Det er så sjovt med de links til andre artikler, der afbryder Berlingskes MEGET lange interview med Ib Michael. Jeg kan også godt lide, at hans argument imod, at han er selvfed, er, at både han og hans børnebørn synes, at han er helt enormt fed og åben og nysgerrig; er selvfedme ikke at insistere på, hvor fed, man er? Du siger, du er fed, ergo er du selvfed. Du siger, dine børnebørn siger, du er fed, ergo er du selvfed med sidevogn og børnesæde:
»Når
man har skrevet i så mange år, som jeg har, og har fået bygget et image
op i medierne, så bliver man træt af figuren. Altså, jeg bliver træt af
den figur, der hedder Ib Michael. Og jeg ville ønske, at jeg kunne være en anden, når jeg skrev
Læs også: Yahya Hassan: Jeg hører ikke til blandt nogen
Tvivlen har Ib Michael taget konsekvensen af i sin nye roman »Himlen Brændte«, som udkommer på torsdag. Faktisk tager han afstand fra figuren Ib Michael, fra »narren« i aviserne, allerede i bogens første sætning: Mit navn er Peter Adams, ghostwriter til denne bog »Denne her gang har jeg følt, at jeg ghostwriter på mit eget værk. Jeg ghostwriter for den der figur, der hedder Ib Michael. Og jeg ville ønske, at folk kunne glemme figuren, når de læser bogen.« For Ib Michael kan
ikke genkende det image, han har fået, og han kan ikke lide den figur,
han er blevet. En figur, der er selvfed og tilbageskuende - helt modsat
den person, Ib Michael selv mener, at han er
Læs også: Datteren fra »Ikke uden min datter«: Jeg er ikke længere fyldt med had
»For
mig er det i hvert fald vigtigt fortsat at kunne forandre mig, og
derfor er jeg jo ikke interesseret i at blive sømmet op på et image. Til
sidst begynder folk at have en forestilling om, at de ved, hvem man er,
hvilket, jeg synes, er absurd, eftersom jeg ikke selv ved det endnu.Men
det er også, fordi vi danskere reagerer imod det. Vi tror, at fordi vi
hører meget om en person, så må han nødvendigvis være meget selvfed og
oppustet. Men spørg mine børnebørn, de ved bedre,« siger han og griner.» Folk,
der kender mig, ved, at det slet ikke er sådan, jeg er. Jeg er meget
mere nysgerrig og meget mere parat til at sige: »Mit verdensbillede?
Hvad snakker du om? Det, jeg havde i går? Det, jeg har nu? Eller det,
jeg havde for en time siden?
- to lige så smukke link-afbrydelser længere nede:
»Og så kom det vildeste ungdomsoprør. Jeg hoppede på den ene limpind
efter den anden og forandrede mig fuldstændig fra mit udgangspunkt. Og
så endte jeg såmænd med igen at gå med habit. Det var en spændende tid,
som det er sjovt at skrive om. Men det er ikke en tid, jeg forsøger at
holde fast i. Det er ikke den form for forandring, jeg søger
længere. «Hvilke forandringer oplever du så i dag
Læs også: Pilou Asbæk: Det er jo bare skuespil
Man skal være efter sig selv på den måde. Men min nysgerrighed er jo
reel. Jeg skal ikke sparke den op fra ingenting. Den findes. Altså, børn
er en god øvelse, synes jeg. Og det optager mig faktisk meget.
Læs også: »Jeg tager mig selv fucking seriøst«
torsdag den 31. oktober 2013
Rotten - trist dokumentarisk kortroman (kandidat til Nordisk Råds doku-kortromanpris, ny kategori 2014)
1. kapitel
Kære alle,
Kære alle,
X har netop konstateret, at en
levende rotte har taget ophold i en af vores containere til
renovationsaffald nede i gården. Han har lagt en palle oven på
containerlåget, så rotten ikke kan slippe ud.
Jeg har anmeldt rotten til Frederiksberg Kommune, og de vil komme i morgen og tage sig af den.
Men I skal således ikke benytte containeren, så længe der ligger en palle oven på låget.
Når
rotten kan komme ned i containeren må det skyldes, at låget har stået
helt eller delvist åbent. Da affaldet tiltrækker rotter er det derfor
vigtigt, at containerlågene altid er lukket helt til. Dette skal jeg
bede alle være opmærksomme på. På forhånd tak!
2. kapitel
Kære alle,
SLUT
Rotten i affaldscontaineren, som i
mellemtiden havde forspist sig og var død, er nu fjernet af
rottefængeren. Der er også blevet sat en rottegiftbeholder op på
containerpladsen.
Smålighed, kleinhed, Leinehed
Ikke siden Pia Tafdrup ... undskyld, men jeg gider ikke ikke synes, det er trælst og kedeligt og forkert, at Kim Leine har fået Nordisk Råds Litteraturpris for Proferne i Evighedsfjorden, først og fremmest på grund af de danske forfattere, der med ægte talent og originalitet arbejder forfinet/eksplosivt med romanformen, og fx bare Peter Adolphsen, Svend Åge Madsen (nomineret 3 gange), (PLUDSELIG!) Niels Frank, Henning Mortensen, Harald Voetmann (1 gang), Vibeke Grønfeldt (2 gange), Kirsten Hammann (2 gange), Marianne Larsen, Pablo Llambìas, Janina Katz (1 gang, for en digtsamling, nu for sent), Helle Helle (1 gang), Jens Smærup Sørensen (2 gange), Jens Blendstrup, Kirsten Thorup (1 gang), Charlotte Weitze, Christian Skov (1 gang), Lars Frost, Vagn Lundbye (1 gang), Christina Hesselholdt, Hans Otto Jørgensen, Pia Juul, Kristian Bang Foss, Christina Hagen, Kasper Nørgaard Thomsen, Lone Aburas, Bjørn Rasmussen og for den sags skyld, når han skriver om aztekere og lillesøstre, Ib Michael, surmulende just saying!
Kulørt ekstremisme
Jeg anmelder og læser for længst ikke længere Ib Michaels romaner, og i den rækkefølge: når jeg ikke anmelder - for det ville virke, kan jeg forstå, som en bevidst "provokation"! ja, af MINE smagsløg! - er det virkelig svært at tage sig sammen til at læse af pligt, for slet ikke at tale om lyst, men jeg kan da følge med i omslagene, og dette til den nye roman er det virkelig svært at forstille sig mere spektakulært og grelt og indtrængende GRIMT, det er så helt fantastisk og utroligt GRIMT, at det næsten, men også kun næsten er avantgardistisk GRIMT, måske er det faktisk det GRIMMESTE omslag på en dansk roman NOGENSINDE, hvis der var En Nordisk Råds Grimmeste Forside-Pris ville Himlen brændte får den flere år ud i fremtiden, græsseligste, grusommste, grummeste grimt:
onsdag den 30. oktober 2013
Hellstrømførende
En af de bedste overrumplinger i mine første anmelderår stodMike Hellstrøms 1988-roman med den sigende titel Ubehag for - før den udkom romanen Café Existens og bagefter romanerne Tolk og (efter 90'er-tavshed) Mental floss og for 5 år siden novellesamlingen Mani, og nu er jeg blevet venner med ham på Facebook, og han skriver nogle mean, neongrelle opdateringer, senest og vistnok i anledning af Lou Reeds død (tilbage i 80'erne kappedes han og Strunge om hvem, der var den mest passionerede fan af henholdsvis Bowie og Lou) denne:
Efter alle bogstaverne kommer dagens opgave med posen til de elektriske hvirvler Blegsmiler lettet til de første højtsvævende pigecykler i flagrende elegance Mærker det brugte kødskvulp bag Panums rødrejste himmelmur og Blegdammen der allerede er højtkogende Forcerer politiafspærring og afleverer gammel Londonild mens Rådhuspladsen letter i knust glas Er til kort og salig Flossning før Ørsteds parkskræv smider træer og griner højt af Stormens omrokering af slumrende bevidstheder Stålplader snitter min skeletramme og endelig er jeg bag glas og i varme som en klat på gulvet hjemme hos Sister Ray og nu kommer suset
Efter alle bogstaverne kommer dagens opgave med posen til de elektriske hvirvler Blegsmiler lettet til de første højtsvævende pigecykler i flagrende elegance Mærker det brugte kødskvulp bag Panums rødrejste himmelmur og Blegdammen der allerede er højtkogende Forcerer politiafspærring og afleverer gammel Londonild mens Rådhuspladsen letter i knust glas Er til kort og salig Flossning før Ørsteds parkskræv smider træer og griner højt af Stormens omrokering af slumrende bevidstheder Stålplader snitter min skeletramme og endelig er jeg bag glas og i varme som en klat på gulvet hjemme hos Sister Ray og nu kommer suset
White Girl er skabs-konkretist!
Mindre outtake-sensation:
På en tråd om visuel poesi efter en FB-opdatering af Kristina Nya Glaffey, der lyder sådan her:
White Girl var en overgang også visuel poesi. Jeg elsker det møg!:)
- OG VISER GUDHJÆLPEME ET VILDT NYSSELIGT EKSEMPEL (2 sammenvoksede magneter med hale?) - og hvor meget mere umulig ville den bog så ikke have været at læse og fortolke?:
På en tråd om visuel poesi efter en FB-opdatering af Kristina Nya Glaffey, der lyder sådan her:
White Girl var en overgang også visuel poesi. Jeg elsker det møg!:)
- OG VISER GUDHJÆLPEME ET VILDT NYSSELIGT EKSEMPEL (2 sammenvoksede magneter med hale?) - og hvor meget mere umulig ville den bog så ikke have været at læse og fortolke?:
tirsdag den 29. oktober 2013
Liberalt fajance
FÆRRE BYRDER
TIL ERHVERVSLIVET
nej,
FÆRRE GRÅDIGE,
KLYNKENDE BARDER
FRA ERHVERVSLIVET
TIL ERHVERVSLIVET
nej,
FÆRRE GRÅDIGE,
KLYNKENDE BARDER
FRA ERHVERVSLIVET
Trivipenge til litteraturfinhed
Visse anerkendte litteraturpriser kan godt finde på at gå til en mere eller mindre anerkendt slags trivialforfatter, fx De Gyldne Laurbær, der er gået til både Leif Davidsen og Hanne-Vibeke Holst og Christian Jungersen, og nu er det pludselig omvendt med den nye Novellepris, Zinklar-prisen:
Zinklar-prisens midler stammer fra den nu afdøde novelleforfatter Finn Zinklar (1923-2010), der testamenterede størstedelen af sin formue til formålet. Det er i år første gang, Zinklar-prisen bliver uddelt. Finn Zinklar voksende op med en far, der levede af at fremstille sit eget blæk, som han kaldte "Zinklar Blæk". Selv blev han uddannet korrespondent og arbejdede i regnskabsafdelingen på Toms Fabrikker. Finn Zinklar levede et parallelliv som forfatter af ugebladsnoveller. Han debuterede i 1949 og fik trykt sin sidste ugebladsnovelle i 1994. I løbet af de 45 år, han var aktivt skrivende, producerede Finn Zinklar over 100 noveller, som fortrinsvis blev bragt i ugebladet Hjemmet. De fleste var kriminalhistorier og bar titler som De radioaktive mænd, Hvis du finder mig død, En dag dræber jeg dig og Mord blandt venner. Finn Zinklar boede i København hele sit liv. Han blev aldrig gift, fik ingen børn og levede et beskedent liv, hvilket gjorde det muligt for ham at lægge midler til side. Midlerne testamenterede Finn Zinklar til den fond i hans eget navn, der står bag Zinklar-prisen.
Med Zinklar-prisen ønskede Finn Zinklar at fremme og hylde novellen som litteraturform, og han besluttede, at legatet skal tilfalde en dansk eller udenlandsk novelleforfatter.
Prismodtagerens identitet afsløres den 19. november. Prisreceptionen finder sted fredag den 22. november kl. 16 i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6, Kbh. K. Prismodtageren er udvalgt af Zinklar-prisens bestyrelse bestående af forfatter Jakob Vedelsby, litteraturanmelder og ekstern lektor ved Litteraturvidenskab på KU Kamilla Löfström samt direktør for Dansk Sprog- og Litteraturselskab Lasse Horne Kjældgaard.
Slut på pressemeddelelsen. Her er et eksempel på Finn Zinklars novellekunst, begyndelsen og slutningen på novellen En pinlig affære (fundet hos e-forlaget Hother og tidligere bragt i Hjemmet):
Kontorchef Møller havde altid holdt sin sti ren, og hans rygte var uden mindste plet. Indtil den dag, han lod sig charmere af den purunge, spanske pige…
Flere minutter efter, at den høje, mørke spanier havde forladt bordet, sad kontorchef Møller og stirrede frem for sig, synligt rystet. Bare tanken om, at han risikerede at blive anholdt og sigtet for at have voldtaget og kvalt en af byens unge piger, fik den kolde sved til at springe frem på hans pande. Han kunne allerede se sig selv på forsiden af de hjemlige sensationsblade. Og hans kollegaer i det store gamle forsikringsselskab, hvor han havde en højt betroet stilling, hvad ville de ikke tænke? Nogle ville nok fryde sig i deres stille sind, over at netop han, der havde haft ry for altid at optræde korrekt, nu blev hængt ud som et sexuhyre. Nej, han skulle aldrig have indladt sig med den kønne unge pige, der nu var fundet død. Hvordan kunne han, en distingveret gråsprængt pebersvend uden erotisk erfaring, dog også bære sig så tåbeligt ad? Da han besluttede at anvende den ekstra uges ferie, han havde til gode, på en tur til Ibiza, som en af hans kollegaer så varmt havde anbefalet ham, var det for at slappe rigtigt af.
(...)
Da Pedro hørte dette, gav det et synligt spjæt i ham. Bagefter gjorde han nogle febrilske synkebevægelser, som kneb det med at få luft. – Vi – vi kommer til at vente lidt. Stemmen lød mærkelig spagfærdig. – Jeg glemte at – at politistationen har lukket om aftenen. – Ja så, fastslog kontorchef Møller uden at fortrække en mine. – Kan De for resten huske, Pedro, at den første aften jeg boede her, fortalte De mig, at De har en bror, der er portier på et andet af byens hoteller, og som taler lige så godt svensk som De dansk? Jeg har pludselig fået mistanke om, at Maria slet ikke er død, men for tiden arbejder på samme hotel som Deres bror. I hvert fald var hun i dag på Formentera sammen med en ikke helt ung herre – måske en svensker- der sikkert kan lige så lidt spansk som jeg. Han er, gætter jeg på, også vendt alene tilbage med båden og vil i morgen få at vide, at Maria er forsvundet, hvorpå hele historien vil gentage sig. Mens han talte, havde han taget fotografiet, han havde lånt af hr. og fru Thomsen, op af lommen og holdt det op foran Pedro. Foruden ægteparret var der også et andet par arm i arm på vej op ad landgangsbroen et stykke bagved. Det var en midaldrende herre og en purung pige, hvis navn stod med store bogstaver på den T-shirt, hun bar. Pigen hed Maria! – Jeg er nu klar over, at De og Deres bror arbejder sammen med Maria på at presse penge af midaldrende herrer som jeg selv, fortsatte hr. Møller. – Og det er en rigtig ækel måde at tjene sine penge på. Mon ikke Deres landsmænd på den spanske ambassade i København også vil synes det?
Med den bestyrelse er det svært at forestille sig, at prisen går til en anden ugeblads-novelle-forfatter, den går givetvis til en fin, finlitterær novelleforfatter, fx Pia Juul eller Naja Marie Aidt eller Ida Jessen eller Helle Helle eller Katrine Guldager eller Jens Blendstrup eller Sidsel Falsig Pedersen (fx Harald Voetmann og Thøger Jensen skriver virkelig ikke noveller, de skriver kortprosa) eller eller eller eller eller Sven Holm eller Klaus Rifbjerg. og hvem har vi overhovedet ellers, der kan kaldes aktive (udgivet mindst 2 samlinger de seneste 10-20 år), fine, finlitterære novelleforfattere? Jeg synes jo så også, at novellen er den (P.T.) mest trivielle af de store klassiske genrer (i hænderne på andre end de nævnte - men totalt forfatterskabsrelativt også NOGLE GANGE i hænderne på de nævnte), så på den led passer pengene, de rigtig mange penge - jeg er bare bange for, at det vil TVINGE fine forfattere ud af i at skrive udmærkede noveller, der hellere ville have været fremragende digte eller kortprosastykker ...
Men hov! Nu opdager jeg, at prisen også kan tilfalde en UDENLANDSK novelleforfatter! Det er er da ualmindeligt (og) cool af en dansk litteraturpris, bravo for DET!
Ny dansk novellepris: Zinklar-prisen
Zinklar-prisen er en ny dansk litteraturpris, som fra og med i år uddeles til en dansk eller udenlandsk forfatter, der på fremmeste vis har gjort sig gældende inden for novellegenren. Prisen, der er på 100.000 kr., uddeles ved et festligt arrangement i Dansk Forfatterforening fredag d. 22. november 2013 kl. 16, hvor der vil være livemusik og interview med og oplæsning ved prismodtageren.Zinklar-prisens midler stammer fra den nu afdøde novelleforfatter Finn Zinklar (1923-2010), der testamenterede størstedelen af sin formue til formålet. Det er i år første gang, Zinklar-prisen bliver uddelt. Finn Zinklar voksende op med en far, der levede af at fremstille sit eget blæk, som han kaldte "Zinklar Blæk". Selv blev han uddannet korrespondent og arbejdede i regnskabsafdelingen på Toms Fabrikker. Finn Zinklar levede et parallelliv som forfatter af ugebladsnoveller. Han debuterede i 1949 og fik trykt sin sidste ugebladsnovelle i 1994. I løbet af de 45 år, han var aktivt skrivende, producerede Finn Zinklar over 100 noveller, som fortrinsvis blev bragt i ugebladet Hjemmet. De fleste var kriminalhistorier og bar titler som De radioaktive mænd, Hvis du finder mig død, En dag dræber jeg dig og Mord blandt venner. Finn Zinklar boede i København hele sit liv. Han blev aldrig gift, fik ingen børn og levede et beskedent liv, hvilket gjorde det muligt for ham at lægge midler til side. Midlerne testamenterede Finn Zinklar til den fond i hans eget navn, der står bag Zinklar-prisen.
Med Zinklar-prisen ønskede Finn Zinklar at fremme og hylde novellen som litteraturform, og han besluttede, at legatet skal tilfalde en dansk eller udenlandsk novelleforfatter.
Prismodtagerens identitet afsløres den 19. november. Prisreceptionen finder sted fredag den 22. november kl. 16 i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6, Kbh. K. Prismodtageren er udvalgt af Zinklar-prisens bestyrelse bestående af forfatter Jakob Vedelsby, litteraturanmelder og ekstern lektor ved Litteraturvidenskab på KU Kamilla Löfström samt direktør for Dansk Sprog- og Litteraturselskab Lasse Horne Kjældgaard.
Slut på pressemeddelelsen. Her er et eksempel på Finn Zinklars novellekunst, begyndelsen og slutningen på novellen En pinlig affære (fundet hos e-forlaget Hother og tidligere bragt i Hjemmet):
Kontorchef Møller havde altid holdt sin sti ren, og hans rygte var uden mindste plet. Indtil den dag, han lod sig charmere af den purunge, spanske pige…
Flere minutter efter, at den høje, mørke spanier havde forladt bordet, sad kontorchef Møller og stirrede frem for sig, synligt rystet. Bare tanken om, at han risikerede at blive anholdt og sigtet for at have voldtaget og kvalt en af byens unge piger, fik den kolde sved til at springe frem på hans pande. Han kunne allerede se sig selv på forsiden af de hjemlige sensationsblade. Og hans kollegaer i det store gamle forsikringsselskab, hvor han havde en højt betroet stilling, hvad ville de ikke tænke? Nogle ville nok fryde sig i deres stille sind, over at netop han, der havde haft ry for altid at optræde korrekt, nu blev hængt ud som et sexuhyre. Nej, han skulle aldrig have indladt sig med den kønne unge pige, der nu var fundet død. Hvordan kunne han, en distingveret gråsprængt pebersvend uden erotisk erfaring, dog også bære sig så tåbeligt ad? Da han besluttede at anvende den ekstra uges ferie, han havde til gode, på en tur til Ibiza, som en af hans kollegaer så varmt havde anbefalet ham, var det for at slappe rigtigt af.
(...)
Da Pedro hørte dette, gav det et synligt spjæt i ham. Bagefter gjorde han nogle febrilske synkebevægelser, som kneb det med at få luft. – Vi – vi kommer til at vente lidt. Stemmen lød mærkelig spagfærdig. – Jeg glemte at – at politistationen har lukket om aftenen. – Ja så, fastslog kontorchef Møller uden at fortrække en mine. – Kan De for resten huske, Pedro, at den første aften jeg boede her, fortalte De mig, at De har en bror, der er portier på et andet af byens hoteller, og som taler lige så godt svensk som De dansk? Jeg har pludselig fået mistanke om, at Maria slet ikke er død, men for tiden arbejder på samme hotel som Deres bror. I hvert fald var hun i dag på Formentera sammen med en ikke helt ung herre – måske en svensker- der sikkert kan lige så lidt spansk som jeg. Han er, gætter jeg på, også vendt alene tilbage med båden og vil i morgen få at vide, at Maria er forsvundet, hvorpå hele historien vil gentage sig. Mens han talte, havde han taget fotografiet, han havde lånt af hr. og fru Thomsen, op af lommen og holdt det op foran Pedro. Foruden ægteparret var der også et andet par arm i arm på vej op ad landgangsbroen et stykke bagved. Det var en midaldrende herre og en purung pige, hvis navn stod med store bogstaver på den T-shirt, hun bar. Pigen hed Maria! – Jeg er nu klar over, at De og Deres bror arbejder sammen med Maria på at presse penge af midaldrende herrer som jeg selv, fortsatte hr. Møller. – Og det er en rigtig ækel måde at tjene sine penge på. Mon ikke Deres landsmænd på den spanske ambassade i København også vil synes det?
Med den bestyrelse er det svært at forestille sig, at prisen går til en anden ugeblads-novelle-forfatter, den går givetvis til en fin, finlitterær novelleforfatter, fx Pia Juul eller Naja Marie Aidt eller Ida Jessen eller Helle Helle eller Katrine Guldager eller Jens Blendstrup eller Sidsel Falsig Pedersen (fx Harald Voetmann og Thøger Jensen skriver virkelig ikke noveller, de skriver kortprosa) eller eller eller eller eller Sven Holm eller Klaus Rifbjerg. og hvem har vi overhovedet ellers, der kan kaldes aktive (udgivet mindst 2 samlinger de seneste 10-20 år), fine, finlitterære novelleforfattere? Jeg synes jo så også, at novellen er den (P.T.) mest trivielle af de store klassiske genrer (i hænderne på andre end de nævnte - men totalt forfatterskabsrelativt også NOGLE GANGE i hænderne på de nævnte), så på den led passer pengene, de rigtig mange penge - jeg er bare bange for, at det vil TVINGE fine forfattere ud af i at skrive udmærkede noveller, der hellere ville have været fremragende digte eller kortprosastykker ...
Men hov! Nu opdager jeg, at prisen også kan tilfalde en UDENLANDSK novelleforfatter! Det er er da ualmindeligt (og) cool af en dansk litteraturpris, bravo for DET!
Modeformatering før og nu
Sidste års oplæsning på Vestjylland Højskoles Litteraturfestival beskriver Lars Frost fint OG satirisk i starten af Kongskilde NS 5100 (han bevidnede også i år, særdeles ildevarslende for oplæserne), og sådan begynder det:
Først Christel Wiinblad. Hun hoster og undskylder. Så ser hun længe ned i sine papirer, og så spørger hun sig selv: Har jeg virkelig skrevet det her? Og det har hun vel. Poesien er altid på de svages side, trøster hun (sig selv?) og forklarer, at det er noget Hans Otto Jørgensen plejer at sige. Skal jeg læse én mere? spørger hun senere. Hendes hår er lyst og meget kort. Hun har en hvid bondeskjorte på og en sort nederdel med høj talje, bløde folder og lommer. Hun har den ene hånd i lommen. Den nederdel minder da for øvrigt en hel del om den nederdel Audrey Hepburn har på i Prinsessen holder fridag. Wiinblad vugger fra side til side - ikke sådan melodiøst eller dansende, mere sådan rastløst eller nervøst. "Et lunkent blik af anerkendelse", "renskuret og køn", læser hun. Hun hoster, det har hun gjort under hele oplæsningen, men nu bliver det værre. All right, gisper hun. Og forlader scenen smilende.
I en note karakteriserer og besværger Frost selv sin vinkling:
Hvorfor føler jeg denne trang til at skrive om det her oplæsningsarrangement i en stil, der forsøger at imitere en form for modereportage? En form for damebladsæstetiseren. en form for vrængen, altså en bevidst forfladigelse af deres optræden. Deres tøj - hvad rager det mig, og hvad rager det nogen? Og denne fokuseren på det atletiske, deres hænder, deres hænders gestik, og den øvrige krop, denne vippen, denne svajen. Det er ikke ment som en hån. Er det misundelse? Måske. De er unge. De er succesfulde. Måske, men mest af alt forstår jeg ikke rigtig, hvad de vil.
Jeg vidste, at der i mit hjernearkiv et eller andet stod placeret en parallel mode-formatering af en virkelig, litterær begivenhed. Og nu er jeg omsider kommet i tanke om den: Mit ypperste karikaturtegner-idol Alfred Schmidts tegning i Blæksprutten årgang 1900 af Edvard Brandes' og Robert Schybergs legendariske (og "mislykkede"! begge slap udskadt) duel i Dyrehaven som en reklame for nye herremode, dette er den skønne, lige så omhyggeligt stiliserede helside:
Først Christel Wiinblad. Hun hoster og undskylder. Så ser hun længe ned i sine papirer, og så spørger hun sig selv: Har jeg virkelig skrevet det her? Og det har hun vel. Poesien er altid på de svages side, trøster hun (sig selv?) og forklarer, at det er noget Hans Otto Jørgensen plejer at sige. Skal jeg læse én mere? spørger hun senere. Hendes hår er lyst og meget kort. Hun har en hvid bondeskjorte på og en sort nederdel med høj talje, bløde folder og lommer. Hun har den ene hånd i lommen. Den nederdel minder da for øvrigt en hel del om den nederdel Audrey Hepburn har på i Prinsessen holder fridag. Wiinblad vugger fra side til side - ikke sådan melodiøst eller dansende, mere sådan rastløst eller nervøst. "Et lunkent blik af anerkendelse", "renskuret og køn", læser hun. Hun hoster, det har hun gjort under hele oplæsningen, men nu bliver det værre. All right, gisper hun. Og forlader scenen smilende.
I en note karakteriserer og besværger Frost selv sin vinkling:
Hvorfor føler jeg denne trang til at skrive om det her oplæsningsarrangement i en stil, der forsøger at imitere en form for modereportage? En form for damebladsæstetiseren. en form for vrængen, altså en bevidst forfladigelse af deres optræden. Deres tøj - hvad rager det mig, og hvad rager det nogen? Og denne fokuseren på det atletiske, deres hænder, deres hænders gestik, og den øvrige krop, denne vippen, denne svajen. Det er ikke ment som en hån. Er det misundelse? Måske. De er unge. De er succesfulde. Måske, men mest af alt forstår jeg ikke rigtig, hvad de vil.
Jeg vidste, at der i mit hjernearkiv et eller andet stod placeret en parallel mode-formatering af en virkelig, litterær begivenhed. Og nu er jeg omsider kommet i tanke om den: Mit ypperste karikaturtegner-idol Alfred Schmidts tegning i Blæksprutten årgang 1900 af Edvard Brandes' og Robert Schybergs legendariske (og "mislykkede"! begge slap udskadt) duel i Dyrehaven som en reklame for nye herremode, dette er den skønne, lige så omhyggeligt stiliserede helside:
Hed ikke Petersen - not by a long shot
Al stormens møje
så glad den var for at støje
nu ligger den i sin hængekøje
har lukket sit blodskudte laser-øje
så glad den var for at støje
nu ligger den i sin hængekøje
har lukket sit blodskudte laser-øje
mandag den 28. oktober 2013
Det er Dan Turèlls job at skrive den nekrolog
(men Klaus Lynggaard er verdens bedste onkel-vikar, med 1 sølle time til deadline: "Han sang om den menneskelige tilstand på godt og især ondt, om udsatte
og desperate skæbner, som i skingert eller uskønt og apatisk toneleje
konfronterede sig med tomheden, som i stoffer, sex og udskejelser kort
fandt udfrielse fra tilværelsens monotone ondskabsfuldhed, og når Reed
sang om kærlighed, hvad han gerne gjorde, var det med al dens tvivl,
ambivalens og hele karakter og lige dele tiltrækning og frastødning.")
OG HER SKULLE DER STÅ EN ELLER ANDEN TEKST AF DAN TURÈLL, SOM ER DEN FØRSTE OG STØRSTE OG STÆRKESTE LOU REED-FAN, FRA FX DEN FØRSTE MEDIE-MONTAGE-SAMLING OM LOU OG BURROUGHS OG POUND ELLER HANS KATASTROFALE INTERVIEW ELLER EN AF HANS FORDANSKNINGER ELLER FORORDET, SENT, TIL DEN DÈR FØRSTE LOU-ANTOLOGI ELLER BARE DEN LILLE NOTE I EN AF DE SORTE BØGER OM AT HØRE 'SATELLITE OF LOVE' SOM 'SADO-LIGHT' OF LOVE', MEN ALLE MINE DAN-BØGER LIGGER I EN FLYTTEKASSE, OG JEG VED IKKE HVILKEN OG NU GÅR DET VIRKELIG IKKE LÆNGERE, DE KASSER SKAL TØMMES PÅ DE REOLER, DER (FØRST) SKAL OP LANGS DISSE VÆGGE, SÅ JEG DØGNET RUNDT KAN FINDE ALT OG INTET, SWEET, SWEET NOTHING
OG HER SKULLE DER STÅ EN ELLER ANDEN TEKST AF DAN TURÈLL, SOM ER DEN FØRSTE OG STØRSTE OG STÆRKESTE LOU REED-FAN, FRA FX DEN FØRSTE MEDIE-MONTAGE-SAMLING OM LOU OG BURROUGHS OG POUND ELLER HANS KATASTROFALE INTERVIEW ELLER EN AF HANS FORDANSKNINGER ELLER FORORDET, SENT, TIL DEN DÈR FØRSTE LOU-ANTOLOGI ELLER BARE DEN LILLE NOTE I EN AF DE SORTE BØGER OM AT HØRE 'SATELLITE OF LOVE' SOM 'SADO-LIGHT' OF LOVE', MEN ALLE MINE DAN-BØGER LIGGER I EN FLYTTEKASSE, OG JEG VED IKKE HVILKEN OG NU GÅR DET VIRKELIG IKKE LÆNGERE, DE KASSER SKAL TØMMES PÅ DE REOLER, DER (FØRST) SKAL OP LANGS DISSE VÆGGE, SÅ JEG DØGNET RUNDT KAN FINDE ALT OG INTET, SWEET, SWEET NOTHING
Mit hus er dus med et sus
Stilladserne på begge sider
af ejendommen er i
aften maskiner af metal,
der musicerer som besat
- af Lou Reed, der skrev
en sang om en digter,
hans lærer i poesi,
Delmore Schwartz,
der gik igen i hans hus:
The image of the poet's in the breeze
Canadian geese are flying above the trees
A mist is hanging gently on the lake
my house is very beautiful at night
dette er ingen blid brise,
stilladserne er ikke stillidser*
og det er skandinaviske ænder,
stormen stormfuldt kaster hid og og did,
som håndgranater mellem skyttegrave,
men det er jo ikke som om,
de springer i luften any time soon
*
stillids, stillits,
Carduelis carduelis, lille (14 cm), farvestrålende
finke, udbredt i Europa mod nord til det sydlige Sverige og Norge
og herfra mod øst til Centralasien og Himalaya. Indførte bestande
findes i Australien og New Zealand. I Danmark er den ret
almindelig.
Stillidsen lever i åbne områder med buske og spredte træer og
god forekomst af tidsler og andre flerårige urter, hvis frø er en
vigtig fødekilde. Så vidt vides består den danske bestand både af
stand- og trækfugle; desuden besøges landet af en del træk- og
vintergæster, formentlig fra Sydskandinavien. Se også
finker.
af ejendommen er i
aften maskiner af metal,
der musicerer som besat
- af Lou Reed, der skrev
en sang om en digter,
hans lærer i poesi,
Delmore Schwartz,
der gik igen i hans hus:
The image of the poet's in the breeze
Canadian geese are flying above the trees
A mist is hanging gently on the lake
my house is very beautiful at night
dette er ingen blid brise,
stilladserne er ikke stillidser*
og det er skandinaviske ænder,
stormen stormfuldt kaster hid og og did,
som håndgranater mellem skyttegrave,
men det er jo ikke som om,
de springer i luften any time soon
*
Stillids.
| Ordet stillids kommer via mhty. stigelitz fra slov. ščegljec, lydefterlignende ord. |
Hans Otto is a missionary
Side
one "Metal Machine Music, Part 1" -- 16:10 Side two "Metal Machine
Music, Part 2" -- 15:53 Side three "Metal Machine Music, Part 3" --
16:13 Side four "...
- You, Peter-Clement Woetmann, Anders Abildgaard, Mikael Drozd and 7 others like this.
And the word love was used and used and used
The View from the Bandstand: Lou Reed on rock and roll music (Aspen 3, The Pop Art Issue 1966): http://is.gd/C1DFYD , klip:
How can they give Robert Lowell a poetry prize. Richard Wilbur.
It's a joke. What about the EXCELLENTS, Martha end the Vandellas (Holland,
Dozier, Holland; Jeff Barry, Wile Greenwich; Bachrach and David; Carol King and
Gerry Goffin, the best song-writing teams in America. ) Will none of the powers
that be realize what Brian Wilson did with THE CHORDS. Phil Spector being made
out to be some kind of aberration when he put out the best record ever made,
"You've Lost that Lovin Feeling. "
We all made love to the music. And
the word love was used and used and used in all the music. Over used, again and
again, because that's where it was at. Still lingering idiots over Cole Porter,
cheap cocktail sentiment and wit, Julie Styne, Irving Berlin, Rodgers and
Hammerstein.
”Shake it up baby."
Bo Diddley, unheralded genius of our time, who developed
guitar techniques and sounds that just now are being appropriated.
Today you know music when you play. But there'd be nothing
now without then. And there was a reaction against the Broadway music, middle
of the road radio cretin music. How sad Richie Valens died. Give him a prize
ooohhhhhh Donna
ooohhhhhh Donna"
ooohhhhhh Donna"
Have you ever listened to "You've Lost That Lovin
Feeling, " where the girls are saying oohhhh and suddenly, naturally, just
right, come in with "Baby, " against Bill Medley's building vocal
line. Repetition. Every head in America must know the last three drum choruses
of "Dawn" by the Four Seasons. Paradiddles.
Repetition. Repetition
is so fantastic, anti-glop. Listening to a dial tone in Bb, until American Tel
& Tel messed and turned it into a mediocre whistle, was fine. Short
waves minus an antenna give off various noises, band wave pops and drones,
hums, that can be tuned at will and which are very beautiful. Eastern music is
allowed to have repetition. That's ok for glops with strawhats and dulcimers
between their blue legs... they don't listen to it, or see it, but they
sanction it. Andy Warhol's movies are so repetitious sometimes, so so
beautiful. Probably the only interesting films made in the U. S. Rock-and-roll
films. Over and over and over. Reducing things to their final joke. Which is so
pretty.
”Sally go 'round the roses
roses they won't hurt you"
roses they won't hurt you"
The North American glop. The freaks are making it finally
but they must unfortunately have glops around, it seems, to protect them.
Lawyer glops, accountant glops, publicity glops, recording glops. But they will
be done away with.
”One Monkey Don't Make No Show"
Kiosk på et vildspor
(den faste kioskbestyrer I WA Bøger er desværre tilbage fra ferie, ellers havde jeg lavet en Lou Reed-kiosk)
Fuck. Lou Reed er død. Fatter det ikke. This one goes out to Lou and Rachel. Coney Island Baby, R.I.P.
Klaus Lynggaard på Facebook
Fuck. Lou Reed er død. Fatter det ikke. This one goes out to Lou and Rachel. Coney Island Baby, R.I.P.
Klaus Lynggaard på Facebook
Lou
Reed, din gamle nar, tak for alt. Tak for at synge uden at kunne synge,
tak for alt det sorte og det smukke og det støjende og det coole. Tak
for sangene og ordene. Der har været mange af den slags dødsfald de
seneste år og der vil blive flere og flere. Rocken dør.
Peter H. Olesen på Facebook
All the music meant so much to me, Lou Reed. I'm inside a Lou Reed album right now, Berlin. Love.
Susanne Christensen på Twitter
We love you Lou. We love you Laurie.
Lena Dunham på Twitter
øv lou reed var en af mine bedste venner. nåmen farvel vi ses i paradis /
Peter H. Olesen på Facebook
All the music meant so much to me, Lou Reed. I'm inside a Lou Reed album right now, Berlin. Love.
Susanne Christensen på Twitter
We love you Lou. We love you Laurie.
Lena Dunham på Twitter
øv lou reed var en af mine bedste venner. nåmen farvel vi ses i paradis /
tror det snart er dommedag for himlen er rød hver eneste nat
Olivia Nordenhof (6 timer mellem de to opdateringer) på Facebook
Føler mig helt ekskluderet af Det store Vi - havde aldrig før hørt om Lou Reed - det er ensomt at være så alene og helt uden sorg.
Olivia Nordenhof (6 timer mellem de to opdateringer) på Facebook
Føler mig helt ekskluderet af Det store Vi - havde aldrig før hørt om Lou Reed - det er ensomt at være så alene og helt uden sorg.
Hans Hauge på Facebook
Satellite's gone
Satellite's gone
up to the skies
Thing like that drive me
out of my mind
I watched it for a little while
I like to watch things on TV
Satellite of love
satellite of love
Satellite of love
satellite of
Satellite's gone
way up to Mars
Soon it will be filled
with parking cars
I watch it for a little while
I love to watch things on TV
Satellite of love
satellite of love
Satellite of love
satellite of
I've been told that you've been bold
with Harry, Mark and John
Monday, Tuesday, Wednesday to Thursday
with Harry, Mark and John
Satellite's gone
up to the skies
Thing like that drive me
out of my mind
I watched it for a little while
I love to watch things on TV
Satellite of love
satellite of love
Satellite of love
satellite of
Satellite of love
Satellite of love
Satellite of love
Satellite of love
Satellite of love
Satellite of love
...
Lou
Thing like that drive me
out of my mind
I watched it for a little while
I like to watch things on TV
Satellite of love
satellite of love
Satellite of love
satellite of
Satellite's gone
way up to Mars
Soon it will be filled
with parking cars
I watch it for a little while
I love to watch things on TV
Satellite of love
satellite of love
Satellite of love
satellite of
I've been told that you've been bold
with Harry, Mark and John
Monday, Tuesday, Wednesday to Thursday
with Harry, Mark and John
Satellite's gone
up to the skies
Thing like that drive me
out of my mind
I watched it for a little while
I love to watch things on TV
Satellite of love
satellite of love
Satellite of love
satellite of
Satellite of love
Satellite of love
Satellite of love
Satellite of love
Satellite of love
Satellite of love
...
Lou
søndag den 27. oktober 2013
Lou Lou Lou Lou Lou
Hans
sjældne, sjældne
SMIL,
Mona Lisask
(Mona Lisa says),
til New York-koncerten
i Falkoner,
da han sang linjen
(- bortset fra '
at han sang bedst,
og det gjorde han
den aften,
når han ikke sang,
men FOREDROG,
- da han foredrog linjen)
"but you can't always trust your mother"
i "Last great American Whale"
og publikum
klappede vildt
og Lou smilede
for første gang
i måske uge-
eller MÅNEDSvis,
og jeg var med til at
kalde det smil
frem på
Lous
læber,
og nu søger jeg på
'Lou Reed smiling':
med John Cale (LEVENDE) og Andy Warhol (IKKE LEVENDE)
- men her smiler han ikke:
sjældne, sjældne
SMIL,
Mona Lisask
(Mona Lisa says),
til New York-koncerten
i Falkoner,
da han sang linjen
(- bortset fra '
at han sang bedst,
og det gjorde han
den aften,
når han ikke sang,
men FOREDROG,
- da han foredrog linjen)
"but you can't always trust your mother"
i "Last great American Whale"
og publikum
klappede vildt
og Lou smilede
for første gang
i måske uge-
eller MÅNEDSvis,
og jeg var med til at
kalde det smil
frem på
Lous
læber,
og nu søger jeg på
'Lou Reed smiling':
med John Cale (LEVENDE) og Andy Warhol (IKKE LEVENDE)
- men her smiler han ikke:
Tidsskriftligt
Tidsskrifter, der sætter en dagsorden, formulerer en dagsorden, der er sat i forvejen (men (endnu) ikke formuleret SOM dagsorden), følger en dagsorden, der er sat og formuleret i forvejen
wunderkammer-tidsskrifter / der udsender wunderkammermusik
- Regel: I hvert nummer af et tidsskrift skal der være mindst 1 bidrag, der er udenfor nummer
2 trælse tidsskriftsttyper:
enquetetidsskriftet (siger sig selv, eller det gør det jo lige præcis ikke)
VIP-tidsskriftet (inviterer (kun) allerede hypede/etablerede)
wunderkammer-tidsskrifter / der udsender wunderkammermusik
- Regel: I hvert nummer af et tidsskrift skal der være mindst 1 bidrag, der er udenfor nummer
2 trælse tidsskriftsttyper:
enquetetidsskriftet (siger sig selv, eller det gør det jo lige præcis ikke)
VIP-tidsskriftet (inviterer (kun) allerede hypede/etablerede)
lørdag den 26. oktober 2013
Det må lune i skærsilden
Lars Frost har skrevet en roman om at være dømt til at være uden en Beatrice, så derfor tildeler Det Danske Akademi ham ganske fortjent Beatriceprisen, med følgende fornuftige fragment (! ?) af en begrundelse:
Beatrice-prisen (rettelig Beatrice-legatet) tildeles Lars Frost:
“[…] han driller læseren, men overrasker ham også glædeligt. Det er denne fanden-i-voldskhed parret med en altid høj sproglig og litterær bevidsthed Det Danske Akademi i år sætter pris på.”
Det er kun den anden digter i 00-generationen (eller yngre (undtaget Rifs Debutantpris) - den første var Ursula Andkjær, der fik Otto Gelsted-prisen i 2010), der får en af Akademiets priser, så det er flot gået, både af Lars og Akademiet.'
Bare kald ham Dadante!
To andre godt valgte pris-modtagere, Silas-pris til Strid og Gelsted-pris til AL Marstrand-Jørgensen
Beatrice-prisen (rettelig Beatrice-legatet) tildeles Lars Frost:
“[…] han driller læseren, men overrasker ham også glædeligt. Det er denne fanden-i-voldskhed parret med en altid høj sproglig og litterær bevidsthed Det Danske Akademi i år sætter pris på.”
Det er kun den anden digter i 00-generationen (eller yngre (undtaget Rifs Debutantpris) - den første var Ursula Andkjær, der fik Otto Gelsted-prisen i 2010), der får en af Akademiets priser, så det er flot gået, både af Lars og Akademiet.'
Bare kald ham Dadante!
To andre godt valgte pris-modtagere, Silas-pris til Strid og Gelsted-pris til AL Marstrand-Jørgensen
Rasmus er AF GUMMI og i Ringkøbing
Rasmus Halling Nielsen, som vi om lidt (i skrivende nu - publicerende nu er nok først senere) skal høre læse op, har nye tekster med i Skriftserie for ny dansk litteratur # 2 eller rettere FOTOGRAFIER af nye tekster (med Claus Carstensen-link, iflg. den indledende ikke-foto-tekst) i et hjemmelavet hæfte eller skudt ind i en bog, måske det Tvillingerne-bind, han læste fra på Roskilde 2012 - og så har det svenske net-forlag sverigesstorstaforlag udsendt en reel ny Halling-bog, dejligt besværligt og uden påviselig grund betitlet EN KAKAO I KØLESKABET HAR ANDREASNAVN SKREVET OVERALT / allervenligste invitation, - og nu er det lørdag morgen, og jeg har prøvet at skrive notater til et oplæg om de nye digtere, og især (NOGLE AF) disse af HOJ såkaldte hjernedigtere, der virkelig er en meget tvivlsom gruppering, som befindende sig mellem GRID og SPRAWL, og i aften læste de alle sammen op, undtagen PCW, der var syg, og Rasmus læste op af et nyt manus med tekst på A3-ark (og Chresten Forsoms bidrag til antologien, som han (kun lettere besværet - ligesom Rasmus) læste op, er også determineret af ark-størrelser, mindre og mindre og mindre og mingeleret ind i en skrivemaskine), nå, men den bog på nettet af Rasmus er skiftevis distræt og melankolsk, speedet og rasende, og her smædes nogen eller noget som GUMMI (og måske faktisk noget faktisk GUMMI) - og hov! i copypastingen fra pdf'en tilsættes der udråbstegn! de skal ikke være det, men det er vel faktisk en meget Hallingsk rundhyl-støj og passer egentlig ret god ttil udladningen :
Det var ... som i en tegnefilm. Tiden gik langsommere, hver detalje står stadig tydeligere for mig den dag i dag. Ringmuren bulede ind ad, soom om den var lavet af gummi, lydene omkring mig forsvandt og det hele forekom ganske surrealistisk. Et langt magisk øjeblik. Og så, med ét, var alt virkelig igen. realtid. Larmende, lugtende, støvende. En lund sommerdag i Vridløselille eksploderede muren simpelthen og alt blev kaos. Jeg satte i fuld sprint hen mod støvskyen, hvor jeg kunne se omridset af en gigantisk gummiged, der holdt halvvejs inde i fængselsgården. Ved siden af mig spurtede en fængselsbetjent, og mens jeg løb, spekulerede jeg på, hvad han mon egentlig ville gøre nu. Var der et eller andet sted i deres regelsamlinger anvisninger for, hvordan ansatte og indsatte skulle forholde sig til en gummiged i ringmuren.
Og så skal Yahya Hassan ikke tro, at han er den eneste, der skriver poesi MED STORE FORURETTEDE BOGSTAVER (spændende, om udråbstegnene springer frem igen - det gjorde de ikke!?):
BETRAGT DETTE LILLE SLÆB. BETRAGT SOM
Fuck! dig! dit! sammentyggede! gummi! hvor! jeg! håber! du! aldrig! nedbrydes! i! naturen! men! må! bestå! af! dit! gummimateriale! altid:! leve! i! det! i! en! mørk! skov! uden! telefon! eller! internet! –! dækningsløse! områder! for! telefonbranchen! –! gummiet! ligger! gummi!o g! i! det! al! din! sjæls! kvaler! evigt! for! helvede! hvor! håber! jeg! det! ene! hof! du! holder! er! myrer! der! gnaver! af! dit! gummihylster! så! smerten! vil! ligge! som! søm! ind! under! blødeste! hud! under! negle! blød! din! hattenar! blød! og! bliv! påført! skader! i! det! hele! store! forkromede! gyldne! gummi! rillet! efter! rille! rillet! efter! helvedes! grill! åh! alt! det! er! digtets! temperament! og! jeg!
Og tilfældigvis er jeg i gang med at læse en NY rockerbog, En forfærdelig mand, af Lars Jensen, der stod bag den legendariske GUMMIgedsflugt fra Vridløselille, et klip:
drømmer! kun! om! en! lille! ting,! KAN! INGEN! FORSTÅ! jo! KAN! NOGEN! FORSTÅ! jo
Og tilfældigvis er jeg i gang med at læse en NY rockerbog, En forfærdelig mand, af Lars Jensen, der stod bag den legendariske GUMMIgedsflugt fra Vridløselille, et klip:
Det var ... som i en tegnefilm. Tiden gik langsommere, hver detalje står stadig tydeligere for mig den dag i dag. Ringmuren bulede ind ad, soom om den var lavet af gummi, lydene omkring mig forsvandt og det hele forekom ganske surrealistisk. Et langt magisk øjeblik. Og så, med ét, var alt virkelig igen. realtid. Larmende, lugtende, støvende. En lund sommerdag i Vridløselille eksploderede muren simpelthen og alt blev kaos. Jeg satte i fuld sprint hen mod støvskyen, hvor jeg kunne se omridset af en gigantisk gummiged, der holdt halvvejs inde i fængselsgården. Ved siden af mig spurtede en fængselsbetjent, og mens jeg løb, spekulerede jeg på, hvad han mon egentlig ville gøre nu. Var der et eller andet sted i deres regelsamlinger anvisninger for, hvordan ansatte og indsatte skulle forholde sig til en gummiged i ringmuren.
Og så skal Yahya Hassan ikke tro, at han er den eneste, der skriver poesi MED STORE FORURETTEDE BOGSTAVER (spændende, om udråbstegnene springer frem igen - det gjorde de ikke!?):
BETRAGT DETTE LILLE SLÆB. BETRAGT SOM
TRAILERSTIL JEG HAR SET MIN FAIR DEL AF
TRAILERE PÅ DISSE KANTER! SOCIALISTISKE
TALENDE RØVHULLER SMØR MERE SMØR MØRE
STYKKER KALKUNFORMEDE SOYAANRETNINGER
FUCKÆSTETISK FUCK DIG ÆSTETISER DIT
DIRRENDE MUNDSLÆB TRAILERSTILET OG
ALLEREDE DØDSKØRT TIL GRUNDEN
JEG VIL GERNE ALDRIG SMIDE NOGET UD!
+ JEG VIL GERNE ALDRIG SMIDE NOGET UD
+
!JEG VIL GERNE ALDRIG SMIDE NOGET UD = /EN
MÆRKELIG ARABESK BITTER CHOKERET HÆNGER
UD / VI HAR ALLE VERDENS 42% DYRE LANDE END
ANDRE FOR TURISTERNE, VI SMÅ STJERNEOASER;
ALLE ØDELAGTE
fredag den 25. oktober 2013
Red bøgerne! og HÆFTERNE OG F E U I L L E T O N E R N E!
'- Lars Bukdahl Okay, Lea, jeg nægter at tro, at en DT-Feuilleton-original, men også hvis det bare er geneoptrykket af de samlede er til salg, NÆGTER!
Lea Fløe Christensen Bare rolig, Lars, de er ikke til salg, for jeg har REDDET dem (14 stk) Hvorfra ved man, om de er originale eller genoptryk?
Lars Bukdahl Ved at der er 14 stk (genoptrykket er en samlet udgave).! De er en formue værd! Både åndeligt-sanseligt og antikvarisk!
- Lars Bukdahl Ved at der er 14 stk. (genoptrykket er en samlet udgave). de er uvurderlige, både åndeligt/sanseligt og anikvarisk. Stencil-guld!
- Lea Fløe Christensen Så det gode er, at de er reddet. Det dårlige er, at de ligeså godt kunne have været røget ud, hvis de ikke var blevet fundet i bogsalgsmængderne.