuderende om poesi og mundtlighed og kom til at sige, at mundtlig litteraturoriginalitet var langt sjældnere end skriftlig litteraturoriginalitet, blev spurgt hvorfor dog i alverden? og først vævede jeg lidt om manglende tradition for og bevidsthed om mundtlig originalitet (som noget der gør performancen til mere end nok så smuk/virtuos/slagkraftig/kapabel oplæsning af en (original) tekst), hvilket også er rigtig nok, men primært, slog det mig, er det fordi, at mundtlig originalitet kræver DOBBELT originalitet: oveni eller knopskydende fra eller simpelthen eksploderende en skriftlig/bogstavelig/sproglig (grund)originalitet skal man performe en mundtlig originalitet, og derfor er det så sjældent, man møder ægte mundtlige originaler, hvem findes der af nulevende (ved siden af de bedste rappere, hvor dobbeltoriginaliteten er simultan): Jørgen Sonne, den sene Peter Laugesen, T.S. Høeg, Jens Blendstrup, (Line Knutzon tæller ikke helt, men kun næsten, fordi teksterne er skrevet som dramatik (men i det seneste Måvens og Peder-afsnit i Hvedekorn 1 og 2, 2011, ikke til opførelse af andre end hende)), Lars Skinnebach, måske nok Morten Søndergaard, Pablo Llambías, Mette Moestrup, Ursula Andkjær (uden eller (mest) med musikere), for nu kun at nævne digtere over 35 (de slette slam-performere er ekstra irriterende fordi de kombinerer uoriginalitet med uoriginalitet, 2 x udtyndet Dan Turèll bliver en forsvindende lille pyt af onkel).

Hvor meget og hvor interessant konfliktstof er meget og interessant og konfliktuelt nok?

2012-01-02T17:11:00.001+01:00

Jeg har stadig WA Bøger fra i fredags liggende foran mig slået op på Klaus Rothsteisn Blæksprutte om det nye års bøger og irriteres påny af hans omtale (i forlængelse af omtale af bøger af Hr. og Fru Knausgaard) af Merete Pryds Helles Kære Mai, der udkommer lige om lidt:

Man ved det jo ikke, men måske kunne Merete Pryds Helles Kære Mai slet ikke være udgivet uden en vis form for inspiration fra Karl Ove Knausgaard? I hvert fald er også den bog en slags ikke-fiktiv rapport fra det autentisk levede liv, hvor visse personer ikke kan undgå at medvirke, alene gennem deres genkendelighed./ Ifølge Politikens Forlag er bogen "en samling mailkorrespondancer fra de otte år, hvor Merete Pryds Helle bor i Italien med sin familie. Brevene er skrevet til hjerteveninden Mai, og igennem dem hører vi om hverdagen i Vinci, om ensomheden på det smukke bjerg, hvor hun bor, om hvor svært det er at arbejde og børn til at gå op, og hvordan man altid er sit besværlige selv, lige meget hvor i verden man lever. Det er kun Meretes breve, vi læser, mens Mais op- og nedture står som et skyggeportræt ved siden det nære portræt af forfatteren."/ Det lyder absolut interessant, men spørgsmålet er naturligvis [!], om Kære Mai omfatter tilnærmelsesvist så meget - og så interessant - konfliktstof fra privatlivet, som Karl Ove Knausgaards romaner, og om bogen kan åbne en dansk debat om selvbeskrivelsens moral. Vi får at se allerede i januar.

Jeg ved sgu ikke, hvor interessant forlagets referat I SIG SELV lyder; grunden til at bogen lyder interessant i mine ører er, at den er skrevet af Merete Pryds Helle, der aldrig skriver en uinteressant bog, og tre ud af fire gange skriver en bog, der både er interessant (som i anderledes og nyskabende) og vellykket, hvilket er temmelig vildt. Men det er ikke den slags interessanthed, Rothstein taler om, det er det private konfliktstofs omfang og detaljerigdom og bekendelsesdybde og - jeg opfinder et par grimme ord - debaticitet og i sagens natur konfliktualitet (privat, autentisk stof behøver jo ikke være konfliktstof, og behøver jo heller ikke være det for at være kunstnerisk interessant) vs. Knausgaards egoværker; og det er overhovedet ikke kunstnerisk interessante parametre for mig, der ikke bestyrer et litterært radioprogram, men også et meget betænkeligt konkurrence-set-up; Hvem afslører heftigst? Hvilket jo på den anden ikke betyder, at bogen ikke hjertens gerne MÅ være fuld af rigt detaljeret, dybt bekendende, drøndebaterbart, knaldkonfliktuelt privat konflikstof, den BEHØVER bare ikke være det, og hvis den fedt skrevet og værkeliggjort bare handler om at falde i staver over pastagryden, så er det fedt NOK for mig.

Røvrendt jegfortæller

2012-01-01T22:27:00.002+01:00

Underlig, bastant forflimret roman, Astrid Saalbachs Fordrivelsen, jeg er helt enig i Erik Skyums (anti)smagsdom i hans Information-anmeldelse:

Jeg er glad for, at jeg som anmelder ikke behøver at give denne bog hjerter eller hjerner. Den er på én gang medrivende og koldt frastødende, på samme tid opløftende og nedslående, uhyggelig på en måde, der lægger op til medfølelse med hovedpersonen og jegfortælleren. (...) selv om hun skriver sikkert og komponerer smukt, kan jeg ikke slippe en fornemmelse af, at konceptet mere virker konstrueret end kunstnerisk skabt. En kritiker af Oliver Sacks betegnede ham som The Man Who Mistook His Patients for a Literary Career.Tilsvarende fremstår Saalbach i denne runde som en forfatter, som har forvekslet sin figur med et budskab og følgelig må slå både hans kone og ham ihjel, så snart intentionen er ført igennem.

Der er en romanteknisk ting, der irriterer mig kraftigt i starten af romanen, hvor jegfortælleren er meget optaget af nogle særlige sms'er, han får og ikke får på en skiferie, men ikke fortæller, hvem de sms'er er fra, fordi det skal blive en (for både ham og læseren) chokerende afsløring mange sider senere (de er fra en mandlig elsker), men jegfortælleren (hvor lidt realistisk situeret hans jegfortællen end er (og den er er meget lidt realistisk situeret, til sidst fortæller han sin død)) har jo ikke nogen særlig interesse i at skjule det faktum (ellers skjuler han nemlig ikke noget), det har kun forfatteren, og det er, synes jeg, småkriminelt misbrug af jegfortæller, var bare, hvad jeg ville sige.

Fortsat bog vs. blogforgrubling

2012-01-01T21:33:00.002+01:00

Når jeg har genlæst (hvis jeg overhovedet har læst dem i 1. omgang!?) mine gamle unge blogposter og blev (selv)glad for, hvad jeg læste, har jeg automatisk tænkt: det kunne da godt stå i en eller anden opsamlingsBOG engang, men straks taget mig i det, for hvad skulle egentlig pointen være i at optrykke blogposter i en bog, der sandsynligvis vil få langt færre læsere end bloggen har på 1 enkelt dag (lige i disse dage er der så ikke synderligt mange læsere, og det kan jeg godt forstå), og bloggen står på spring på alles computere og smart phones hele tiden og til evig tid (hvor kort den tid så end bliver iflg. Lars Skinnebach), mens bogen mugner bort på nogle få eksklusive reoler, men så tager jeg mig i DEN tanke, for hvordan hænger det sammen, at jeg disser bogen, når jeg elsker bøger som de skønne værktingester, de som bedst er, og lever af og for at skrive om dem (og spenderer det meste af min tid omgivet af eksklusive, muggenbogbugnende reoler), også selvom opsamlingsbøger i en vis forstand er lavværkelige værktingester - men det er nok faktisk en dum forstand, for hvorfor skulle de bedste opsamlinger (og antologier) ikke være lige så stærkværkelige som de bedste ikke-opsamlinger (Rifs Rif er blandt hans 5 bedste bøger, og måske er mine egne bedste bøger mine opsamlinger, af andre, af Johs. L. og Eske K. og Viggo M og Susanne J, og antologier, drengedigte og raptekster) - og bare fordi bloggen er blevet en primær skrivepraksis, behøver bogen jo ikke blive en sekundær skrivepraksis, og dårlig tid er altid en dårlig undskyldning, og kort sagt er mit nytårsforsæt at skrive mindst 1 bog 1 2012, fag- eller skønlitterær, helst 1 af hver (og meget gerne de 2 faglige jeg har lovet henholdsvis Arena og Gy), jeg må også gerne samle noget op til en bog, men det tæller ikke, jeg skal skrive mindst 1 hel bog (eller 1 bog hel), for min og dens egen skyld, og åh, allerhelst en digtbog, der skal trykkes i minus 20.000 eksemplarer.

Young Blogdahl is now a presentable cyborg!

2011-12-31T17:49:00.002+01:00

Nu er Young Blogdahl 2008-2009 så pæn og ordentlig og komplet, som jeg kan få den til at være; 17 blogposter fremstår fragmentariske med kun titler eller begyndelser, og et ukendt (ikke vildt højt) antal har været umulige at opstøve - og jeg har forsøgt at spekulere over egocentrien i med vold og magt og vildt besvær (og strikkehygge) at republicere denne brogede tekstmasse, hver gang selvslukker min computer, der AKUT trænger til udskiftning, imidlertid, men OK, jeg prøver en gang til: mit forsvar er, at det er tekster, jeg har offentliggjort - som ergo intenderet læselige - i det stykke tid, og derfor skal de også være til at læse nu, og de er NB ikke skrevet som sekundære tekster, men som (stadig mere, efterhånden som jeg følte mig hjemme (lidt fremmed skal man altid føle sig) i formen) primære tekster; dengang havde jeg rimeligt få bloglæsere, nu har jeg pænt mange, og det kan jo være, at de nye, der er kommet til, vil have glæde af (eller hade, det er også en varm følelse) de unge poster, når de åbenbart har glæde af (eller aktivt hader) de ældede; det er ikke mange danske skrivere, digtere eller kritikere, der har bloggen som en primær skrivepraksis, sidestillet med, mindst!, bøger, artikler, anmeldelser - en håndfuld eksempler: Thomas Krogsbøl, Martin Glaz Serup, Olga Ravn, Olivia Nordenhof - mit problem er, at bloggen synes at have afløst bogen, også bare tidsmæssigt, NÅ! NU KOMMER DER GÆSTER! JEG FORSÆTTER BLOGFORGRUBLINGEN I DET NYE ÅR! GODT NYTÅR!

Den eneste nyhed i Weekendavisen i dag

2011-12-30T13:09:00.000+01:00

- i Klaus Rothsteins Blæksprutte om det nye års bøger, i næstsidste afsnit:

(...) men allermest ser jeg frem til Pia Juuls Af sted, til stede, der udkommer i maj side om side med hendes samlede digte.

*! *! *! *! *! *!

EN NY BOG AF PIA JUUL ER ALTID EN SENSATION, OG HVORFOR SKAL JEG ALTID FÅ NYS PÅ PÅ DE HER SIDELÆNS FORSKRÆKKENDE MÅDER, HVORFOR SENDER FORLAG OG DIGTER MIG IKKE ET TELGRAM PRÆCIS 6 MÅNEDER FØR? OG HVORFOR OPLYSER KR IKKE, HVAD GENRE BOGEN ER? JEG FORMODER DET ER EN ROMAN, NEJ, VENT, TYDER TITLEN IKKE SNARERE PÅ, AT DET ER EN DIGTSAMLING? MEN DET KAN OGSÅ VÆRE EN NOVELLESAMLING ELLER EN HYBRID, JEG VED DET JO GROFT NOK VIRKELIG IKKE, MEN DET VIGTIGSTE ER OGSÅ, AT DET ER EN BOG AF PIA JUUL, OG AT DEN UDKOMMER LIGE OM LIGE OM LIDT! DET BLIVER NØDVENDIGVIS ET GODT NYTÅR!

Justin Timberlake syre-styrer fantastikken

2011-12-30T00:48:00.000+01:00

Så filmen In Time i Aarhus i går aftes med min søn, en lean mean concept machine, som en Svend Åge-app i pandebrasken: i fremtiden holder alle mennesker op med at ældes, når de bliver 25 år, og så er verden delt op i dem, der har råd til at holde sig uendeligt i live, og dem, der kun har råd til til den næste dag eller time, og så løber Justin Timberlake og Amanda Seyfried som de unge tidsforbrydere og -revolutionære hele tiden fra the time keepers, og sikke det lille stykke sci-fi-fantastik er økonomisk actionagilt og konceptkonsekvent og præcist tilfredsstillende - til forskel fra Mathilde Walter Clarks Grumme historier, som jeg læste i IC3-toget på vej hjem fra Aarhus, hvor de gammelfikse ideer aldrig kommer dynamisk op at køre på nogen labyrintisk rutschebane - bagsidetekst: "En madanmelder mister en kropsdel, når han nyder et måltid. Fiskehandlerens kone forvandles langsomt til en fisk. En mand F (bedre kendt som B) har en drøm om at optræde i en bog. En rejsende kommer i besiddelse af en flaske med et lillebitte menneske. En kvinde tager til Himalaya for at møde Gud ..." Det er doven fabuleren, hvor fantasien hverken gymnasticeres eller uordentligt udsyrer, men bare småkælent og blinke-spøjst domesticeres; på håndledet gråner det digitale livsur, når du ikke har råd til mere tid - ...

Obligatorisk lokaliseringsbesværgelse

2011-12-29T17:45:00.000+01:00

Det er ikke længere Å/Aarhus ude i mørket -

Det er Frederiksberg, som er et beskyttet indianerreservat midt i

KØBENHAVN, hvor jeg har og hører hjemme

forlængst og stadigvæk -

for længst er og bliver jeg stadig væk lige her i centrum

Rend mig i skosværtefabrikken, det er et blækhus, der har fødselsdag

2011-12-29T10:24:00.002+01:00

En af mine helt store litterære helte, Charles Dickens, fylder 200 år 7. februar, og i den anledning skræller Per Theil, Politikens nye kritikredaktør, en ny biografi på bagsiden af 2. sektion, og jeg tillader mig at blive alvorligt irriteret over, hvor lidt af ca. ingenting han har at sige om skriftkunstneren og -forhekseren Dickens, som betyder ca. alting; hvor jeg bare ikke gider alt det sodede liv og tapetpåklistrede fortolkning:

Da faderen kommer i gældsfængsel, sendes den 12 år gamle dreng på arbejde på en skosværtefabrik. Penge bliver et tilbagevendede issue i både Dickens' privatliv og hans bøger.

Her er, hvad det drejer sig om, begyndelsen på et brev til vennen Felton med en historie om en mand, der elskede østers, som jeg elsker Dickens:

1, DEVONSHIRE TERRACE, YORK GATE, REGENT'S PARK, LONDON, Sunday, July 31st, 1842.

MY DEAR FELTON,

Of all the monstrous and incalculable amount of occupation that ever beset one unfortunate man, mine has been the most stupendous since I came home. The dinners I have had to eat, the places I have had to go to, the letters I have had to answer, the sea of business and of pleasure in which I have been plunged, not even the genius of an ---- or the pen of a ---- could describe.

Wherefore I indite a monstrously short and wildly uninteresting epistle to the American Dando; but perhaps you don't know who Dando was. He was an oyster-eater, my dear Felton. He used to go into oyster-shops, without a farthing of money, and stand at the counter eating natives, until the man who opened them grew pale, cast down his knife, staggered backward, struck his white forehead with his open hand, and cried, "You are Dando!!!" He has been known to eat twenty dozen at one sitting, and would have eaten forty, if the truth had not flashed upon the shopkeeper. For these offences he was constantly committed to the House of Correction. During his last imprisonment he was taken ill, got worse and worse, and at last began knocking violent double knocks at Death's door. The doctor stood beside his bed, with his fingers on his pulse. "He is going," says the doctor. "I see it in his eye. There is only one thing that would keep life in him for another hour, and that is--oysters." They were immediately brought. Dando swallowed eight, and feebly took a ninth. He held it in his mouth and looked round the bed strangely. "Not a bad one, is it?" says the doctor. The patient shook his head, rubbed his trembling hand upon his stomach, bolted the oyster, and fell back--dead. They buried him in the prison-yard, and paved his grave with oyster-shells.

Giv mig en slurp Dickens eller 9 på mit futuristiske dødsleje, så jeg kan leve som læser den time mere!

Mørkemakker

2011-12-29T00:28:00.001+01:00

De 2 violette PH-lamper, der hænger ude i det århusianske mørke, ligner til forveksling de 2, der hænger over spisebordet her, hvor jeg skriver uden mål og med på en fremmed computer, og også jeg er også kopieret derude, men langt mindre overbevisende, jeg ligner mest af alt en for længst glemt guldaldermaler, dermed snarere en ståluldaldermaler, ved navn Holm eller Palm eller Bulm, der kun fik færdiggjort dette ubeslutsomme, derivative selvportræt, inden han blev smidt ud af akademiet for mangel på kunstnerisk rygrad, og også jeg sidder også hele tiden og synker sammen i myrestolen, som ingen tvilling har i mørkekammeret, det er en ensom myre, jeg sidder på skødet af, mens PH-lamperne, der jo ikke i den forstand ligner den navnkundige rygesalonkommunist, men snarere på samme tid storhedsvanvittige og snusfornuftige møl, overvåger os eftertrykkeligt, dette deres mildest talt matte lys gør helt vildt ondt i nakken på både myren og mig og min dilettantiske, men jo ikke derfor følelsesløse dobbeltgænger, som han hænger dér i luften og aner temmelig meget uråd.

Improviseret frygt for hunde og hvepse (gaven Jarvis)

2011-12-28T18:52:00.003+01:00

En af de bedste julegaver var Jarvis Cockers Mother, Brother, Lover. Selected Lyrics med ikke bare (så godt som) alle de bidende følsomme tekster, men også hyper-informative NOTER til (så godt som) alle de bidende følsomme tekster, bl.a. transskriberede impro-sekvenser fra live-optræden med "His'n Hers", hvor Jarvis efter oplistningen af ting, han frygter, "I'm frightened of Belgian chocolates/ I'm frightened of potpourri/ I'm frightened of James Dean posters" spørger publikum, hvad de er bange for:

Keele University in October 1994:
JARVIS: Maybe you can tell me ... can you tell me what people in Keele are frightened of? Apart from getting crushed against that wall there. What are you frightened of?
GIRL IN AUDIENCE: Pardon?
JARVIS: I want to know what you are frightened of?
GIRL: Dogs.
JARVIS: What? Sorry?
GIRLS: Dogs!
JARVIS: Dogs. It's not a very well-known fact ... you've probably seen a lot of nature programmes, yeah? And in these nature programmes they make out that man was descended from the apes. And at at one time we were all walking around like this, yeah? We evolved to stand upright and drive cars. And er ... support football teams. But recent research ... recent research has proved that man is not descended from the apes as had previously been believed, but man is actually descended from dogs (...) this will explain lot of behaviour you get to see at night clubs and discos. Yeah like a dog sniffs a lamp post ...

Eller endnu skarpere improviseret på STIKordet "hvepse" i tv-programmet Butt Naked, også 1994 (og åh, Jarvis er også mit danse- eller bare bevægelses-idol):

Rigtig meget af en middelmådig ting er lettere deprimerende

2011-12-28T17:59:00.003+01:00

En artikel i Information, "Digterne løb med opmærksomheden", gør et nummer ud af, at flere af årets digtsamlinger har solgt mere end som så og mere end hvad digtsamlinger plejer at sælge, og det kan man som poesi-interessent tydeligvis være nødt at være forbandet glad og taknemelig for, men det ved jeg ikke, om jeg gider være, når den digtsamling, der suverænt har solgt mest og urelativt så temmelig meget, er Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl - 20.600 eksemplarer - som jeg ikke mener er en synderlig betydelig digtsamling, heller ikke hvis jeg et kort øjeblik lod som om, at jeg mente, at Søren Ulrik Thomsen var en betydelig digter, og jeg ved godt, at folk beskylder mig for at drive chikane, når jeg siger, at han ikke er det, men det mener jeg altså helt ærligt ikke, han er, og hvis jeg mente det, ville jeg mene, at fx Ukendt under samme måne og Nye digte er langt betydeligere og betydningsfuldere digtsamlinger; at SUT får succes på bestesellerlisterne med så blank og lunken en rutinepræsation, efter 9 års lyrisk tavshed, synes jeg ikke er noget at råbe hurra for, som Peter Stein Larsen med vanlig rungen gør til sidst i artiklen:

»Hvis man skal sige det lidt højtideligt, synes jeg, det er en sejr for den litterære kvalitet, at en digter som Søren Ulrik Thomsen har solgt i 20.000 eksemplarer. Mediernes bevågenhed er som regel på slagkraftige genrer som krimien og biografien — men det er jo gerne lyrikerne, der står for den sproglige fornyelse.«

Poesi er jo ikke som sådan en fed ting (som Peter Stein synes at mene, når han hele tiden henviser til mængden af dilettant-poesi på nettet), god poesi er en god ting og fremragende poesi er en fremragende ting, og det er fedt nok, hvis god og fremragende poesi sælger godt og fremragende. Så hvis jeg bare ignorerer monster-salgstallet for Rystet spejl, kan jeg sagtens være glad og taknemlig for, at Thomas Bobergs Hesteæderne: Den store duel (som jo er en duel med en SUT-soundalike) har solgt 2600 eksemplarer, Rifbjergs Stederne 1800, Jørgen Leths Hvad er det nu det hedder 1600, Ursula Andkjærs samlede 1500 og Tranströmers samlede (den eneste ikke-Gy-titel i artiklen, mon ikke i det mindste Benny A også har solgt glimrende, givetvis har fx Marianne Larsen ikke, hendes fremragendehed er alt for mediemæssigt uprofilerbar) 4000. Hurra for det og dem for filen da!

Somewhere inside the rainbow

2011-12-27T15:41:00.002+01:00

I mine øjne har Aarhus altid været violet (som set gennem lilla pisregn, strimler er 70''er-fløjl fra himlen ned), så lige den farvelægning var ikke mere illuminerende end som så.

Men hvorfor er der ikke et katalog til den blidt, men radikalt (fordi jeg ikke fået ordentligt fået øje på ham før, og han syner højst betydelig(t)) øjenåbnende Mogens Gissel-udstilling, sikke et sirligt flaksende virvar (af nærvær))?:

(og kunstsamlerudstillingen gider jeg slet ikke nævne, der er alt for mange suveræne 60'er-Dalsgaarder, købt siden 80'erne, som allesammen mangler på mine alt for få og små vægge)

Aarhus by, nat

2011-12-27T00:00:00.000+01:00

her er
lige så
ustedsspecifikt
mørkt
som min fremtid
i dansk film
efter min
mislykkede
prøvefilming
til Århus by Night
i sin tid og
til stadighed

Arkivering er mit strikketøj

2011-12-26T22:59:00.000+01:00

- og Young Blogdahl er decembers halsedisse -

jeg er lidt foruroliget over, hvor HYGGELIGT, jeg har det med at fiske WA-blogposter frem fra internettets fortid og omhyggeligt placere dem i kronologisk rækkefølge i Young Blogdahl 2008-2009, og nu er jeg snart ved vejs ende, bortset fra at der er en hel del poster, som jeg kun har været i stand til at redde titlen eller begyndelsen på, plus, er jeg sikker på, lige så mange, som jeg slet ikke har fået glimt af, der er nogle dæmoniske tidshuller mellem de enkelte net-snapshot, der skjuler flere post-sekvenser, og jeg er bange for, at det ikke bare er et overspring fra aktiv, deadlinedikteret skrivning, men også fra primær ordnen, af afsluttede tekster og notationer, men især fremtidige, deadlinedeterminerende papirer, hvoraf flere allerede er overskredet, altså deadlinene, inden de er blevet ordnet, og det er derfor det er så HYGGELIGT at pusle med Young Blogdahl, og så UHYGGELIGT, at jeg lige om lige om lidt er færdig, og i går faldt jeg pludselig over en hel bunke glemte, ikke før opgravede poster med fællestitlen og -indholdet NY poesi (oversatte digte fra digtbøger købt i New York), og sikke et HYGGELIGT gensyn!

(skrevet (færdig) på fremmed computer i Aarhus, fordi min egen nægter at gå på nettet)

Tillykke til Præsident Sofus

2011-12-26T08:56:00.001+01:00

Min søn har fødselsdag i dag og og som retro-ønsket har han fået en en æske med arkitektonisk Lego - da han i tidernes morgen for alvor var barn, var der sågu ikke en Legobutik på Strøget og heller ingen eksklusiv Architecture-serie med klassiske, internationale bygninger - og naturligvis valgte jeg Det Hvide Hus (uden mini-Obama og mini-Michelle, så vidt jeg kan se); han er ikke bare borgmester i Sofus City, han er også præsident i Sofusistan.

Ægs Boulevard

2011-12-25T20:47:00.000+01:00

Selvfølgelig kan man på Værnedamsvej, ned på hvilken det lille norske æg kigger "mens det venter på at sygekassekontoret skal lukke op. Det har åbent fra 11-15.", denne 1. juledag købe en bakke æg og hvor ellers end hos grønthandleren?

Patetisk Zoos nyeste anskaffelse

2011-12-25T13:26:00.000+01:00

Tåreperserkat

Jeg troede sgu lige Ib Michael havde stjålet min cykel IGEN

2011-12-24T12:34:00.000+01:00

fordi jeg måske, måske ikke har stjålet juleeventyret nedenfor, men så kom jeg i tanke om, at jeg havde parkeret den foran Kluns i går eftermiddags, da jeg skulle stresskøbe de sidste gaver i TP, og så hastede jeg ud af porten og op ad Gl. Kongeveje og fandt den intakt heldigvis, med samt hjelm, og så kørte jeg hen til 7-eleven og købte en sixpack med juleøl, ikke for at fejre fundet af cyklen, men fordi vi manglede juleøl til julefrokost, og så cyklede jeg hjem igen, og nu sidder jeg her og skriver blogpost og venter på, at min søster og hendes familie, som ikke er Ib Michael nogen af dem, ikke helt i hvert fald, dukker op, fordi jeg gerne vil ønske mine bloglæsere, der i løbet af 2011, er vokses eksplosivt i antal, ikke mindst, men forhåbentlig heller ikke mest, takket være Ib Michael, det bøllefrø, glædelig jul!

Bue & Pilates - Et juleeventyr fra Blogdahl til alle jer

2011-12-24T06:37:00.001+01:00

Det var den 24. december 2011, og sneen glimrede knitrende og alabasterhvidt ved sit fravær. Udenfor den statelige, bambusflettede digterwohnung i Kikhavn stod tre lysende, men mørklagte skikkelser og sukkede. Sikke de sukkede: Suk, suk, suk, som krystalhårde, falsterske sukkerroer! Det ligefrem dundrede gennem den hippiehonorære fritidsidyl.

Trioen havde været uendeligt, for ikke at sige endeløst meget igennem sammen, delt glæder og sorger og kedsomhed, mest kedsomhed, af den tvangspåførte, litterære slags, hvor man får påbud om at betages i timevis, viklet ind i metaforiske lianer seje som forlagsdirektørslips, over selv det vandhanemindste vandfald. De var navnkundige i hele det lille, stolt indskrænkede kongerige, men alligevel følte de sig svigtet og forladt og godt og grundigt røvrendt af ikke mindst digterwohnungens kvieøjede og kajakkalibrerende indvåner.

Som den popvakte læser allerede har gættet, drejede det sig om det 12-årige, blæksorte adoptionsbarn Dorothea, hendes kæleabe Kong Tut og det blå egern, der ikke havde noget navn, fordi det for fanden var alt nok at være et blåt egern – hovedpersonerne i det tredje årtusindes mest suveræne og hujende og bestialske bestseller, Regnbue og pil, der udkom på Leverandør til Kgl. Danske Hof People’s Press i begyndelsen af april samme forbandede og velsignede og forbandede og velsignede og forbandede år.

Dorothea sukkede en ekstra, sjælerungende gang og bankede på den af 17 ekstra lag bambus pansrede bambusdør med sin lille næve, der mest af alt, af alting i hele den vide verden, lignede et dodoæg, altså et æg lagt af den i 1782 uddøde, klovnelignende urfugl, ikke af den buttede 80’er-popsangerinde af samme navn.
Efter 23 minutter, der for vores tre helte føltes som mindst 27 ½ minut, åbnede digterwohnungens indvåner sin dør og stod foran sine bulede kreationer i al sin pragt og ælde. Salt og peber-håret var lige til at spise som den zebra-salat, det lignede og måske også var (zebrakød kan erhverves for en eksorbitant sum pr. kilo og ved diskret henvendelse til uddeleren, den tidligere pensionskassebedrager Rasmus Trads, i Kikhavns Megasuperbrugs); lige nedenunder tronede det asiatisk vældige hoved, der sagtens kunne minde om Mao Tse Tungs, hvis Mao var rejst til USA som 17-årig og amerikansk drømmende og i en rasende fart var avanceret fra avisdreng til tændstik-tycoon og nu på tredivte år henslæbte tilværelsen som international kunstklatretyv med speciale i Gauguins Tahiti-pinups. Hvis Mao! Så indvåneren!
- jaH, ymtede indvåneren med den helt særlige, skarpe og skingre falset-snøvlen, som det havde taget mange måneder i spejlsalen i Versailles at indøve – til sidst var splintringen omsider total - og stirrede inderligt uforstående på verdensfredsforstyrrerne.

Dorothea tog Kong Tut og det blå egern, der var det blå egern, der var det blå egern, i henholdsvis hånden, der viste sig at være den venstre fod (thi som Vagn Lundbye har skrevet flere Langlands-manifester om, så har aber FIRE HÆNDER, hvilket gør dem langt mere avancerede end mennesker) og poten og stillede med ad helvede til skælvende stemme det afgørende spørgsmål:

-Har du personligt oplevet et eller flere af følgende fænomener pga. jobbet: Præstationsangst? Depression? Skilsmisse/ parforholdskrise? Økonomisk usikkerhed?
Indvåneren blev så gennemgribende rasende over denne yderst sjældne ydmygelse, at han slog en gordisk knude på sig selv – hvilket langt fra var lige så nemt som til morgenyoga på Thylejren i sin henrundne tid – mere kompleks end nogen hallucinatorisk snabelsko. Og på en decibel kun hørlig for skabede hunde og – tilfældigvis! - blå egern fremsagde han følgende aztekiske evergreen (fra Inkaens sange, oversat Erik Voigt, Husets Forlag, 1979):
- Tanken er tom som en såret vicuna./ Den løber fortvivlet, falder, rejser sig igen for at fortsætte sit endeløse løb, som aldrig fører til noget mål./ Tanke – nådesløse broder, fordømte usynlige genfærd, der kryber i mit indre som en giftig edderkop, og jeg kan ikke forjage den fra mit hoved./ Kunne jeg blot åbne min hjerne for at finde dig og styrte dig ud over offerskrænten, hvorfra ingen vender tilbage!/ Tanke – som tvinger mig til at grunde over ting, jeg ikke vil, og til at se tilbage på min smertefulde vej./ Lad mig i fred!/ Hold op at pine mig!/ Hvis dette er dit lys, da lad mig leve i det evige mørke!

- Det er jo ikke noget svar, sagde Dorothea spidst som en spidsmus sitdown-strejkende i Milena Penkowas fiktive, spanske laboratorium, og ud af fryseboksen i Kong Tuts rygsæk trak hun en pyramideformet snebold, specialfremstillet af autonome, kryolitmine-besættende inuitter, gik tre skridt tilbage og kastede den med et fuldstændig ubesmykket KLASK lige i indvånerens sublimt selvfede fjæs.

- Klædeligt sul! konstaterede det blå egern, tørt som et juletræ påskemorgen.

Dagens orddeling

2011-12-23T11:46:00.000+01:00

(i min Martin A-anmeldelse i WA Bøger)

Mas-
hup

Den lyd, man udstøder, når man ved juletid blive mast til plukfisk i et metrotog

Særtrykket - en glemt skriftservice

2011-12-23T11:41:00.001+01:00

Jeg har lige modtaget 23 særtryk af min anmeldelse af 2010's danske skønlitteratur i Nordisk Tidsskrift, og et særtryk er, som ordet siger, et særligt, selvstændigt trykt af kun 1 artikel, ens egen, fra et tidsskrift eller en antologi, men bortset fra Nordisk Tidsskrift er det noget, der for længst er fuldstændig afskaffet. Og det er sgu da sørme synd! Gennem de lige om lidt 25 år (!), jeg har skrevet artikler til antologier og tidsskrifter, mindes jeg ikke at have modtaget særtryk fra andre end Nordisk Tidsskift, mens til gengæld min barndomshjem flød over af familiemedlemmers særtryk; jeg ryddede op i dem efter min mors død, så der i det mindste ikke var (alt for mange) dubletter. Her er et lille, vilkårligt potpourri af familiære særtryksbegyndeleser:

Jørgen Bukdahl (min farfar): "Barndommens Ø", særtryk af Nørre Ørslev Folkehøjskoles Aarsskrift 1930 (med (senere!) dedikation til min søster og mig: ´"Til Lars og Dorte med tak for tegninger fra farfar"):

Barndommens Ø! - det begynder som en nær og haandgribelig Virkelighed, det ender som et Symbol, der sammenfatter og forklarer, hvad der siden blev brudt og delt; det begynder som en Hverdag, en sum af Oplevelser, store og smaa, Liv, der er levet, Drømme, der er drømt, - det ender som en Vision, i hvis Skær Barnets Verden bliver den eneste virkelige og alt, der kom efter, kun en Skinverden og et Skinliv. I dette skær bliver Barndommens Ø hint Eventyrets Atlantis, den sunkne Verden og det tabte Land, bliver hint Itaka, hvorefter man styrer, naar man er ked af Livets Odyssé, hin Prosepros Ø i Havet, hvortil Shakespeare trak sig tilbage for at tage Afsked med den Kunst, han godt vidste var mindre end det Liv, hvis Himmel og Helvede, den gav udtryk for, sige Farvel til en Skinverden, der var dyrt betalt med det, der maatte gaa under for ham i Livet . . endnu en gang vilde han føle sin Magt som Illusionens Magiker, sætte Caliban og Ariel Stævne, sætte Dom og og skifte Ret ... saa vilde han grave sin Tryllestav favnedybt ned i Jorden og skænke sin Grav hver tredie Tanke, den der først blev vor i Aand og Sandhed, naar vi opdagede, at der var en Verden udenfor Veronas Mure, og Ringen blev brudt paa det, at vi skulde forstaa, at evigt ejes kun det tabte; den ydre Verden blev en indre, det forandrelige blev noget konstant.

Jørgen K. Bukdahl (min far): "Etik og epoke, Om lighedstanken hos Søren Kierkegaard", Særtryk af "Studenterkredsen" nr. 1-2, 1967:

Hos Kierkegaard er lighedstanken en urokkelig forudsætning: For enhver pris må synden formuleres således, at alle er sammenfattet under dens bestemmelse og for enhver pris maa frelsen formuleres således, at alle har lige let eller lige vanskelig adgang til den. Alle individuelle forskelle, alle "differenser" - begavelse, talenter, social situation, psykologisk disposition - er derfor uden betydning, hvor talen er om menneskets etiske kvalitet: "enhver væsentlig Existents-Opgave forholder sig ligelig til ethvert Menneske." (VII 376). "Den digteriske Pathos er Fattigmands-Pathos, Pathos for Hvermand, thi ethvert Menneske kan handle i sig selv, og man finder stundom hos en Tjeneste-Pige den Pathos, man forgæves søger hos Digteren i hans Existens" (VII 383). Den Vanskelighed at blive kristen, er den "absolute, ikke comparativ-dialektisk (lettere for det ene Menneske end for det andet), fordi Vanskeligheden forholder sig absolut til ethvert Individ især, og absolut fordrer hans absolute Anstrængelse, men heller ikke mere, thi saa lidet som der i det Religieuses Spære er Lykkens Pamphiliusser eller Tallotteriets Trækning, saa lidet er der forurettede Indvider." (VIII 420).

Knud Togeby (min morfar): "Romanens metaformoser", særtryk fra antologien Romanproblemer, uden år:

Ordet roman, der træffes i fransk fra omkring 1150, betyder i sin oprindelse ikke blot en tekst fra romansk (fransk) folkesprog, men en tekst overførst fra latin til fransk. Da ordet opstår, bruges det om den nye genre, der består i at overføre latinske heltedigte til folkesprog: Roman de Thébes efter Statius' Thebiade og Roman d'Eneas efter Vergils Æneide, og derfor bliver roman først og fremmest genrebetegnelsen for den høviske roman./ Ifølge sin etymologi betegner ordet roman altså, at en episk tekst udsættes for et sprogskifte, et formskifte. Den følgende fremstilling skal være et forsøg på at vise, at denne etymologiske betydning af ordet udtrykker noget for romanen meget karakteristisk igennem hele dens udvikling. Når min titel er Romanens metamorfoser, skal derved ikke blot forstås det nærliggende, at romanen forandrer sig, men metamorfoser skal tages i sin etymologiske betydning af "formskifter". Min titel indeholder altså to ord, der i grunden betyder det samme.

Lise Togeby (min mor): "Er "vi" ved at vænne os til "dem"", særtryk fra tidsskriftet Politica, februar 1997 (manchetten):

Spørgsmålet om flygtninge og indvandrere er siden begyndelsen 1980'erne blevet genstand for stadig større opmærksomhed. I de seneste år synes denne opmærksomhed imidlertid at være aftagende. Indvandrerproblemerne er næppe blevet mindre, men vi synes at have vænnet os til, at de findes. Med den aftagende opmærksomhed er fulgt en øget tolerance på både det politiske og det økonomiske område, mensa der synes at være en stigende bekymring overfor de træk i udviklingen, der peger i retningen af et multikulturelt samfund. Artiklen diskuterer på denne baggrund mere generelt, hvordan holdningerne overfor over for flygtninge og indvandrere påvirkes af svingninger i opmærksomheden.

Hvis man gerne vil opleve det fantastisk sjældne og eksklusive at modtage et særtryk, er man velkommen til at sende en frankeret (det er ikke et tykt særtryk, bare 9 sider) svarkuvert til LB, Vodroffsvej 7, 3 th, 1900 FC.

Jeg vil hellere tale sort end gråt eller BEIGE, meget helle hellere

2011-12-22T22:39:00.000+01:00

Anmeldelse af antologien om Helle Helle Hvor lidt der skal til ved Erik Svendsen i Jyllands-Posten, der morgenjysk vittigt afsluttes sådan her:

De tre redaktører er nogle flinke mennesker. Det er jeg sikker på, hvordan ellers forklare, at de har valgt at trykke Lars Bukdahls bidrag? Han annoncerer en idé »om kun at tale sort til alle et halvt år« og »minimalmaraton« er et lysende bevis på sort tale på skrift.

Hvilket jeg uden videre ville opfatte som en ros, hvis det var et stykke skønlitteratur, der blev anmeldt (og sådan har Erik Svendsen anmeldt pænt meget af min skønlitteratur, dengang jeg udgav sådan noget i bogform), men når det drejer sig om et stykke litteraturkritik, er det klart, at det er en træls smagsdom.

Hvis jeg havde trøst behov, ville det ingen trøst være, at Erik Svendsen selv er sådan en traurigt patroniserende læser af Helle Helle:

Undertegnede har givet udtryk for skepsis over for forfatterskabet - jeg betvivler ikke dets kunstneriske sikkerhed, men er loren ved den forsigtighed og fraværende refleksion, som bærer hendes bøger. Til gengæld er det underinformerende et trick, som vækker læseren: Teksterne siger sjældent noget klart om, hvad der sker inde i hovedet på figurerne, blot hvad en iagttager kan se, og hvad folk siger til hinanden. Der er meget scenisk over Helle Helles bøger, noget filmisk registrerende, og det giver læseren en masse fortolkningsfriheder. Læseren opfordres til, som det står et sted i antologien til mindreading. De erfaringer, som læseren har fra eget liv, er basis for de vurderinger, som gør læsningen af Helle Helles bøger til en dynamisk proces, og som betyder, at folk i de små hjem, i læsekredse, i skoleklasserne diskuterer, hvad der sker - for teksten siger det næppe. Man må så håbe, at folk ikke bare laver projektioner, når de afkoder hende.

Det danske folk sidder og husflids/husmands-fortolker, brodere/snedkerere-fortolker Helle-romaner, hvilket er noget hun udspekuleret tricker dem til, eller hvad står der? Jeg forstår heller ikke det med den manglende refleksion: er det personerne, der bør reflektere, og hvordan og om hvad? RUC-basisfags-agtigt?, hvad er det for et underligt krav at stille til en person(s kunstneriske gestaltning), eller er det forfatteren, der for fanden reflekterer plenty, i og med sin kunstneriske sikkerhed, men rimeligt nok ikke gør det eksplicit. Og hvordan forsigtig? Bare fordi det er provins og umelodramatisk, der er så meget dramatisk betydning og rig virkelighed i Helles fantastiske sætninger, og ikke mellem dem eller nedenunder dem, men PÅ dem, hvilket er lige præcis, hvad jeg prøver at fiksere i min minimalmarathon, men det er spildte ugudelige ord på uskægge Skæg Erik.

Undertegnede vil gerne give udtryk for dyb skepsis overfor Svendsen Svendsens litteraturkritik.

2012 begyndte i dag

2011-12-22T18:29:00.000+01:00

Fordi jeg på avisen fik fingre i Harald Voetmanns Kødet letter, som jeg lykkeligvis skal anmelde, og nolede Simon Fruelunds Panamericana, som jeg ulykkeligvis ikke skal anmelde. En tilfældigt sætning fra den første:

Løjtnant Jensens mor sidder i en rosenhave, hun er en nydelig ældre dame i blomstret dødsfrakke og stråhat.

En tilfældig sætning fra den anden:

Man kan forestille sig en biograf.

Og jeg tror sgu bare jeg læser dem lige om lidt og i hvert fald før juleaften, men jeg skal nok lade være med at fortælle, for det må jeg ikke for Gyldendal, om de er lige så udårlige, som de ser ud til at være.