mandag den 30. september 2013

Nanna Kornelia har også fået en tale

fordi hun i lørdags i idylliske Skovhuset i Værløse fortjent blev udnævnt til åres Skovhuslyriker (valgt af Skovhusets bestyrelse mellem 7 nominerede 2012-debuntaner fra Hvedekorn, nomineret af mig, redaktøren), talen kan læses på Hvedekorns hjemmeside, som I besøger for sjældent, her!


Og her er et andet (end det jeg citerer og udlægger i talen) af hendes yderst lovende debutdigte fra Hvedekorn 1, 2012 (ved udnævnelsen læste hun sensationelt nye digte, der holdt løfterne og lovede endnu mere, hurra for det!):

-->
Min festlige
nakke er en forvirret lykkeglimtende kapsel en
forvokset skønhedsplet med
mudder helt ned i håret og kyssende
tørst, jeg fandt en paraply

men hvad laver den i virkeligheden
der hvor verden har fået hold i hjertet
og hvem vil give det hele rehab

Jeg forstår godt temperaturen stiger steder
at skulle rumme så mange liv,
så mange tågede forsvindingsnumre

i de samme sekunder som de hvor
folk finder paraplyer
slår dem ud for at opdage
at regn er vand
i forhold til livet.

søndag den 29. september 2013

Mediesocialiteten zapper mig

Ingen blogpost i dag undtagen denne,

men indtil flere tweets, op til 3.

Og nu er jeg i Ringkøbing

i egen sløje persona, godnat dér.

lørdag den 28. september 2013

Åh nej, Martin Budtz er død

født 1961, inderlig-finurlig digter (Jeg er det øjeblik, Allevegne, Familie, Museum) og litteraturhistorieskabende medgrundlægger og primær organisator af Øverste Kirurgiske (blad, forlag, oplæsninger), utrolig venlig og frygtelig plaget ildsjæl, der burde have brændt meget længere, i alle sine retninger. Fandens sørgeligt. Her er et lille, nyklassisk digt fra debutbogen, der handler om det hele:

Vi er levende
vi dør
og vi er levende

Det er en rejse,
der starter her.

Vi sidder i en frøkapsel
på vej mod månen.

Jeg er en lille hund
der har været
kardinal i Spanien.

Og jeg forstår
det hele hænger sammen
der er ikke
noget som helst uforklarligt


Vinderbog findes gradvist piblende - boblende

Det mærkelige ved, i biblioteks-regi og med bibliotekarer, at diskutere og til sidst vinder-kåre Kristian Byskovs Mitose var, at bogen slet ikke er biblioteks-registreret som ny bog; til forskel fra alle mulige gyselige debut- og ikke-debut-bøger behøver bibliotekerne slet ikke at tage stilling til eventuelt indkøb, selvom bogen til forskel fra (og, ja, ja, ligesom ...) alle mulige lortebøger er blevet anmeldt højst positivt i Weekendavisen, men den er ikke sendt til eksistensanerkendelse af det bittelille forlag emancipas(ss/t)frugten, og de eksistensregistrerende bibliotekarer læser ikke forpligtet Weekendavisen (lige så lidt som konkurrerende litteraturredaktører), det er for galt

men bogen fik alligevel sin pris! Ha!

Og takket være den er bogens kritiske reception tredoblet: 1 pristale, se nedenfor, ved professor Anne-Marie Mai og 1 omtale på Litteratursiden ved (jo også digter) Mette Østgaard Henriksen, og da Kamilla Löfström likede min opdatering om prisen, udæskede jeg hende effektivt:

- efterhånden og omsider en tydelig prins af en tudse!

Den gule tale

-->
Bag Ray Bans blinker orkanens øje, eller: Ironien har tics

Ved overrækkelsen af (den ene halvdel af) Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat på 50.000 kr. til Hassan Preisler for romanen Brun mands byrde på Vejle Bibliotek fredag 27.september 2012

Af Lars Bukdahl

Jeg havde travlt, da jeg i går morges alt for tidligt satte mig til at genlæse Hassan Preislers roman Brun mands byrde som forberedelse til denne tale. Jeg skulle også læse korrektur på et nyt nummer af Hvedekorn og tage stilling til bidragydernes korrekturrettelser, det linjebrud sidder forkert, det ’og’ skal være et ’eller’ osv,, unge poeter er virkelig slemme, og det skal de også være, til at falde i staver i og over deres egne frembringelser.
   Og så var det dejligt at opleve, at romanen forstod mig, eller det er måske for sentimentalt sagt. Lad mig nøjes med at sige, at romanen havde lige så travlt som mig, og at det føltes venligt og velgørende. Både fordi jeg kunne spejle min egen tvangsopspeedethed i den, og fordi travlheden - når den rent formelt administreres så friktionsfrit virtuost og energisk – simpelthen gør bogen hurtigere at læse, uden man nemlig behøver at sjuske med sin læsning: bogen er fast besluttet på at blive læst i en ruf. Man læser den dårligt, hvis man læser den langsomt.
  Akkurat ligesom visse digte af Halfdan Rasmussen og af Per Højholt, fx akkurat det lange et, der hedder Turbo, og modsat en bog, jeg ellers selv har sammenlignet Brun mands byrde med, pga. identitetsmotivet og pga. og’erne, Dan Turèlls Vangede Billeder, der er fortalt og skal læses krønike-drevent, bodega-kværnende. Fartmæssigt vil jeg snarere sammenligne med Hans-Jørgen Nielsens uretfærdigt glemte Den mand der kalder sig Alvard fra 1970, hvor et centralt ord er ”syntaksautostradaerne”. Vrooooom! Som man sagde dengang.
   En lydmand i Charlottenlund har fortalt mig, at Hassan Preisler er den hurtigst oplæsende mand/kvinde, han har optaget, men jeg tror i virkeligheden, at bogen vil læses endnu hurtigere end forfatteren selv gør, uforsvarligt hurtigt, ikke snublende, men jagende, efter de punktummer, der yderst sjældent optræder, som andet end afsnits-afslutning. Så hurtigt her, som om der er bindestreg mellem hvert ord:
  Jeg-skal-til-begravelse-i-Kokkedal-Kirke-og-mor-og-søster-Rebecca-og-jeg-har-gået-den-lange-vej-fra-stationen-til-kirken-og-biler-og-cykler-stopper-og-spørger—om-vi-er-faret-vild-og-om-vi-har-brug-hjælp-også-på-engelsk-og-vi-siger-”nej-tak!”-og-”no-thanks!”-og-da-vi-holder-en-pause-kan-jeg-se-at-vi-er-gamle-os-tre-Mor-har-gråt-hår-og-står-og-vipper-fra-side-til-side-med-stivhed-i-ryggen-og-søster-Rebecca-er-ikke-søster-Rebecca-men-kvinde-med-barn-og-mand-og-grad-fra-universitetet-og-stilling-som-lektor-og-et-alvorligt-udtryk-i-masken-og-vi-går-videre-ad-veje-og-stier-over-marker-og-enge-og-solen-skinner-og-det-er køligt-Mors-veninde-Anita-er-død-af-kræft-og-jeg-har-taget-dagen-fri-og-jeg-siger-”jeg-skal-være-der-for-mor”-men-jeg-tænker-at-jeg-nok-i-virkeligheden-er-taget-til-Kokkedal-fordi-tårer-for-Mads-og-Janne-og-Signe-der-nu-er-i-fyrrerne-ligesom-søster-Rebecca-og-jeg-og-minder-om-barndomslege-med-børnene-Mads-og-Janne-og-Signe-i-en-familie-så-tryg-som-kun-familier-i-Kokkedal-er-det-og-salmer-og-selvvalgte-sange-fra-et-musikanlæg-med-lethed-stikker-en-dag-med-teateradministration-og-da-vi-går-videre-tænker-jeg-pludselig-at-det-egentlig-er-underligt-at-søster-Rebeccas-dreng-er-hvid-som-kridt-når-nu-min-datter-er-sort-som-kul.”
  Det er jo en tekst og en mand, der har det værre end travlt, han og den har decideret stress. Begge, tekst og mand, forsøger lige her at afstresse, med at gå til begravelse sigende nok, men det lykkes i spektakulært ringe grad. Kun HCA er kommet mere stakåndet gennem en landskabsbeskrivelse: ”under taget svalen kvidrer,/ solen synker, og så videre”. Brun mands byrde er en roman, der stresset handler om at være stresset, kunstnerisk kvalificeret stresset handler om at være fortvivlende og euforisk stresset i virkeligheden: hverdagstresset, som med den der – stresset ord! – teateradministration, men fremfor alt eksistensstresset og identitetsstresset, i sin flerdobbelte eksistens og identitet som dansk-pakistansk skuespiller og hygge-nygge-daner og mønstermedlem af den (internationale) kreative klasse og professionel præmieperker og – stedt på aarhusiansk værtshus - uhjælpeligt fejlfarvet. På én gang - og i bogen organiseret som denne overordnet stressede flugt fra den ene Hassan til den anden til den tredje.
  Hjemmesiden forebygstress.dk (stresset domænenavn!) opererer med tre slags stress:
  Gentagende eller vedvarende stress  -  Gul stress
  Hvis vi oplevet hyppigt gentagende eller vedvarende akut stress, så vil kroppen mere eller mindre være i en konstant alarmtilstand. Dette påvirker os både fysisk og psykisk, f.eks. vores søvn og vores humør.
  Kronisk (langvarig) stress  -  Rød stress
  Hvis stressen er vedvarende i lang tid, så kommer kroppen og psyken mere og mere ud af balance. Vi begynder at fungere dårligt både fysisk og psykisk.
  Stresssammenbrud  -  Sort stress
  Hvis vi ikke stopper i tide, så siger enten vores krop eller psyke på et tidspunkt stop, vi får et stresssammenbrud, der ofte føre til en sygemelding. I meget alvorlige tilfælde kan stress føre til førtidspension eller i værste fald dødsfald.”
  Det fremgår med al ønskelig tydelighed af bogens omslag, at det er gul (tenderende mod rød) stress, gentagende og vedvarende stress, den og Hassan lider af. Jeg synes, ”mere eller mindre konstant alramtilstand” er så god en opsummering som nogen af fortællertilstand og romanæstetik.
  Det for alvor smukke og prisværdige ved Brun mands byrde er ikke stressens stilistiske brillans – som jo ærlig talt er lidt pervers – men stressens generøsitet: Den travlhed, med hvilken Hassan gennemruller samtlige sine ambivalenser og lirer sine og sin families komplette historier af, med så meget fynd og klem og detaljerigdom som muligt, på sølle 200 sider: det er en turbo-rigdom af en anden verden, som – insisterer og demonstrerer bogen – er og bliver denne verden, inkl. Vejle Bibliotek. Tillykke, Hassan, dit hektiske og herlige hylster, med Munch-Christensens Kulturlegat 2013. 

Den grønne tale

Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat
Debutantprisen 2013 til

Kristian Byskov

- MOTIVERET AF ANNE-MARIE MAI

På Syddansk Universitet har vi et fag, der hedder Skrivekunst eller Creative Writing, hvor studerende, der gerne vil forsøge sig med at skrive skønlitteratur, kan følge kurser. Som underviser i Skrivekunst bliver man imidlertid en smule forhærdet, når det drejer om genren science fiction. Der sidder ofte på holdet en eller to studerende, der er bidt af en gal science fiction-idé, som de hverken kan eller vil slippe. Og som regel er det netop dét, man som underviser skal forsøge at få dem til, hvis de skal få en fornemmelse for deres eget sprog og deres egen udtryksevne og ikke blot fylde side op og side ned med klichéer om firkantede mutanter og star war-agtigt isenkram. Science fiction er en svær én, og man skal på dansk nærmest være Svend Åge Madsen for at kunne skrive en science fiction roman.
Som man kan høre, var hele mit anti-sci-fi beredskab derfor på overarbejde, da jeg begyndte at blade i Kristian Byskovs debutroman, Mitose, hvor forfatteren tilmed vover at tone helt rent flag på forsiden og kalde sin roman en science fiction roman. Men jeg tør roligt sige, at Kristian Byskov med sin roman fik bragt mig ud af min science fiction skepsis og fanget mig ind en fortælling om en verden efter en katastrofe, og det er en fortælling, der helt elementært fungerer som kunst og litteratur.
I Mitose følger vi en navnløs jeg-fortæller, der har overlevet en katastrofe ved at grave sig ned i jorden og nu forsøger at få en fornemmelse af de forandringer, der sker med hans krop og hans omverden. Mitosen, organismers almindelige celledeling, som romanen er opkaldt efter, har ændret sig, og fortællerens hukommelse er hullet og uklar; han husker kun i glimt oplevelser fra katastrofen og tiden efter.
Fortælleren tumler rundt i et ruineret og slimet univers. Hans sanser fungerer ikke rigtig, kroppens lemmer og led flytter sig på en mærkelig måde, og han er svækket af sult. Imidlertid bliver han samlet op af en gruppe af overlevende, der har indrettet sig i ruinerne af et boligkompleks, og som har formået at tilpasse sig forandringerne i deres krop. De har brug for masser af væske, lever en stor del af deres tid i badebar og spiser ikke, men ernærer sig af alger, der optages gennem deres fugtige hud. Det er tydeligt, at de langsomt men sikkert er ved at blive til ét med algesuppen. Vi får et blik på algefolket af en midaldrende kvinde, københavnerarkitekten Lis, der har overlevet på en anden måde end ved at gå i symbiose med algerne, og som beskriver algemenneskenes liv udefra.

”Som gruppe er de endnu mere mærkværdige end noget folkeslag jeg nogen sinde har hørt om. Jeg føler mig lidt som en antropolog der er taget ud til en eksotisk stamme. Men det her er byboere, det er tydeligt. Byboere der er blevet bønder, i et sært nicheagtigt dyrkningsfelt. Den måde de passer deres alger på, minder mig om måden man ville tilbede sin gud på hvis man havde en. De synes dog ikke at have nogen tro. ” (s. 85)

Lis er en klassisk figur i science fiction-genren – en udefrakommende betragter, der fortæller om den fremmede verden. Hun husker desuden en verden, læseren kan genkende: Hun har en fortid som københavnsk, fraskilt arkitekt, der interesserer sig for havedyrkning. Hun ligner en efterkommer af kvindebevægelsen, en selvhjulpen kvinde, som altid har sat en ære i at klare sin egen dag og vej, og livet efter katastrofen stiller store krav.  Lis har ikke lyst til at slutte sig til algefolket – hun frastødes af deres nonverbale kommunikation og slimede fællesskab, og hun erklærer med en vis form for arkitekt-humor: ”Jeg vil aldrig kunne bo i et badekar”. 
Algemenneskene begynder mere og mere at kommunikere direkte kropsligt – uden sprog og tale. De udviser en ømhed over for deres fællesskab, og beskrivelsen af, at kroppene og algesuppen mere og mere celledeler sig ind i hinanden er fuld af lys, bevægelse, pulsslag og åndedræt. En slags fødsel af en ny organisme. Uhyggen er underspillet hos Kristian Byskov, hvilket giver plads til læserens egen oplevelsesevne og følelse, og det er en kæmpefordel, der gør Byskovs version af science fiction romanen til en litterær fortælling frem for et udstyrsstykke i teknologi.
Man kan hos Kristian Byskov finde beskrivelser og figurer, der minder læseren om andre litterære skildringer, hvor der skabes underspillet uhygge og gådefulde scenerier. Fortællerens opvågningsscene leder i al fald min tanke hen på Cecil Bødkers fortælling, ”Bogfinken”, fra 1961, hvor en lille dreng overlever en krigskatastrofe. Han vågner langsomt op, ligger lammet i græsset og kan se, men ikke høre, at en bogfinke nær ham synger.
Der vokser bjørneklo i nærheden af det beboelseskvarter, hvor Byskovs algemennesker lever. Bjørneklo-planterne bliver større og større, og minder læseren om de vækster, der optræder i Ole Sarvig digt, ”Bjørneklo”, fra Grønne Digte, 1943, hvor bjørnekloen er en allegori for nazismens had, egoisme og frygt. Det hedder i digtet:

”En grænseløst elendig,
smudsig og fattig sommer
blomster nu med sine kæmpevækster
nede ved havnen

Og fluerne bestøver dem.

Byskovs fortæller ser ikke bjørnekloen som særligt truende, registrerer blot deres vilde vækst, men den læser, som kender Sarvigs digt ”Bjørneklo”, føler pludselig ekstra stærkt den uhygge og rædsel, som teksten underspiller.
Der er frem for alt en figur i romanen, som er gådefuld og på en gang truende og fortrolig. Det er den kæmpetudse, der opholder sig i beboelseskvarteret. Den er mange meter høj, et enorm dyr i apatosaurus-klassen, og da den springer væk fra stedet, falder de fugt-møre bygninger sammen. Kristian Byskovs kæmpetudse kan hurtigt lede læserens tanke direkte ind i eventyret, og tudser fra både H. C. Andersens og Grimms eventyr springer lige ind på siderne. Både hos Andersen og Grimm optræder der venlige skrubtudser. Grimm fortæller om en lille pige, der fodrer en skrubtudse og får gaver af den, men da hendes mor slår tudsen ihjel, vantrives pigen og dør.
Hos Andersen bor skrubtudsen i en brønd, og den længes opad mod himlen og solen.  Den er grim i alles øjne, men den har en ædelsten bag sin pande, en gnist af det guddommelige. Og det véd ifølge Andersen ikke naturforskeren, men derimod digteren, for han fortæller historien om skrubtudsen som et eventyr.
En litteraturhistorisk yngre tudse finder vi i Per Højholts digt. ”Personen slår til”,
fra Praksis 9, Det gentagnes musik, 1989, hvor digter-personen undrer sig over, at livet faktisk er langt nok, og som eksempel digter om, at han både når at se en stor tudse ved indgangen til Kvickly og at forsone sig med, at han nok ikke får den at se igen.
Hos Byskov er tudsen på en måde rædselsvækkende, men da den forsvinder fra stedet, ligner det et tegn på, at grundlaget for de komplekse organismer og deres mutanter er ved at forsvinde, og at algemenneskene er ved at celledele sig ind i algesuppen.
Tak til Kristian Byskov for at have udfordret både forhærdede sci-fi-skeptikere som mig og selve genren med sin bog. Nu ved jeg præcis, hvad jeg skal anbefale de skrivekunststuderende med hang til sci-fi: læs Mitose og lær deraf noget om den raffinerede, underspillede fortælling, helt fri for isenkram, men fuld af katastrofe.  Romanen er en flot litterær debut af en kunstner, der måske mest er til billeder og installationer.
Kristian Byskov har gået på Kunstakademiet og deltog i afgangsudstillingen 2013 med sammen med Andreas Rasmussen med BUBOS - en biotopisk sci-fi opera.
Men fra billedkunst, opera og installation kommer han smukt ind i litteraturen med en fortælling, der overlister læseren – den er fuld af eventyr, underspillet horror og mærkelige gys. Kristian Byskov må meget gerne blive ved med at dyrke ordets kunst, og vi håber at skubbe ham i denne retning med Debutantprisens 50 tudser. 

2 hybride gentlemen vandt

DANMARKS STØRSTE DEBUTANTPRIS
MUNCH-CHRISTENSEN KULTURLEGAT
PÅ 2 X 50.000 KRONER
GÅR I ÅR TIL

HASSAN PREISLER FOR ROMANEN
BRUN MANDS BYRDE
UDKOMMET PÅ LINDHARDT & RINGHOF

OG

KRISTIAN BYSKOV FOR SCIENCE FICTION-ROMANEN
MITOSE
UDKOMMET PÅ EMANCIPA(SS/T)IONSFRUGTEN

2 FREMRAGENDE VALG,
MENER DETTE JURYMEDLEM,
FORFATTERNE VAR ENIGE.
DA DE I GÅR MODTOG PRISEN
VED EN FESTLIG HØJTIDELIGHED
PÅ VEJLE BIBLIOTEK




fredag den 27. september 2013

For uforholdsmæssighed

Apropos Tue Nexøs præcist og smukt patroniserende anmeldelse af Forfatterskolens afgangsantologi  i dagens Information:

Jeg kan hverken få nok af "ordspil og indrim og syntaksforbistring" og "absurde sætninger"

eller dig.

Mae West ca.: For meget af underligt vid er en god ting 

(herunder underliggende vidde)

Jeg er blid som et lam, sagde han bloddryppende

Jeg er godt tilfreds med, at herren ved siden af mig i IC3-toget ikke læser BT fra i går (Overskrift: "Slagteren fra Pilestræde", billedtekst: "den onde mand") Og med at jeg ikke ser nogen læse Weekendavisen Bøger i dag, fordi de læste BT i går, for så ville deres splatter-forventninger desværre blive opfyldt: Mine to sådan cirka hårdeste 2103-anmeldelser, den ene selvfølgelig af en debutant, er begge på, og i Blæksprutten polemiserer jeg manisk mod både Moestrup og Jalving (ja,ja, bloggenbrug) - så meget for ikke at leve op til sit idiotiske (tudsegamle) hype ...

Jeg troede Ib Michael stjal min cykel for 117. gang!

Men så var den slet ikke stjålet.

Den var blevet flyttet fra den ene cykelparkeringsdobbeltdækker på Nørreport til den anden.

Og så var det slet ikke Ib Michael.

Men Morten Sabroe.

Der imidlertid er blevet oplært på Ib Michaels thailandske cykeltyveskole, som han havde lovet, Mik, var forbeholdt den lokale, rodløse ungdom.

Men heldigvis havde Morten Sabroe ikke hørt efter i timen.

Han stjæler også dårligt.

torsdag den 26. september 2013

Porten knirker åben!

  1. Den Blå Port nr. 92 udkommer d. 28. oktober og handler om ROMAN - bidrag af Jeppe Brixvold, Apuleius oversat af Harald Voetmann, Nielsen, Pablo Llambias, Asger Schnack, Stine Pilgaard, Caroline Albertine Minor og Josefine Klougart. Releasefest med masser af peanuts - mere info følger.

    Godt at få Apuleius med, så bidragyderne (og redaktørerne) ikke er lutter Forfatterskoleelever (Voetmann, Pilgaard, Minor, Klougart (Rolsted) + 1 drop-out: Nielsen) og Forfatterskolelærere (Brixvold, Llambías, Schnack), selv om jeg selvfølgelig principielt ikke har noget imod et Forfatterskolelitteraturtidsskrift eller måske rettere -årsskrift. 
    Men bortset fra det, og det er jo hurtigt gjort - SET! BORT! SÅDAN! - er det jo lutter læseværdige og konkurrencedygtige forfattere, jeg glæder mig til at værdige en jaloux læsning!

    Hov dog, gik Aupuleius ikke faktisk på Forfatterskolens første årgang sammen med Christian Yde Frostholm og Solvej Balle og Connie Bork?

onsdag den 25. september 2013

ANONYMITET AFSLØRER FORFATTER

Det er, afslørede han i aften i Kulturen på News, Jens Christian Grøndahl, der står bag pseudonymet Christian Tornbakkes politiske nøgle-thriller, eller hvad det nu er, Det godes pris, og hvad den afsløring afslører er jo så bare, at under pseudonym får Jens Christian Grøndahl endnu dårligere anmeldelser end under eget navn: 2 stjerner i Berlingske og JP, 4 hjerter i Politiken (hvilket jo er rigtig lidt i Politiken - hvis det ikke er er en decideret uopbyggelig bog som Robert Zolas Hævn), træt vris af ikke bare Hardis, men også gammelfan Rothstein i WA: det var imidlertid som om, at denne nøgterne negative pointe ikke var gået op for JC Grøndahl dér på skærmen, hvor han talte om, at anmelderne var for blaserte og ikke kunne/ville tage stilling til anonymitet, men det vil/kan de gerne: DE SYNES ENSTEMMIGT (det synes Palle under sit pligtskyldige Politiken-positivitet overfor plat professionalisme også), DET ER EN JAMMERLIG BOG, det behøver de selvfølgelig ikke have ret i, men det er i hvert fald det eksperimentelle resultat af anonymitets-eksperimentet: anmeldelserne blev dårlige(re), så ved vi og han det.

NU er møntvaskerier hippe!?

nu jeg ikke længere er møntvaskkunde - iflg. det unge band Ulige Numres nummer "Åbenlyse grunde", som jeg er blevet meget indtaget i, og ikke kun fordi der indgår et mønvaskeri eller måske faktisk 2 - der er ikke tekst at finde på nettet, så jeg har jeg har lyttet mig frem til ordlyden, som derfor ikke er 100 % sikker, korriger gerne:

du driver ned ad gaden
med armen om din love
I spejler jer i ruden
men I stopper ikke op
du har drevet så længe
at dine ben føles lette
møder dig på et møntvaskeri
og du har ikke nogen penge
du er den smukkeste jeg har set
af åbenlyse grunde
du kan bilde mig alt ind
for jeg ville tro på det
du vasker dine lagener
det betyder ingenting
de var renere før
(du bestiller til en enkelt igen (?))
du kender spillets regler
du har fulgt dem så længe
men i aften er reglerne der gælder
kun dem du sætter
for det er dig der bestemmer
du er det smukkeste jeg har set
af åbenlyse grunde
du kan bilde mig alt ind
for jeg ville tro på det
vi tænder smøgerne sammen
(tænder tit (?))
vi kommer på et kys
lad røgen drive
fra Herodes til Pilatus
lad os ses klokken 10
lad os ses når du får fri
lad os ses klokken 10
på et møntvaskeri

Politisk kollekt

Ja, politisk korrekt er et kedeligt udtryk, jeg ville foretrække

politisk korset

og, for det er ikke det samme,

politisk koket,

og, for det er heller ikke det samme som hverken eller,

politisk konfekt,

og der er for tandhvinende (tand hvinende mod konfekt, mod koketteri, mod korset) for meget af alle 3 ting.

Må andre end Yahya have skrevet Yahyas tekst? Må han?

Jeg ville have sluttet min Blæksprutte med at citere et vrænge/smædetdigt af den unge digter Yahya Hassan fra det nye jubilæumsnummer, nr. 50, af Victor B. Andersens Maskinfabrik (og måske også hans debutsamling) og have stillet dette retoriske spørgsmål (til ikke kun Mette Moestrup og hendes svenske og/eller ikke-hvide bekendte, også til mig selv):

Hvem har lov til at skrive det? Og har nogen overhovedet?

RULLESTOLEN

70 MUNDE SMASKER    OG MIN KROPSLUGT OG DIN KROPSLUGT    JEG SUGER SNOT LÆNGERE OP I MIT KRANIUM    JEG SKIDER JEG BØVSER JEG BRÆKKER MIG    SÅ RÅDDEN EN KROPSLUGT OG DIN KROPSLUGT ER MOSKUS    OG MINE HÆNGENOSSER OG DINE ØJENLÅG ER SAMME SKIND    HVIS NAVNET IKKE KAN UDTALES SÅ ER DET IKKE ET NAVN    DET ER POESI    MAN SKAL SELV TÆNKE SIG TIL DET ELLERS ER DET IKKE POESI   MIN MORS ONKEL MÅ VÆRE EN AF DE RETTROENDE    ABU MAHER GIVER DE FATTIGE ALMISSER OG KNEPPER SIN KONE UDEN NYDELSE    HAN LAVER BØRNEPENGE    TIL ÆRE FOR SIN ÆLDSTE SØN OG HANS KORANFYLDTE HOVED    SLAGTER HAN FIRE FÅR UDOVER KYLLINGERNE     HAN KASTER EN LEVER TIL DEM DER VIL GRIBE    HAN HAR ET SKÆG OG EN ALLIERET I EN RULLESTOL DER OGSÅ HAR ET SKÆG     RULLESTOLEN HAR EN VANTRO FØLGESVEND FRA KOMMUNEN     OG EN KONE HER OG HER     HAN KØBER EN VANDMELON TIL DEN ENE     OG ER NØDSAGET TIL AT KØBE EN VANDMELON TIL DEN ANDEN    SÅDAN ER ISLAM BYRDE PÅ BYRDE  

SÅDAN RULLER HAN RUNDT MED VANDMELONER I SIN FAVN

OG ET STED PÅ VESTSJÆLLAND FLAGER DØDEN PÅ HALV

MEN HER VED BAZAR VEST ER DET TID TIL BØN    OG TRE GELLERUPPERKERE TRÆKKER EN STJÅLET KNALLERT I EN RETNING     OG EN FLOK BESKÆGGEDE SUNNIER GIVER RULLESTOLEN ET SALAM OG ET SKUB    IND I MOSKEEN

- og hvem har lov til at synes at der er skidegodt? Og skidesjovt? Og har nogen overhovedet?

Pia Juul er den nye Carsten Jensen!

- og lad os straks specificere hvilken, der er en del: 80'er-tv-anmelderen Carsten Jensen!

i hendes kommentarer til det nye DR K-bogprogram Tid til bøger i en tråd under en FB-opdatering af Martin Glaz Serup (jeg har groft slettet Martins og andres mere eller mindre venligt indstillede pip for at klippe-klistre tv-anmeldelsen sammen)

  • Pia Juul Martin, hvordan kan du synes det var ok? Det var da noget nær det værste jeg længe har set!
  • Pia Juul Jeg synes overhovedet ikke det var godt og det kan kun forbedres ved at nedlægges. Hvad fanden rager det mig at en eller anden dame ingen tid har og har en baby og bor på landet og har en mand der filmer men ikke kan lave lyd. De fleste af de 28 minutter handlede om hende, og da der endelig kom en forfatter sagde hun: fortæl lige selv hvad bogen handler om. Og så lavede hun kaffe, men så skulle de ha te og æbler i stedet. What?
  • Pia Juul Jo, der var 1 god ting: det var hurtigt overstået!
  • Pia Juul Ja, det var da udmærkede gæster, men de var et par minutters staffage for et program om en ligegyldig dame. Jeg synes, som sagt, bare at de skal lukke programmet. At få lyden til at fungere vil næppe hjælpe.
  • Pia Juul og ku du virkelig lide nordenhof-indlægget?
  • Pia Juul Ja. En fantastisk bog indhyllet i ligegyldig dames natkjole og dyner. Ellers tak.
  • Pia Juul Du så programmet og kendte i forvejen de fire omtalte forfattere. Jeg har svært ved at forestille mig at nogen der ikke læser eller bare ikke har læst de fire, fandt ud af NOGET SOM HELST der ville få dem til at læse dem nu. Hvad nåede man at høre om dem og deres bøger? (nå, nej, nu kunne man jo slet ikke høre det ...)

Aflyste kinesere

(skrottet begyndelse på Blæksprutte om hvide og brun litteratur læst sort-hvidt)

-->
Jeg kan ikke finde ud af præcist, hvor racistisk eller anti-racistisk den oprindeligt tyske remse-leg ”Tre små kinesere” er?
  Hvis vi tager den uforvrængede ordlyd:
  ”Tre små kinesere på Højbro Plads/ stod og spillede på kontrabas/ så kom en betjent/ så, hvad der var hændt/ tre små kinesere på Højbro Plads”.
  Så er der vel ikke noget racistisk i sig selv ved at lade tre kinesere stå og spille kontrabas, selvom der måske indgår en stereotyp forestilling om, at kinesere er små – hvilket de jo rent faktisk er: jeg har stået og tårnet helt vildt i et universitetsauditorium i Shanghai - og at de derfor må stå ovenpå hinanden for at kunne spille på en kontrabas. Men måske spiller de på tre kontrabasser! Det ved vi ikke.
  Snarere er remsen en udhængning af betjenten som mere eller mindre bevidst racist: Ville han have været lige så mistænksom, hvis det havde været tre små danskere, der havde stået og spillet på kontrabas? Næppe!
  Hvad med vokalskiftene: Når man udskifter med i, kommer remsen til at lyde kliché-kinesisk:
  Tri smi kinisiri pi Hijbri Plids.
  Men udskifter man med ø kommer den til gengæld til at lyde som en tyk karikatur på kartoffel-dansk (og Poul Borum – sådan taler han i Klaus Rifbjergs Marts 1970):
  Trø smø kønøsørø pø Højbrø Pløds.
  Og pludselig ligner remsen en hyldest til den globale, babelske rigdom af lyd og de rige forvridninger af et nationalsprog i munden på fremmede. Jamen, amen!

Ny genre / battle: Mest Nederen Oplæsning

Efter Martin Kongstads suveræne Aarhushistorie har Thomas Boberg frembragt et nyt hovedværk i den dugfriske genre, en Viborghistorie på Promenaden helt enkelt betitlet "Oplæsning i Viborg", et klip derfra:

Nu begyndte det for alvor at regne, en kold blæst fra efteråret susede gennem haven. Jeg havde siddet på den bænk og hængt, været på nippet til at falde i søvn. Alt var lukket, undtagen Subway, en sandwichbar, men ikke et egnet sted at tilbringe tre-fire timer. Altså besluttede jeg mig for at indlogere mig på Palads hotel, som jeg havde fået øje på et par timer tidligere. Okay, værelse 356 i den anden fløj over gaden gennem buen og op ad trappen. Det var jo belejligt, og jeg var så privilegeret, at den mulighed tilsmilede mig. Den flinke unge mand i receptionen hjalp mig endog med at få printet nogle digte ud, så jeg havde noget at læse op af.
Kl. 19.10 stod jeg uden for Viborg Stiftsmuseum, og kort efter ankom digteren Kenneth Jensen med sine to tasker. Han havde været på Jensen´s Bøfhus i en forgæves søgen efter en pilsner. Vi stod i småregn og blæst og ventede uden for museet, så dukkede Mads Mygind op. Hver især var vi kommet forskellige steder fra, vi havde forberedt os godt, og nu skulle vi så i gang med den første af aftenens tre planlagte oplæsninger.
Museet var tomt bortset fra en ansat der passede foretagendet, han havde ikke rigtigt hørt om nogen oplæsning, men han viste os ind i en tom sal, der lignede et kommunalt cafeteria. Ved vinduerne ud til torvet lagde jeg mærke til tre mannequin dukker. De stod der plasticnøgne og mindede om inventaret i en underlig drøm. Da kl. var 19.40 var der stadig ikke noget publikum. Mads Mygind ringede til arrangøren, som beklagede situationen, og rådede os til at søge mod Café Brændpunktet, der lå i Viborgs gamle brandstation, hvor den næste oplæsning skulle finde sted. Den tredje var nu aflyst. Kl. 20.40 var det så os.

Forfatteren Kaspar Colling Nielsen linkede nogle dage før til Kongstads Aarhushistoire på Facebook, hvilket fremkaldte en mindre storm af nederen-oplæsning/perfromance-anekdoter, bl.a. denne glimrende ved og med Nicolaj Stochholm:

Jeg læste engang op på Lyngby Bibliotek, skulle optræde med en Islandsk gruppe der hed Klaxxi (sådan husker jeg at de stavede det) i deres store sal. Den er kæmpe og der sad 1 kvinde i sygepleje uniform, hun troede at det var et foredrag om psykiatri, hun havde taget fejl af datoen og blev empatitisk mens vi larmede for hende og de 3 bibliotekarer. Hun takkede os bagefter og sagde at vi havde strejfet hendes professionelle interesse.

Jeg har også selv flere gedigent groteske oplevelser på lager, lille indfoldet top 3:

1. Eneste betaling efter foredrag for yderst få i Toldhuset i Aarhus: Kæmpe Hoegaarden-ølflaske; vandrende ned af Vesterbrogade mellem flokke af afrikanske prostituerede med den ølflaske lænet mod skulderen som en tinsoldats gevær eller bazooka måske snarere.

2. Jørgen Leth-fordrag for næsten ingen på østjysk bibliotek, navnet escapes me (ØRUM! se kommentar), situeret i sådan en deprim total-kultur-bygning, hvor der også højlydt og med langt større publikum blev spillet eller måske bare trænet håndbold: BUMP, BUMP; BUMP, BUMP også i dag oplevede jeg noget, som BUMP BUMP BUMP BUMP.

3. Hundested Bibliotek (vistnok), bare et par mennesker og så en forskruet stirrende grandonkel, jeg ikke havde set i årtier, han sad præcist midt i den jo mere hullede end befolkede rundkreds, og jeg kunne ikke komme fri af den stirren, der senere insisterede på at køre mig hjem, at blive kørt hjem af en stirren.