1. intethedsrejse - tekstforfatter: H. Rasmussen
Petersen og Poulsen
og Pallesen og Piil
tog ud en dejlig sommernat
i Posemandens bil.
Bilen havde ingen hjul
og heller intet rat,
men det var osse lige fedt,
for det var nemlig nat.
Skoven var en sølle skov,
for der var ingen træ’r,
men det var lige fedt med det,
for det var dejligt vejr.
Og Petersen og Poulsen
og Pallesen og Piil
har aldrig haft en bedre tur
i Posemandens bil.
2. trip på stedet - tekstforfatter: D. Byrne
Well we know where we're goin'
But we don't know where we've been
And we know what we're knowin'
But we can't say what we've seen
And we're not little children
And we know what we want
And the future is certain
Give us time to work it out
We're on a road to nowhere
Come on inside
Takin' that ride to nowhere
We'll take that ride
I'm feelin' okay this mornin'
And you know
We're on the road to paradise
Here we go, here we go
We're on a ride to nowhere
Come on inside
Takin' that ride to nowhere
We'll take that ride
Maybe you wonder where you are
I don't care
Here is where time is on our side
Take you there...take you there
We're on a road to nowhere
We're on a road to nowhere
We're on a road to nowhere
There's a city in my mind
Come along and take that ride
And it's all right, baby, it's all right
And it's very far away
But it's growing day by day
And it's all right, baby, it's all right
Would you like to come along
You can help me sing this song
And it's all right, baby, it's all right
They can tell you what to do
But they'll make a fool of you
And it's all right, baby, it's all right
There's a city in my mind
Come along and take that ride
And it's all right, baby, it's all right
And it's very far away
But it's growing day by day
And it's all right, baby, it's all right
Would you like to come along
You can help me sing this song
And it's all right, baby, it's all right
They can tell you what to do
But they'll make a fool of you
And it's all right, baby, it's all right
We're on a road to nowhere
We're on a road to nowhere
We're on a road to nowhere
We're on a road to nowhere
lørdag den 29. februar 2020
torsdag den 27. februar 2020
Ida skriver holmmgaardsk (og Inger citeres christensensk) om adjektiver
- fra den gode, fine, kloge bog Look:
"Silke er et substantiv. Alle substantiver er meget ensomme. Sådan skriver Inger Chirstensen i sin tekst om silken. Og videre, senere: Måkse har silken været blå. Alle adjektiver er meget hjælpeløse. De er aldrig rigtig noget i sig selv. De må dag efter dag klynge sig til himlen og øjets iris, til cikorie, klokkeblomst og kobbersulfat, til himlens genepsjeling i have og søer.
Blågrøn, råhvid, slitd. Åben. Gulvlang, trist, halvdød, rasende og bange, blød og enkel, koket, cremefarvet, koksgrå, hvalpeagtig, mørkeblå (med hvide prikker).
Alle disse hjælpeløse adjektiver, der klynger sig til substantiverne, måske ligefrem som tøjet klynger sig til kroppen? Adjektiverne er både hjælpeløse og pyntesyge, de kiler sig ind i de stramme, enkle sætninger og gør dem svulstige, parfumerede, pompøse. Spørgsmålet om stil melder sig, om dårlig smag. Er der en pinlighed i adjektivernes hjælpeløshed og diretkhed, i deres måde at vise sig frem og søge kontakt?
Som nu hos Morti Vizki. Der er mange adjektiver i hans sætninger, nogle af dem store og sammensatte. Her, for eksempel, i Peters revolution:
I en tilstand af hjertets forstening kigger jeg ud i den uendelige sommernat som jeg ikke kan tage del i. Derhenne på den anden seng ligger en rummelig ungling med sine fødder klodset ud over fodenden. Derovre ligger en fremmed, der alrig vil vække mig ud af den onde drøm og bare tage mig i sine arme og grine. Søndag, søndag. Fuglene synger melankolsk udenfor i den dugsmykkede græshave, jeg vil gå i pigesko.
Dugmsykket, uendelig, melankolsk, jeg tænker på de tillægsord som skinnende smykker, store og chunky, guld, platin, ædelsten og fjer, det hele på én gang. Midt i den ugengældte forelskelse.
Det erinligt ikke at ville være ensom. At gøre sig til for andre, at blive set, elsket, føle sig sexet og smuk. Vizkis hjælpeløse og pyntesyge tillægsord, de er overdressed, balancerende mellem sårbarhed og grandiositet.
Vizkis jeger er mænd, der vil gå i pigesko og fodbolduniformer. De forelsker sig i andre mænd og må leve med usikkerheder og udsatheder. Stilen smittes af kærlighedens pinlighed og skønhed, den er ikke bange for at blive set. Den tror ikke på, eller kan ikke leve med, usynlighed.
Inger Christensen skriver: Og silken, hvid eller blå, er allerede ved hjælp af det ene ller andet af disse hjælpeløse adjektiver blevet i stand til at orlade sin ensomhed som substantiv og er nu på vej hen mod sneen eller himlen, cikorien eller perlen og videre ud i det uendelige. Eller det uendelige er på vej ind i silken.
"Silke er et substantiv. Alle substantiver er meget ensomme. Sådan skriver Inger Chirstensen i sin tekst om silken. Og videre, senere: Måkse har silken været blå. Alle adjektiver er meget hjælpeløse. De er aldrig rigtig noget i sig selv. De må dag efter dag klynge sig til himlen og øjets iris, til cikorie, klokkeblomst og kobbersulfat, til himlens genepsjeling i have og søer.
Blågrøn, råhvid, slitd. Åben. Gulvlang, trist, halvdød, rasende og bange, blød og enkel, koket, cremefarvet, koksgrå, hvalpeagtig, mørkeblå (med hvide prikker).
Alle disse hjælpeløse adjektiver, der klynger sig til substantiverne, måske ligefrem som tøjet klynger sig til kroppen? Adjektiverne er både hjælpeløse og pyntesyge, de kiler sig ind i de stramme, enkle sætninger og gør dem svulstige, parfumerede, pompøse. Spørgsmålet om stil melder sig, om dårlig smag. Er der en pinlighed i adjektivernes hjælpeløshed og diretkhed, i deres måde at vise sig frem og søge kontakt?
Som nu hos Morti Vizki. Der er mange adjektiver i hans sætninger, nogle af dem store og sammensatte. Her, for eksempel, i Peters revolution:
I en tilstand af hjertets forstening kigger jeg ud i den uendelige sommernat som jeg ikke kan tage del i. Derhenne på den anden seng ligger en rummelig ungling med sine fødder klodset ud over fodenden. Derovre ligger en fremmed, der alrig vil vække mig ud af den onde drøm og bare tage mig i sine arme og grine. Søndag, søndag. Fuglene synger melankolsk udenfor i den dugsmykkede græshave, jeg vil gå i pigesko.
Dugmsykket, uendelig, melankolsk, jeg tænker på de tillægsord som skinnende smykker, store og chunky, guld, platin, ædelsten og fjer, det hele på én gang. Midt i den ugengældte forelskelse.
Det erinligt ikke at ville være ensom. At gøre sig til for andre, at blive set, elsket, føle sig sexet og smuk. Vizkis hjælpeløse og pyntesyge tillægsord, de er overdressed, balancerende mellem sårbarhed og grandiositet.
Vizkis jeger er mænd, der vil gå i pigesko og fodbolduniformer. De forelsker sig i andre mænd og må leve med usikkerheder og udsatheder. Stilen smittes af kærlighedens pinlighed og skønhed, den er ikke bange for at blive set. Den tror ikke på, eller kan ikke leve med, usynlighed.
Inger Christensen skriver: Og silken, hvid eller blå, er allerede ved hjælp af det ene ller andet af disse hjælpeløse adjektiver blevet i stand til at orlade sin ensomhed som substantiv og er nu på vej hen mod sneen eller himlen, cikorien eller perlen og videre ud i det uendelige. Eller det uendelige er på vej ind i silken.
søndag den 23. februar 2020
Præcist adjektiv om Cecilies bog
Mit barn er lige så rimeligt som dejlig også på shortlisten til Kritikerprisen sammen med 27 år ældre Pablo Llambías Zombieværtshus og endnu 27 år ældre Jørgen Leths Det bliver ikke væk - 3 GENERATIONER SPILLER GUD! - til en glimrende Kritikersalon om de tre bøger på Brøg Litteraturcafé den anden dag brugte Mikkel Krause Frantzen dette ord om Cecilies bog (selvom, fremhævede han, jeget paradoksalt nok hele tiden undskylder for sig selv), det, synes jeg, passer på en prik:
UUNDSKYLDELIG
UUNDSKYLDELIG
Da solen stod op om natten OG STEMTE PÅ CECILIES BOG!
Der kan stadigvæk stemmes på en vinder af Politikens Litteraturpris, og der kan stadig stemmes på Cecilie Linds Mit barn som vinder af Politikens Litteraturpris ved at sms'e 'pris cl' til 1218 - her første del af Benedicte Gui de Thurah Huangs motivering:
"To ord bliver ved at dukke op i Cecilie Linds
langdigt, ’Mit barn’. Sol og hjerte. Hvis det gav mening at tale om
ekstrapoetiske ord, ville de to være oplagte kandidater. Hos Lind er de
under stadig forvandling, digtet så at sige vrider og vender dem.
Hjertet er ikke kun en metafor, men et blødt og udsat organ, som slår
sig, revner og vokser, mens digtets jeg føder sit barn og vænner sig til
at være mor. »Hjertet og endetarmen brister«
står der i skildringen af øjeblikket, lige inden spædbarnets hoved
titter frem. Med den sætning sparkes det slidte idiom ’mit hjerte
brister’ ud af det bevingedes sfære og ind i en ny erfaringsverden af
udmattelse, lys, kærlighed, stank og blod. Med ét er alting anderledes
end før. Jeget ved ikke længere, hvem hun er, men forsøger alligevel at
beskrive sig selv, først som »MODERGUDEN«, der modtager saft og ristet
brød som offergaver, og siden som en forrykt sol ude af trit med tiden:
»Jeg er solen der stod op om natten«."
Linen "Jeg er solen der stod op om natten" er, kan jeg oplyse, en direkte henvisning til en af Cecilies yndlingsbørnebøger :