Bodil
og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat
Debutantprisen
2013 til
Kristian
Byskov
- MOTIVERET AF ANNE-MARIE MAI
På
Syddansk Universitet har vi et fag, der hedder Skrivekunst eller Creative
Writing, hvor studerende, der gerne vil forsøge sig med at skrive
skønlitteratur, kan følge kurser. Som underviser i Skrivekunst bliver man
imidlertid en smule forhærdet, når det drejer om genren science fiction. Der
sidder ofte på holdet en eller to studerende, der er bidt af en gal science
fiction-idé, som de hverken kan eller vil slippe. Og som regel er det netop dét,
man som underviser skal forsøge at få dem til, hvis de skal få en fornemmelse
for deres eget sprog og deres egen udtryksevne og ikke blot fylde side op og
side ned med klichéer om firkantede mutanter og star war-agtigt isenkram.
Science fiction er en svær én, og man skal på dansk nærmest være Svend Åge
Madsen for at kunne skrive en science fiction roman.
Som
man kan høre, var hele mit anti-sci-fi beredskab derfor på overarbejde, da jeg
begyndte at blade i Kristian Byskovs debutroman, Mitose, hvor forfatteren tilmed vover at tone helt rent flag på
forsiden og kalde sin roman en science fiction roman. Men jeg tør roligt sige,
at Kristian Byskov med sin roman fik bragt mig ud af min science fiction
skepsis og fanget mig ind en fortælling om en verden efter en katastrofe, og
det er en fortælling, der helt elementært fungerer som kunst og litteratur.
I
Mitose følger vi en navnløs
jeg-fortæller, der har overlevet en katastrofe ved at grave sig ned i jorden og
nu forsøger at få en fornemmelse af de forandringer, der sker med hans krop og
hans omverden. Mitosen, organismers almindelige celledeling, som romanen er opkaldt
efter, har ændret sig, og fortællerens hukommelse er hullet og uklar; han
husker kun i glimt oplevelser fra katastrofen og tiden efter.
Fortælleren
tumler rundt i et ruineret og slimet univers. Hans sanser fungerer ikke rigtig,
kroppens lemmer og led flytter sig på en mærkelig måde, og han er svækket af
sult. Imidlertid bliver han samlet op af en gruppe af overlevende, der har
indrettet sig i ruinerne af et boligkompleks, og som har formået at tilpasse
sig forandringerne i deres krop. De har brug for masser af væske, lever en stor
del af deres tid i badebar og spiser ikke, men ernærer sig af alger, der
optages gennem deres fugtige hud. Det er tydeligt, at de langsomt men sikkert
er ved at blive til ét med algesuppen. Vi får et blik på algefolket af en midaldrende
kvinde, københavnerarkitekten Lis, der har overlevet på en anden måde end ved
at gå i symbiose med algerne, og som beskriver algemenneskenes liv udefra.
”Som
gruppe er de endnu mere mærkværdige end noget folkeslag jeg nogen sinde har
hørt om. Jeg føler mig lidt som en antropolog der er taget ud til en eksotisk
stamme. Men det her er byboere, det er tydeligt. Byboere der er blevet bønder,
i et sært nicheagtigt dyrkningsfelt. Den måde de passer deres alger på, minder
mig om måden man ville tilbede sin gud på hvis man havde en. De synes dog ikke
at have nogen tro. ” (s. 85)
Lis er
en klassisk figur i science fiction-genren – en udefrakommende betragter, der
fortæller om den fremmede verden. Hun husker desuden en verden, læseren kan
genkende: Hun har en fortid som københavnsk, fraskilt arkitekt, der
interesserer sig for havedyrkning. Hun ligner en efterkommer af
kvindebevægelsen, en selvhjulpen kvinde, som altid har sat en ære i at klare
sin egen dag og vej, og livet efter katastrofen stiller store krav. Lis har ikke lyst til at slutte sig til
algefolket – hun frastødes af deres nonverbale kommunikation og slimede
fællesskab, og hun erklærer med en vis form for arkitekt-humor: ”Jeg vil aldrig
kunne bo i et badekar”.
Algemenneskene
begynder mere og mere at kommunikere direkte kropsligt – uden sprog og tale. De
udviser en ømhed over for deres fællesskab, og beskrivelsen af, at kroppene og
algesuppen mere og mere celledeler sig ind i hinanden er fuld af lys,
bevægelse, pulsslag og åndedræt. En slags fødsel af en ny organisme. Uhyggen er
underspillet hos Kristian Byskov, hvilket giver plads til læserens egen
oplevelsesevne og følelse, og det er en kæmpefordel, der gør Byskovs version af
science fiction romanen til en litterær fortælling frem for et udstyrsstykke i
teknologi.
Man
kan hos Kristian Byskov finde beskrivelser og figurer, der minder læseren om
andre litterære skildringer, hvor der skabes underspillet uhygge og gådefulde
scenerier. Fortællerens opvågningsscene leder i al fald min tanke hen på Cecil
Bødkers fortælling, ”Bogfinken”, fra 1961, hvor en lille dreng overlever en
krigskatastrofe. Han vågner langsomt op, ligger lammet i græsset og kan se, men
ikke høre, at en bogfinke nær ham synger.
Der
vokser bjørneklo i nærheden af det beboelseskvarter, hvor Byskovs algemennesker
lever. Bjørneklo-planterne bliver større og større, og minder læseren om de
vækster, der optræder i Ole Sarvig digt, ”Bjørneklo”, fra Grønne Digte, 1943, hvor bjørnekloen er en allegori for nazismens
had, egoisme og frygt. Det hedder i digtet:
”En
grænseløst elendig,
smudsig
og fattig sommer
blomster
nu med sine kæmpevækster
nede
ved havnen
Og
fluerne bestøver dem.
Byskovs
fortæller ser ikke bjørnekloen som særligt truende, registrerer blot deres
vilde vækst, men den læser, som kender Sarvigs digt ”Bjørneklo”, føler
pludselig ekstra stærkt den uhygge og rædsel, som teksten underspiller.
Der
er frem for alt en figur i romanen, som er gådefuld og på en gang truende og
fortrolig. Det er den kæmpetudse, der opholder sig i beboelseskvarteret. Den er
mange meter høj, et enorm dyr i apatosaurus-klassen, og da den springer væk fra
stedet, falder de fugt-møre bygninger sammen. Kristian Byskovs kæmpetudse kan
hurtigt lede læserens tanke direkte ind i eventyret, og tudser fra både H. C.
Andersens og Grimms eventyr springer lige ind på siderne. Både hos Andersen og
Grimm optræder der venlige skrubtudser. Grimm fortæller om en lille pige, der
fodrer en skrubtudse og får gaver af den, men da hendes mor slår tudsen ihjel,
vantrives pigen og dør.
Hos
Andersen bor skrubtudsen i en brønd, og den længes opad mod himlen og
solen. Den er grim i alles øjne, men den
har en ædelsten bag sin pande, en gnist af det guddommelige. Og det véd ifølge
Andersen ikke naturforskeren, men derimod digteren, for han fortæller historien
om skrubtudsen som et eventyr.
En
litteraturhistorisk yngre tudse finder vi i Per Højholts digt. ”Personen slår
til”,
fra Praksis 9, Det gentagnes musik, 1989, hvor
digter-personen undrer sig over, at livet faktisk er langt nok, og som eksempel
digter om, at han både når at se en stor tudse ved
indgangen til Kvickly og at forsone sig med, at han nok ikke får den at se igen.
Hos Byskov er tudsen på en måde rædselsvækkende, men da den
forsvinder fra stedet, ligner det et tegn på, at grundlaget for de komplekse
organismer og deres mutanter er ved at forsvinde, og at algemenneskene er ved
at celledele sig ind i algesuppen.
Tak til Kristian Byskov for at have udfordret både forhærdede
sci-fi-skeptikere som mig og selve genren med sin bog. Nu ved jeg præcis, hvad
jeg skal anbefale de skrivekunststuderende med hang til sci-fi: læs Mitose og lær deraf noget om den
raffinerede, underspillede fortælling, helt fri for isenkram, men fuld af
katastrofe. Romanen er en flot litterær
debut af en kunstner, der måske mest er til billeder og installationer.
Kristian Byskov har gået på Kunstakademiet og deltog i afgangsudstillingen
2013 med sammen med Andreas Rasmussen med BUBOS - en biotopisk sci-fi opera.
Men fra billedkunst, opera og installation kommer han smukt ind
i litteraturen med en fortælling, der overlister læseren – den er fuld af
eventyr, underspillet horror og mærkelige gys. Kristian Byskov må meget gerne
blive ved med at dyrke ordets kunst, og vi håber at skubbe ham i denne retning
med Debutantprisens 50 tudser.
Lars-Emil Woetmann
