Kausalitets-massage 2

Det er jo ikke fordi, man ikke har lov til at anmelde/omtale folk, der har anmeldt/omtalt en selv negativt, negativt, men når jeg læser Lars Handesten skrive i en kommentar i Kristeligt Dagblad:

"Det var dog ikke alle, der var lige imponerede, og hurtigt kom der en del kritik af digtet. Er det nu ret beset et godt digt? Er Amanda Gorman en sand digter, eller er hun bare en ferm performer, der er blevet plantet på en talerstol af garvede mediefolk? Den diskussion endte blandt andet i DR 2' s " Deadline", hvor to fra den danske forfatterelite skulle forklare, hvad der foregik. Forfatteren Dy Plambeck havde en klar og tydelig pointe, mens litteraten Lars Bukdahl var ude af stand til at fremsige en hel sætning og forklare, hvordan digtet er præget af litterære klichéer og på ingen måde ejer et originalt digterisk udtryk. Han talte på en måde, som minder om håndboldtræneren Nikolaj Jacobsens instruktioner til spillerne under en timeout: Indforstået, usammenhængende og med henvisninger til spillet, som kun spillerne kan forstå. Og det er jo godt nok til spillerne, mens udenforstående ikke fatter en brik. Af en eller anden ulyksalig grund er det Lars Bukdahl, der gang på gang bliver hevet i studiet og får lov at repræsentere dansk litterær kritik. Han har vitterligt mange fine talenter, men til dem hører ikke at kunne sige noget kort og prægnant på tv. Det blev derfor en lige så tåkrummende pinlig affære, som da kunstneren Katrine Dirckinck-Holmfeld (...)"

gør det godt at genlæse min anmeldelse af Handestens bestseller-bog (i gudhjælpeme Kristeligt Dagblad):

Referatet af et forudsigeligt mord

28. november 2014 Kristeligt Dagblad

Lars Handestens tunge mursten om 35 års bestsellere burde have været en skarp, referatbefriet tagsten, for systematikken er lige i øjet.

Ret mange gange under læsningen af Lars Handestens bindstærke afhandling " Bestsellere", med undertitlen " En litteratur-og kulturhistorie om de mest solgte bøger i Danmark", fik jeg akut medlidenhed med forfatteren: Alle de forfærdeligt mange bestsellere, du har læst, lektor Lars, og som du aldrig ville have givet dig i kast med, hvis det ikke var, fordi opgaven tvang dig til det, og som i gennemsnit er så monstrøst tykke - det er en af bestsellerbetingelserne - og som i hverken nævneværdig eller mærkbar grad beriger dig æstetisk.

Jeg har været der selv; i flere år følte jeg mig forpligtet til at læse de danske bestsellere, jeg ikke fik til anmeldelse, så jeg med vægt kunne udtale mig om dem, men igen og igen fik jeg mine juledage ødelagt til gengæld for at få mine fordomme bekræftet.

En dårlig bog er og bliver et kriminelt tidstyveri, jo tykkere bogen, jo mere graverende forbrydelsen, og som sagt: Bestsellere skal være tykke.

Til sidst synes jeg bare ikke, mit liv var nær langt nok til at inkludere endnu en roman af Hanne-Vibeke Holst.

Det er er helt uendeligt meget tid, denne bog må have ribbet den gode læser Lars Handesten for.

Og jeg vil så nødigt, ved at give ham en dårlig anmeldelse i hans egen avis, gøre ham til en bitter mand, der livslangt begræder sit umådelige tidsspilde.

Heldigvis synes jeg ikke, han har skrevet en dårlig bog - en unødigt kedsommelig og sørgeligt tandløs bog måske, men ikke en dårlig bog.

Grundlaget for bogens undersøgelse er bestsellerlisterne (og oplagstallene, hvis tilgængelige, for mistænkte bestsellere) siden 1980 - og bestsellere defineres lidt flydende som bøger, der optræder flere uger i træk på listerne (der er mange uge-fluer) og har solgt betydeligt, det vil sige mere end 10.000-15.000 eksemplarer.

Fokus er på skønlitterære bestsellere, med sideblik til fagbøger af mere personligt tilsnit; især er det jo, fra forfatterside helt bevidst, blevet sværere at skelne mellem romaner og selvbiografier. Fordi digtsamlinger kun undtagelsesvist er bestsellere, skriver Handesten meget lidt om poesi, nærmeste bestemt 18 ud af 570 sider.

Bogens første afsnit, der bare hedder " Bestselleren", er et fint, nøgternt essay på 50 sider om, hvad bestsellere (og bestsellerlister) er for nogle størrelser, og hvad studiet af dem kan sige om samfund (meget) og litteratur (lidt).

Og så kan systematiseringen gå i gang; Handesten har behændigt og fornuftigt delt bestsellerne op i 15 undergrupper: 1. De tidlige 1980' eres samtidskvinderomaner, fra Marilyn French til Suzanne Brøgger.

2. Historiske romaner med stærke kvindelige (og svage mandlige) protagonister, fra Helle til Henrik Stangerup.

3. Skrøner og krigsromaner, fra Jørn Riel til Sven Hazel.

4. Bøger med/ om humor, fra Møllehave til Erling Jepsen.

5. Spirituelt prædikende bøger, fra James Redfield til Peter Høeg.

6. Historiske romaner, fra Jean M. Auel til Jette A. Kaarsbøl.

7. Slægtsromaner, fra Isabel Allende til Jens Smærup Sørensen.

8. Bøger fra/ om eksotiske steder, fra Khaled Hosseini til Jacob Ejersbo.

9. Kærlighedsromaner, fra Jens Christian Grøndahl til " 50 Shades of Grey".

10. Poesi, Benny Andersen, Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Yahya Hassan.

11. Samtidsromaner, fra Hanne-Vibeke Holst til Helle Helle.

12. Autofiktion, fra Jørgen Thorgaard til Karl Ove Knausgaard.

13. Fantasy, fra Michael Ende til Lene Kaaberbøl.

14. Krimier, fra Umberto Eco til Jussi Adler Olsen.

Og - pyyh! 15. Thrillers, fra John le Carré til Christian Jungersen.

Selve denne opdeling plus de små, overflyvende genreportrætter i hvert afsnit er bogens væsentligste og ikke ubetydelige indsats. Handesten får afleveret mange gode, små og store pointer om både tematik og form og dynamikken mellem de to størrelser: Patriarkatets fald forbliver supertemaet.

De traditionelle, trivielle/ folkelige genreformater, den historiske roman, slægtsromanen, kærlighedsromanen, krimien/ thrilleren, bevarer deres stærke dominans frem til det voldsomme kriminalistiske boom i 2010' erne.

Bestsellerne sælger både eskapisme fra hverdagen og indsigt i det fremmede og det nære og gør det gennem løftet om - denne mærkelige gummiagtige størrelse, som Handesten hjælper alt for lidt med at gennemlyse - underholdning.

Vi ved ingenting om, hvorvidt folk faktisk læser bestsellerne, når de har købt dem eller fået dem foræret, og om de, hvis de læser dem, underholdes.

Men det gør så ondt på mig - og forhåbentlig også på ham - at litteraten og kritikeren Handesten helt har fravalgt kritisk, litterær stillingtagen til sit stof. Igen og igen tvinger han sin sædvanligvis skarpe pen blød og udflydende i beskrivelsen og frem for alt referatet af alle disse rent kvantitativt kvalificerede bøger.

Et referat behøver ikke være det modsatte af en smagsdom, men når smagsdommen som her bevidst undgås, er skriften forsvarsløs over for tsetsefluen og falder uhjælpeligt i søvn. Jeg tror, rene referater udgør to tredjedele af bogens samlede tekstmængde, og jeg kan virkelig ikke se, hvad de skal gøre godt for, ud over fyldestgørende flidsdokumentation.

Det er jo heller ikke, som om referater af underholdende bøger er mere underholdende end referater af " kunstneriske" bøger - tværtimod faktisk: Når der er kvalitet på færde, gløder referatet lige den ekstra grad op i forhold til den gennemsnitlige lunkenhed. En vis komik undgås ikke, når Handesten med et straight fjæs rapporterer om " spektakulære dværge" og " legerum med alle muligheder for bondage", men den komik er, så vidt jeg kan læse, absolut ufrivillig.

Det er slet ikke svært at få øje på den skrappere, kortere og frivilligt sjovere bog, " Bestsellere" kunne og burde have været, hvor forfatteren i stedet for at agere bestsellerismens nedtyngede bogholder kunne have undersøgt fænomenet som en hårdkogt detektiv, kynisk, desillusioneret og med stil, som en kvalificeret bestseller af Dan Turèll.

Kausalitets-massage 1

Det er jo ikke fordi, man ikke har lov til at anmelde/omtale folk, der har anmeldt/omtalt en selv negativt, negativt, men når jeg læser Henrik Palle skrive i en tv-anmeldelse i Politiken:

"Som eksperter udi poesiens blåblomstrede flora optrådte forfatteren og debattøren Dy Plambeck og kritikeren, Hvedekorn-redaktøren og forfatteren Lars Bukdahl. Og de delte ikke helt den internationale begejstring. Dy Plambeck kunne da se en masse godt og positivt og kom med tolkninger af, hvordan digteren via sin performance og gule Prada-frakke blev sine ord og trådte i karakter som lyset. Men hun havde det også lidt stramt med kategoriseringen af poemet, som mere havde karakter af tale - poetry slam - end af egentlig poesi. Bukdahl var langt mere lunken, hvilket ret beset næppe bør komme som et chok for nogen. Han var på pletten som det ledige standpunkts mand: Ikke noget rigtig godt digt, men et dydigt og dygtigt stykke arbejde fra forfatterskolen på Harvard University. Forudsigeligt som syltede rødbeder på leverpostej, og han argumenterede for synspunktet med en klarhed, der får T. S. Eliots ' Ødemarken' til at fremstå pædagogisk som instruktionen til et vaffeljern."

gør det godt at genlæse min anmeldelse af Palles Dan Turèll-bog:

For meget mark og for lidt Dan

22. november 2013 Weekendavisen

Palle Løshale. Henrik Palle splejser loneren Dan Turèll med danmarkshistorien. Hvor gennemsigtig har man lov at gøre en digter?

Henrik Palle: DT - En krønike om Dan Turèll og hans tid. 336 sider. Vejl. pris 300 kr. Gyldendal.

Sjældent har jeg læst en bog, der kedede mig så massivt, om et emne, som interesserer mig så meget, som Henrik Palles DT - En krønike om Dan Turèll og hans tid.

Det bedste i den er billedet side 239, hentet i BT; det viser Fede-Arne, som ser højst downbeat ud, mens hans gamle mor ved siden af læser i Vangede Billeder, at hun er pillemisbruger. Hvilket førte til, at Fede-Arne og Fede-Arnes mor i 2. oplag fik deres navnet ændret til Fede-Asger og Fede-Asgers mor.

Det billede har jeg ikke set før.

I forordet gør Palle rede for, hvad det er for en bog, han har skrevet, og hvad for nogle bøger, han ikke har skrevet: »Det er en krønike. Ikke en biografi. Ikke en litterær monografi, ikke en tekstvidenskabelig undersøgelse af krinkelkrogene og irgangene i Dan Turèlls litterære univers. Og først og fremmest er den ikke et forsøg på at trænge ind bag facaden og finde den ' ægte og sande Dan Turèll'.« Det er jo ærlig snak, ikke den monografi om værkerne, vi smerteligt savner, ikke den biografi om personen, som Peder Bundgaard gav et godt bud på med sin Superdan, men en krønike, som er hvad? Det er vistnok en særlig Politikensk form, udviklet af Paul Hammerich i hans krønike om Poul Henningsen, der sammensplejser journalistisk overflyvende damarkshistorie, som i Hammerichs Danmarkskrønike, med et gennemløb af en kulturel kändis' liv og værk.

Og det er en aldeles håbløs, på samme tid luftig og skrumlet form, fordi den er overfladiskhed x 2, overfladisk Danmark + overfladisk Dan.

Også fordi han sgu aldrig var »Hele Danmarks Dan«, som sidste kapitel er betitlet: Turèll forblev en sky skrift-Frankenstein og et manisk mixed media-monster af helt egen intrikate tilvirkning, uanset hvor folkekendt og måske endda folkekær han end nåede frem til at blive via det Lørdagshjørne på monopol-DR, som Palle med god grund forsøger at kickstarte sin krønike med.

Og der er ikke meget spark i at parafrasere en digter, der i den grad havde ordet i sin magt, og alligevel gør Palle det igen og igen - når han altså ikke i stedet parafraserer danmarkshistorien og kulturhistorien og biografernes repertoire.

Bevidst eller ubevidst er bogen helt uforholdsmæssigt skævt komponeret: 60 sider om 40erne og 50erne, 70 sider om 60erne, 100 sider om 70erne og sølle 40 sider om 80erne og 90erne, selvom Turèll ikke trådte i karakter som digter før 1969-70. Til gengæld skrev han heftigt løs lige til sin død i 1993.

De første genuint stærke digtlinjer citeres på side 181 ud af i alt 320 sider, og lad os i det mindste lige konfronteres med dem: »Det er ingenting./Det er intet som helst./Det er det du ser når du sover det er det der kører/bag ryggen/Det er det omvendte/det er ikke det modsatte/Det er ikke noget alternativ/Det er ikke noget som helst det er slet ingenting/og/Det er simpelthen det eneste der findes.« Ah, det var rart og rensende og to the point! Det er det, det handler om: Kulørt intethed, eller med hans amerikanske »fætter«, nyligt afdøde Lou Reeds ord, »sweet nothing« ; ikke at være et spejl for sin tid, men at time sit eget tomme spejlbillede; ikke for ingenting skrev Turèll en bog om vampyrer.

Tilbage til Palles tilmudring, der hverken er ondartet eller ondsindet, men bare professionelt og aldeles uengageret forævlet.

Få store digtere har haft så farlig en stilistisk indflydelse som Dan Turèll, poetisk på alskens sejpinende poetry slammere, klummistisk på diverse knirkende kulturskribenter, blandt andre Henrik Palle, der skriver i en slags friskfyragtig kancellistil, håbløst haletung af bisætningers infobokse.

Her er fx kong Frederik død: »Landesorg blev der selvfølgelig deklareret, da kongen forlod jordplanet. Men der blev også jublet, da hans datter, den kun 31 år gamle Margrethe II, blev Danmarks nye kransekagefigur - og den første kvindelige monark siden sin navnesøster Margrethe I, der stod i spidsen for riget i perioden fra 1387 til 1412, hvor hun døde af pest på sit skib i Flensborg, 59 år gammel«. Op i røven med det pestskib i Flensborg, som den unge digter ville have sagt, for hvad rager det poesien? Og hvad fanden rager os andet end poesien, som digteren personificerede så forbandet stiligt?.

Da Holck var alt nok

 Det må være OK både at levere blurb og anmelde begejstret når det drejer sig om genudgivelsen af (80'er-)drømmedebuten over dem alle. I 2006 skrev jeg bag på Henrik S. Holcks egen genudgivelse af Vi må være som alt, 1978:

Og i WA skrev jeg:

Fra mit strubehoveds livskokon

28. april 2006 Weekendavisen

Henrik S. Holcks vidunderbarnsdebut er akkurat lige så vidunderlig og vildt underlig vid, som var den skrevet (af) i går.

Henrik S. Holck: Vi må være som alt. 62 sider. 100 kr. Edition Holck.

DER er bøger, der er gode og glimrende og frem-

ragende, og der er bøger, der bare er mirakler. Henrik S. Holcks debutbog, digtsamlingen Vi må være som alt, som blev skrevet, da han var bare 16 år gammel og udkom helt tilbage i 1978, er og bliver et mirakel i nyere dansk litteratur: så utrolig, nej umulig

sikker og klar i sin åh så åndeløst pure ungdommelighed. Høre bare digtet »Hvorfor«, der står på lige præcis side 16, det bliver man aldrig for gammel og blakket i gårde til at stå aldeles forsvarsløs overfor:

»hvorfor er vi allesammen/ så stille/ vi er da ikke

døde/ endnu/ selvom der meget snart/ kun er vores synlighed tilbage/ hvorfor er vi allesammen/ så frygtelig stille/ der er da endnu ilt og ild/ og endnu muligheder/ det er bare at åbne sig/ og ikke være tavse skygger/ af noget førværende liv/ det er op til os/ om vi virkelig vil leve/ og der er da jord ilt og ild/ endnu/ vi er så dødeligt stille/ hvorfor rejser vi os ikke op/ og går videre.«

Bogen tåler kun sammenligning med en anden vidunderbarnsdebut, 17-årige Karen Marie Edelfeldts anderledes fremvæltende og mindst lige så renfærdige tysh fra 1989 (og måske også 17-årige Mikkel Thykiers

anderledes sirlige og mindst lige så renfærdige Skyggerne er kun flygtige, 1978). Jeg kan se, at jeg købte mit eget eksemplar af Vi må være som alt til udsalgsprisen 20,00 kr. i marts 1986, da jeg selv var 17 år, og jeg kan huske, jeg fandt den dybt inde i Clausens kælder i

Århus; prisen for et brugt eksemplar er ifølge antikvariat.net dags dato 450-500 kr.

Det er en meget smuk og prunkløs bog: på en blå himmel med hvide skyer (»næsten udviskede/ skyers/ blottede drømeksistenser«), fotograferet af Kirsten Klein, står forfatternavnet med hvidt, ud i et, og titlen med rødt, et ord ad gangen, undtagen de sidste to, som er adskilt med et stort mellemrum: »VI/ MÅ/ VÆRE/ SOM ALT«. Hørt, råber man altid.

Bogen udkom samtidig med Michael Strunges debutbog Livets hastighed og F.P. Jacs (officielle) debutbog Munden brænder på huden (begge med kunstfærdige covers ved henholdsvis Freddie og Bjørn Nørgaard) på Borgens Forlag, og tilsammen, men uopdaget af alle andre end mentoren Poul Borum, markerede denne debuttrio 80er-generationens magtfulde tyvstart; de øvrige 80erdigtere, Bo Green, Tafdrup, Thomsen og co. snøvlede sig først frem til at debutere 1981-82. På grund af denne dobbelte tidlighed, og fordi Holck modsat de storproducerende Jac og Strunge ret straks tav stille, fik han rollen som generationens lost smertensbarn. Jeg fik første gang nys om hans eksistens fra Søren Ulrik Thomsen, som har et helt afsnit om Holck i poetikken Mit lys brænder , 1985, der begynder sådan her:

»Henrik S. Holck er ubetinget en af landets bedste lyrikere. Det er der ikke så mange, der ved, for kort efter sin debut i 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt indtog han det som Ole Sarvig i en helt anden forbindelse har kaldt ’anti-kunstens triste attitude’. Holck holdt op med at offentliggøre digte og slog sig i stedet på shows, anmelderi og radio-happenings, hvis pointe stort set har været, at det er latterligt at tage kunsten alvorligt.«

Hvilket i Thomsens optik klart nok er en kedelig pointe og trist attitude, men egentlig slemt var snarere det faktum, at der kom mindre og mindre litterært produkt af nogen art fra Holcks hånd. Først i 1988 blev debuten fulgt op med den sært flagrende kitsch-øvelse Kærlighed på 3 uger, og i 1990 kom så Fortæl mig alt,

Suzi, en solid opsamling af de bedste satirisk-kokette tekster fra 80erne (midt-80er-føljetonen om Miljø-Willy savnes stadig i bogform), Borum i EB: »Robert Storm Petersen møder William S. Burroughs. How do you om jeg så må sige do?«.

Og længere er forfatterskabet altså ikke. Enkelte tekster er siden dukket op i tidsskrifter, og jeg husker tydeligt et stramt crazy show på Kalejdoskop, med blandt andet et Sherlock Holmes-indslag!, desuden har et par kukkede manus’er cirkuleret i diverse undergrunde, blandt andet min, uden at se dagens lys. Det er det, eller rettere det var det:

FOR nu er Holck’en omsider tilbage! I første omgang med en loyal og nydelig genudgivelse af Vi må være som alt på eget-forlaget Edition Holck (net-adresse: freewebs.com/vonholck), som skal følges op med genudgivelser (og engelske oversættelser) af Kærlighed på 3 uger og Fortæl mig alt, Suzi og en eventyrsamling og en H.C. Andersen-roman (= de ovennævnte kukkede manus’er) og som det vildeste en splinterny digtsamling eller to med arbejdstitlerne Testament, Before Any Words of Whisper/ Silent Music! Vi kan næsten ikke vente.

I mellemtiden kan vi på livet løs genlæse Vi må være som alt og forære den til familie og venner: men pas lige på med teenage-nevøer og -kusiner, de risikerer at blive smittet og på stedet tro sig unge digterkonger, og det er de sandsynligvis (og heldigvis) ikke.

Holcks digtunivers er klassisk renset, der er ingen spor af generationskollegernes neonnat, det er fugle og skyer og bjerge og hav og regn og sne og helst i dagslys. Igen og igen besynges en på samme tid forfinet – »løvfin« er Holcks ord – og nøgen – »nøgenfuld« er Holcks ord – følelse af og for liv. Poesien flimrer på en suveræn prik for læsernes øjne. Og så vil jeg ikke spilde flere ord på det perfekte, jeg vil bare citere titeldigtet, for hold kæft, hvor er det lykkeligt og hjerteskærende smukt:

»vi må være som himlen/ og lyset gennem den/ sivende med åbne kærtegn/ over de skiftende/ landskaber// vi må være som alt/ som solen og den faldende regn/ som bjergtoppenes isblå vinde/ og skyernes skygger over græssets groen// vi må være som jorden/ og træerne skydende op/ i højere luftlag uden grænser/ for iltoptagelsens/ varighed// eller som havet/ vi må være som havet/ og de søgende fugle/ mest som fuglene måske/ eller som de mægtige skove/ som cumulusskyerne og det blå// vi må være som sandet/ der forløber ud og ind/ vi må være som planter fra intet/ og nattehimlens evige tegn// vi må være som oplevelser og lysår/ over havets uendelige tilstrækkelighed/ som græs sten og luft/ i livsdrift.«

Vi må være som Holck som ung!

61'ere bliver 60 - LLOYD! H E N R I K !

Født 1961 er Barack Obama, Prinsesse Diana, Eddie Muprhy, Michael J. Fox, George Clooney - ikke mange digtere er født i 1961, Bo hr. Hansen og Simon Grotrian er og nedenstående Henrik -

Søndag blev Lloyd Cole 60, her er en sang fra hans første plads med sine Commotions i 1984, da han var 23:

RATTLESNAKES

Jodie wears a hat
Although it hasn't rained for six days
She says a girl needs a gun these days
On account of all the rattlesnakes

She looks like Eva Marie Saint
In "On the Waterfront"
She reads Simone de Beauvoir
In her American circumstance

She's less than sure if her heart has come
To stay in San Jose
And her neverborn child still haunts her
As she speeds down the freeway
As she tries her luck with the traffic police
Out of boredom more than spite
She never finds no trouble, she tries too hard
She's obvious despite herself

She looks like Eva Marie Saint
In "On the Waterfront"
She says all she needs is therapy
Yes, all you need is love is all you need

Jodie never sleeps cause there are always
Needles in the hay
She says a girl needs a gun these days
On account of all the rattlesnakes

She looks like Eva Marie Saint
In "On the Waterfront"
As she reads Simone de Beauvoir
In her American circumstance
Her heart, heart's like crazy paving
Upside down and back to front
She says oh, it's so hard to love
When love was your great disappointment

Mandag blev Hnerik S. Holck 60, og her er stik modsat - vildt purt i stedet for ømt ironisk - fra hans debut i Hvedekorn 1, 1978, da han var 16 år!: