Mørkemærkning x 2

 Der er Søren Ulrik Thomsens dig, fra hans godeste digtsamling, Ukendt under samme måne, 1982

han kan ikke se
en hånd for sig

men han kan
mærke den

i mørket

Og der er Eske K. Mathiesen i Noter, 1990 (jeg kan huske at jeg købet på Her og Noter i et lageudsalg fra Brøndum i en båd på Christianshavns Kanal i - jeg har heldigvis dateret bøgerne - juni 1994; de var bare så ekstremistisk upåfaldende fine, og jeg tænker at jeg har læst på 1 øjgeblik, i løbet af ganske få¨brosten), må¨ske som et direkte svar på S.U.T.-digte, nok ikke:

DE NATLIGE SNEGLE

Jeg kan ikke se sneglene i m'rket,

men jeg ved, de er her,
for mørket sitrer ganske svagt,
når sneglenes følehorn
trænger ind i det.

En digter vil (senere) hele tiden være perfekt, og bliver det derfor ikke, en anden er virkelig ikke interesseret i perfektion, men er det derfor (og jo også bare fordi han er umådeligt talentfuld) hele tiden